I Vatikanmuseet i Rom demonstreres religiøs kunst i verdensklasse og i mængder, som er tilstrækkelige til at mætte alle sanser.
Raymond Jensen,
Raymond Jensen:
I vores baptistkirker er vi vant til, at gudstjenesterummet udtrykker ro og funktionalisme. Risikoen ved vores afdæmpede, diskrete tradition er, at det talte ord kommer til at være alene om at udtrykke og formidle budskabet om Jesus Kristus.
Jeg kan som ansvarlig for planlægning af mange gudstjenester gennem de seneste 40 år tillade mig lidt selvkritik og indrømme, at jeg godt ved, at flere af mine gudstjenester har været – ja, lad mig sige det, som det er – kedelige. Menigheden er kommet til gudstjeneste og er taget hjem uden at have følt sig ramt og bevæget.
Jeg ved godt, at flere af mine gudstjenester har været – ja, lad mig sige det, som det er – kedelige.
Jeg holder selv meget af at læse digte. Jeg oplever, at et digt kan tale lige direkte til mig og ryste eller henrykke mig. Et digt kan vække følelser. Det er min erfaring, at mulighederne for at inddrage musik og billedkunst i gudstjenesterummet er blevet flere og lettere tilgængelige. Med blot almindelige bruger-kundskaber i forhold til IT og med passende investering i hardware fra menighedens side kan man fremvise et filmklip, gengive et klip fra TV-avisen, et billede af Madonna og barnet fra det Sixtinske Kapel. Vi gamle husker de mareridtsagtige anstrengelser, der tidligere var nødvendige for at vise film eller billeder. Det er blevet meget nemmere.
Alle sanser skal aktiveres.
I gudstjenesten skal vi ikke bare lytte og høre det talte ord. De mange ord glider nemt ud af bevidstheden igen. Alle sanser skal aktiveres. For mig selv er musikken central. Jeg bliver bevæget allerede ved præludiet. Salmer og sange vækker følelser og tro på det gode i verden, men musik kan også vække vemod og sorg; følelser, som tilhører den nødvendige farvepalet, som gør os til hele mennesker.
Kunst kan være elitær og finkulturel, men for mig er den kreativitet, der opstår mellem mennesker mindst lige så talende. I vores menighed i Østhimmerland har kirkeårets store højtider – jul, påske og pinse – inviteret søndagsskolefolk, spejdere, kvindenetværk til at udfolde evangeliet i drama, udklippede jule- og pinsesymboler, blomsterdekorationer, krybbespil, påskespil med inddragelse af børn og voksne.
Hvordan gribes Guds ord visuelt, hørbart og mærkbart? Ved at vi gør os umage i forberedelsen af gudstjenesten. Alt det, vi gør, er ikke tingeltangel, som hænges uden på gudstjenesten, men vender vores blik og løser vores tunge, så vi ved Helligåndens mellemkomst sættes fri til at takke Gud med hjerte, mund og hænder. Og vigtigst af alt: at vi ikke bliver immune overfor vores næstes nød.
Vi dannes, når vi går til gudstjeneste.
Gud er den, der skaber generøse rum. Det gør han ikke kun i katedraler, men også i enkle gudstjenesterum. Dér hvor nadverbordet ligner et aftensmadbord. Dér hvor vi hører fortællingen om brødet, der aldrig dør, og vinen der aldrig slipper op. Vi dannes, når vi går til gudstjeneste. Vi træder ind i lyriske rum, forvandlende rum, smukke rum, hjerterum.
Et digt vækker følelser:
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
dér kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.[1]
Når vi berøres, bevæges vi samtidig, og vi bliver bekræftet i vores menneskelige kald og tjeneste og vores tro på lyset og lysets Herre, den korsfæstede, men opstandne Jesus Kristus. Kan hænde vi også går begejstrede fra gudstjeneste, fyldt af ånd og nyt livsmod.
Lad os fortsat arbejde for, at vi i formidling af budskabet kan kombinere de rene linjer, som maner til ro og eftertanke, med Kristus og kreativitetens evne til at vække os og sende os ud i verden med budskabet om, at forandring er mulig, og at kærligheden er kommet til jorden.
[1] N.F.S. Grundtvig: ’Dejlig er den himmel blå’, vers 5
URL: https://baptist.dk/ramme-roere-vaekke-og-bevaege/