Der har netop været afholdt møde i Nordisk Faith & Order.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Årets møde i Nordic Faith & Order skulle have fundet sted i Helsinki. Ikke overraskende måtte mødes dog afholdes digitalt igen i år. På dagsordenen var de udfordringer, som den globale kirkelige mangfoldighed skaber for det økumeniske, tværkirkelige samarbejde.
Jeg må nok indrømme, at jeg kom en time for sent til det digitale møde. Finland er åbenbart en time foran os i Danmark, og så kan det jo være svært at holde styr på tidsforskellene, når man mødes online.
Faith & Order er en arbejdsgruppe under Kirkernes Verdensråd. Her er Baptistkirken i Danmark repræsenteret på lige fod med folkekirken, som er med gennem Danske Kirkers Råd. Siden 1910 har Faith & Order været forum for diskussioner om ”lære og kirkeforfatning” på tværs af kirkesamfundene. Endnu engang havde jeg fornøjelsen af at repræsentere BaptistKirken i det internationale fællesskab, der også tegnes af deltagere fra de nordiske folkekirker, metodister, baptister, ortodokse, katolikker og kvækere m.fl.
Omdrejningspunktet for årets møde var den mangfoldighed, der kendetegner kirken globalt. Et af oplæggene handlede således om, hvordan vi med vores europæiske oplysningstradition forholder os til kirkerne i Afrika. Her forklarede oplægsholderen, Mika Vähäkangas, at vi har det med at gå forbi hinanden, når vi kommer med en tankegang præget af dualisme og skarpe skel mellem det åndelige og materielle, det sekulære og det religiøse. En sådan dualisme er fraværende i mange afrikanske og asiatiske kulturer. Hvis vi ikke er opmærksomme på forskelle i tankegange, kan det være svært at tale sammen på tværs af kirker og kulturer.
Hvis vi ikke er opmærksomme på forskelle i tankegange, kan det være svært at tale sammen på tværs af kirker og kulturer.
Odair Pedroso Mateus tog hul på samtalen om den kommende fejring af 1700-års jubilæet for den nikænske trosbekendelse. Den nikænske trosbekendelse, som blev formuleret i Nikæa i år 325, er den mest udbredte trosbekendelse blandt verdens kirker. Som sådan danner den rammen for det økumeniske samarbejde. Det giver en fælles referenceramme og trosforståelse trods forskelle, men det er ikke uden problemer at gøre brug af en så gammel tekst.
Med datidens sprog slår trosbekendelsen det fast, at Gud Fader og Gud Søn er af samme væsen, og etablerer på den måde treenighedslæren som kirkens teologiske fundament. Og her blev spørgsmålet om tankegang så relevant igen: Hvordan forstår vi en gammel trosbekendelse i dag, hvor vi måske ikke har det samme sprog og de samme filosofiske og teologiske kategorier, som blev brugt, da man først formulerede kirkens teologiske grundsætninger? Her var der enighed om, at en væsentlig pointe i treenighedslæren jo er, at Gud i sig selv er mangfoldighed i enhed, og at vi som økumenisk fællesskab derfor også bør kunne rumme forskelle, uden at det går ud over enheden mellem kirkerne.
Hvordan det kan kommunikeres og udmøntes i praksis, er en anden sag, men heldigvis er der nogle år endnu til at finde ud af, hvordan vi skal fejre det kommende jubilæum. Måske det også var en anledning for BaptistKirken til at diskutere, hvad det vil sige at være del af den verdensomspændende kirke, som bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd.
URL: https://baptist.dk/den-udfordrende-mangfoldighed/