Morten Kofoed,
Støt BaptistKirkens arbejde
Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde har støttet med ca. 800.000 kr. og BaptistKirken og Bethelkirken har ligeledes bidraget. Støt arbejdet ved at sende et beløb til konto 3201 10042879 eller Mobile Pay 911 118 mærket “Timotheus”. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.
På en menighedstur til Rwanda blev Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg så inspireret af tankegangen i Paulus’ udfordring til Timotheus om at undervise andre i det, han selv er blevet undervist i, at han henvendte sig til BaptistKirken, for ’vi må da kunne gøre noget’. Nu har vi i fællesskab afviklet to forløb og uddannet over 200 kirkeledere i Rwanda.
Vores fokus er på at opbygge en ny og inkluderende lederskabskultur, der bygger på kvalifikationer, engagement og samarbejde mere end på køn, alder og tradition. Kvinder og unge mennesker involveres i beslutningsprocesser og tager ansvar i arbejdet og ikke mindst i lokalsamfundets udvikling, fordi det at være kirke rækker ud over kirkens egne rammer. Derfor har de deltagende kirker etableret projekter, der kan udvikle de lokalsamfund, de er en del af.
Projektforløbet understøttes af spare-lånegrupper. Her kan kvinder og unge udøve praktisk ledelse. Forventningen er, at kvinder ’skal tie i forsamlingen’, men her får de styrket deres selvværd og lyst til at tage ordet. I spare-lånegrupperne kan deltagerne spare op og fx låne til såsæd eller etablering af små virksomheder. Bankerne tilbyder sjældent ydelser til de fattige, så spare- og lånegrupperne udfylder et behov, og de er en stor succes. Vi ved fra lignende projekter, at selv efter seks-otte år fungerer grupperne fortsat.
Lars Midtgaard, der er primus motor i forløbet, fortæller: ”Det var et stort privilegium at bygge videre på de kompetencer, som deltagerne i forvejen havde. Vi kunne bidrage med at give perspektiv fra vores verden og kultur samt med synspunkter og værktøjer. Personligt har jeg fået bekræftet, at vi har noget, der kan gives videre til velsignelse og inspiration for andre, og at ’Gud har et folk og han er ligeglad med farven!’”
Der er så meget mere, der samler, end der skiller os.
Han fortsætter: ”Der er så meget mere, der samler, end der skiller os. På den baggrund er kærligheden til folket, kirken og Rwanda vokset stille og roligt i forløbet – også fordi jeg oplever, at vi har fået så meget den anden vej i engagementet. For mig er det blevet tydeligt, hvor vigtig den diakonale del af missionen er. Forkyndelse er selvsagt supervigtig for en kirke, men det giver ikke mening, at vi skal lære vores søstre og brødre, hvordan de skal forkynde evangeliet for deres egne. Det er de så meget bedre til end os!”
Timotheus-projektet har forandret de deltagende kirker meget. En præst siger: ”Tidligere stod jeg alene med ansvaret, nu arbejder jeg sammen med fx børne- og kvindeledere i menighed og lokalsamfund. Det løfter arbejdet, når folk med de rigtige evner og med passion får ansvar. Selvom tradition stadig vægtes højt, ændres holdninger.” Lars Midtgaard supplerer: ”I det daglige mødes de i teams og deler, hvordan man kan udvikle arbejdet. Uddelegering har rykket menighederne. Det er de mest konkrete ændringer. Der er stor forståelse for at lede gennem andre ledere.”
Uddelegering har rykket menighederne.
Kvindernes situation er klart blevet forbedret, og de er blevet mere involverede, men Lars Midtgaard fornemmer, at der stadig er plads til forbedringer: ”De var der. De var med. De bød ind alt det, de kunne. Men jeg fornemmede også, at de skulle kende deres plads. På den måde er der desværre stadig mange traditionelle ledere, der overser lighed i skabelse, frelse og tjeneste. Vi så nok kun en brøkdel af kvindernes potentiale på seminarerne. Omvendt gav de udtryk for, hvor meget træningen havde givet dem – i deres trosliv og i deres rolle i menighed og lokalsamfund.”
URL: https://baptist.dk/timotheus-kirkeligt-lederskab-i-rwanda/