Johannes Aakjær Steenbuch,  28. januar 2022

Der er en debat i Folkekirken lige nu om barnedåben. Den er også relevant for baptister. (Læs ’Det handler også om baptister’).

Diskussionen handler i bund og grund om frelsesbegrebet. Er et nyfødt barn fortabt, hvis det ikke bliver døbt?

Man kunne mene, at diskussionen om de lutherske bekendelser var et ”indre anliggende” for folkekirken uden interesse for kirkesamfund udenfor. Imidlertid berører diskussionen også baptister, i hvert fald indirekte. Store dele af den omdiskuterede teologi i folkekirkens bekendelser er nemlig formuleret i polemik mod baptisternes forfædre, reformationstidens døberbevægelser eller ”gendøberne”, som de kaldes i den augsburgske bekendelse.

For eksempel fordømmer den augsburgske bekendelse ”gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”^[1] og ”gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.^[2]

De fordømtes straffe

Det er langt fra klart, hvem det er, der henvises til i den augsburgske bekendelse, men nogle af døberne har altså tilsyneladende ment, at der skulle være ende på ”de fordømtes straffe”.

Én mulighed er den sydtyske døber Hans Denck, der døde i 1527 efter at være blevet forvist af de lutherske myndigheder i Nürnberg. Inspireret af middelalderens mystiske teologi, beskrev Denck, hvordan oplevelsen af fortabelse og helvede er en station på vejen til frelse, snarere end et endemål.

Lignende tanker findes efter reformationen, fx hos tyske baptister i det 17. århundrede, der også inspirerede engelske og amerikanske baptister. Det indebar en ny forståelse af udvælgelseslæren, altså den opfattelse, som findes i protestantisk teologi, at Gud har udvalgt nogle få til frelse, mens resten af menneskeheden er forudbestemt til fortabelse.

Fx gjorde den amerikansk-engelske baptistprædikant Elhanan Winchester (1751-1797) det klart, at de kristne rigtig nok er særligt udvalgt af Gud, men det skyldes at kirken har en særlig opgave. Jesus er død for de kristne, men kun for at kirken skal forkynde evangeliet for resten af menneskeheden, som Jesus også er død for.

Deri lå altså en opgave for kirken. Håbet om alles frelse måtte ikke blive en sovepude, men var tværtimod et kald til mission.

Ikke at elske er helvede

Hvis vi virkelig elsker Kristus, skrev den engelske baptist og teolog Samuel Cox (1826-1893), må vi også ønske at være noget for andre. Ikke at være i stand til at elske, er det sande helvede, mens det at være i stand til at tjene andre, er den sande himmel.^[3]

Den amerikanske baptist og teolog Walter Rauschenbusch (1861-1918), der er kendt for sit ”social gospel”, kunne på samme måde tale om, hvordan Guds rige til sidst må omslutte alle menneskelige relationer.^[4] Intet menneske kan derfor i sidste ende falde udenfor Guds rige. Tanken inspirerede blandt andre baptister som Martin Luther King i kampen for sorte amerikaneres borgerrettigheder, som altså også har rødder i den tradition.^[5]

I Sverige fandtes i det 20. århundrede de såkaldte ”fribaptister”, der med stifteren Helge Åkeson afviste ”de evige straffe” samt traditionel forsoningslære, hvor Jesus’ død siges at formilde Guds vrede. I sin bibeloversættelse fulgte Åkeson oldkirkelige teologer som Origenes og oversatte det ord, der siden middelalderen var blevet oversat ”evig” med ”tidsalderlig” istedet.

Håb er ikke en ”læresætning”!

Det hører selvfølgelig med til historien, at håbet om alles frelse kun har været et minoritetssynspunkt blandt baptister. Men det har altså været med fra begyndelsen og er derfor også en del af baptisternes historie – ligesom det i øvrigt også var en del af oldkirkens teologiske tradition.

Det er ikke, fordi baptister så skal til at gøre ”alles frelse” til en baptistisk specialitet, som man kan bryste sig af mod folkekirkens forstokkede lutherdom. Evangeliet er aldrig et abstrakt budskab, men angår altid konkrete menneskers forhold til Gud.

Julius Købner (1806-1884), den dansk-tyske baptistpionér, gjorde det af samme grund klart i et af sine småskrifter, at det var udtryk for ”rationalisme” at spekulere over, hvor mange der bliver frelst eller går fortabt.^[6] Og det var altså kritisk ment, for man kan med bibelen i hånden argumentere for hvad som helst. Men derved har man gjort troen til et rationelt anliggende. Og så er troen ikke længere tro, og håbet ikke længere håb.

Relationen til Gud

Opgaven er ikke i kirken at forkynde den ene eller den anden ”lære” om menneskers evige skæbne, for det må ligge i Guds hånd, men opgaven er at bringe mennesker ind i en relation til Gud.

Frelse er at følge Kristus, som Klemens af Alexandria udtrykte det i det andet århundrede. Netop det har baptister som regel været gode til at fremhæve som kirkens opgave. Kristen tro handler ikke om bestemte overbevisninger og læresætninger, men troens indhold er en person, nemlig Jesus selv.

Troen er derfor også ”personlig”, som man har sagt det. Men af samme grund kan vi ikke afgrænse evangeliet, for så har vi slugt Gud og sat os på det, som teologer udtrykte det i det tyvende århundrede.

^[1] Den augsburgske bekendelse, artikel 9.

^[2] Den augsburgske bekendelse, artikel 17.

^[3] Samuel Cox, Salvator Mundi (1877).

^[4] Walter Rauschenbusch, A Theology for the Social Gospel (1917).

^[5] Martin Luther King, ”The Christian Pertinence of Eschatological Hope”, https://kinginstitute.stanford.edu/king-papers/documents/christian-pertinence-eschatological-hope.

^[6] Julius Købner, Rationalismus unter den Gläubigen (1878).

URL: https://baptist.dk/en-lang-tradition-for-frelsesuniversalisme/