Leg godt!

Leg godt!

Må jeg være undskyldt? Jeg har ikke leget med LEGO.

Jamie Lynn Cunningham,  

Da min datter var lille, havde jeg ikke råd til LEGO. Desuden skulle der nu bygges efter en vejledning. Snyd! Jeg nøjedes med at købe et enkelt DUPLO-sæt til hende og en stor kasse med blandede klodser på udsalg. Det var meget hyggeligt at bygge sættet sammen, men det endte i en legetøjskasse. Jeg havde ikke kreativiteten og tålmodigheden til at bygge frit sammen med hende. Hun mistede interessen. Spild af penge!

En mandeting?

Senere så jeg, at nogle fædre fra klassen gik MEGET op i at bygge LEGO sammen med deres sønner. Det må være en dansk mandeting, tænkte jeg. Endnu senere fik en veninde et job hos LEGO-hotel sammen med sin kæreste, som var vagt. LEGO-medarbejdere fik klodser i firmagave, så deres hjem var fyldt bogstaveligt talt til loftet med kæmpe modeller – dog her med sæt til datteren. Igen forstod jeg ikke helt fascinationen af LEGO, men fokus på piger vakte min interesse. Alligevel: Byg – stil – støv af?

Kompetenceudvikling

Vi snakkede om fordelene ved at bygge LEGO sammen med børn: At kunne læse og følge symbolinstruks, hånd-øje koordination, koncentration og fordybelse, basis forståelse for byggekonstruktion og fysik, kreativitet til at bygge og lege videre og samarbejde og kommunikation, hvis man var flere. Med mange sæt og klodser bygger børn ofte selv videre. Det udvikler deres innovative- og forestillingsevner.

Pludselig gik det op for mig, at min datter var bagerst i køen angående udvikling af vigtige kompetencer. Så jeg gik straks ud og købte hende det første LEGO-sæt som 13-årig. Hun elskede det og blev fuldstændig opslugt af det, og jeg kunne se alt det, min veninde havde fortalt om.

Nu kender jeg endnu en LEGO-nørd, som leger sammen med sine to drenge. Et af sættene har en figur i kørestol. Hvis jeg får børnebørn, skal de have LEGO, og jeg skal lege og bygge sammen med dem! For det gjorde Gud med os i Edens have.

URL: https://baptist.dk/leg-godt/