Jeg vender ofte tilbage til Michael Kviums maleri: ’So simple’ – for det rører ved mine (og vores) følelser!
- fire oplevelser med kunst
Jacob Norreen, Birgitte Libak Damsgaard, Mads Lindholm og Merete Gjerløv,
Omkring mig summer det af dæmpede stemmer. Rummet emmer af, at ’noget er i gære’. Lyset er dæmpet, og salen bliver pludselig stille, da en person træder ind på scenen og stiler mod den opstillede mikrofon i midten. Jeg er spændt.
Nu er der flere personer på scenen, og de indtager hver deres plads ved instrumenterne. Lyden fra de første toner rammer mig, og pigen ved mikrofonen tryllebinder mig de næste 3 minutter. Hendes sarte og samtidig lidt rå stemme rører mig dybt. Sangen er smuk, teksten er smuk, og toner og tekst er fint strikket sammen til en større helhed.
I min optik opstår kunst, fordi nogen har noget på hjerte. Alle kan skrive en sang eller male et maleri. Men kun de, der kan føle det udtryk, de formidler, kan skabe kunst. Det handler ikke om popularitet eller uddannelse, men udelukkende om at mærke og ønske ’at give følelsen videre’ – dele den med andre. Og så handler det om modtageren. For det er jo kunstens modtager, der danner sig en mening og genererer følelser.
I det rum, der opstår mellem formidler og modtager – i det rum findes Gud.
Ikke al kunst rammer alle, og meget rammer ikke særlig mange. Men i det rum, der opstår mellem formidler og modtager – i det rum findes Gud. Hvor to mennesker – ubevidst – kan skabe et bånd til hinanden, dér opstår magien i kunsten. Deri findes det guddommelige. Det, der er større end os – og som usynligt og på tværs af sociale skel, landegrænser, tid og måske endda religion forbinder os. Vi stopper op, ramt af en følelse, skabt fordi kunstneren havde noget på hjerte.
At blive ramt af kunst styrker min tro på, at vi som mennesker er forbundet gennem Gud. Noget rører ved os, og følelsen af at høre sammen bliver stærk. Vi bliver rørt ved. Gud rører ved os.
Jacob Norreen, Bornholms menighed
Min tro koblet med kunsten er forbundet med refleksion, følelser og især en analytisk tilgang. Hvad har kunstneren villet fortælle?
Vi omgives af kunst – uanset hvorhen vi vender og drejer os. Den giver følelserne et sprog og kan hjælpe med at sætte ord på det, som jeg endnu ikke har ord for.
Kunsten gør det også muligt at tale om det, som samfundet – og dermed også kirken – har lært os ikke at tale om. Når noget bliver tabubelagt, så forsvinder vores mulighed for at bearbejde det, men kunsten – teater, billeder og malerier, musik, litteratur – bliver stedet, hvor der er trøst at søge. Et billede eller en novelle fordømmer dig ikke!
Fordømmelsen blandt mennesker af fejltrin giver kunsten noget at leve af. Her kan den udøvende kunstner formidle sorgen, smerten og lyset i mørket. Troen på livet, men også det modsatte: At miste troen på livets værdi.
Jeg vender ofte tilbage til Michael Kviums maleri: ’So simple’ – for det rører ved mine (og vores) følelser!
I første omgang vældede ubehaget frem, for det var grænseoverskridende at fremstille noget så unikt og fantastisk som et lille nyfødt barn på den måde. Jeg manglede den kærlighed til det lille barn, der for mig er en selvfølge.
Men det er jo ikke en selvfølge! Vi er ikke garanteret et liv fyldt med kærlighed. Den eneste garanti, der følger med livet er: Døden! Vi er alle født lige – lige nøgne. Derefter ophører ligheden. Opvækstbetingelserne er vidt forskellige for os, selv i et dansk samfund. Hvem der holder vores livline eller navlestreng kan være afgørende for, hvilket indhold og hvilke muligheder vi får. Vi er ikke vores egen lykkes smed. Vi er omgivet af mennesker, som er med til at sætte dagsordenen for, hvordan mulighederne i nærmiljøet og samfundet er.
Birgitte Libak Damsgaard, Viborg menighed
Skovbad er et japansk udtryk. Det betegner den følelse af forandring, man kan opleve efter en gåtur i efterårsskovens gyldne glæder eller forårsskovens lysende grønne – et skovbad.
Når jeg besøger en ny by, holder jeg af at gå en tur på den lokale kirkegård og opleve den orden og ro, der ofte findes der. Det er jeg tilsyneladende ikke ene om, for der er kommet fokus på kirkegårdenes funktion i byrummet. Mure rives ned, og kirkegårdenes sakrale rum bliver pludselig en del af byrummet. Det afføder mange diskussioner: Om påklædning, støj, solbadning etc. Men det siger også noget om vores behov for steder, der får os til at standse op i verdens accelererende hamsterhjul. Rum til ro, om man vil.
Vores omgivelser påvirker os. Det gælder også kirkerummet, som er et af de mest markante arkitektoniske udtryk i vores kultur. Derfor vækker det følelser af sorg, når vi ser Notre Dame i flammer. Eller følelsen af storhed, når vi træder ind i Peterskirkens vældige rum.
Man kunne også tale om et behov for et sted at møde det åndelige.
Undersøgelser har vist, at vi oftere har religiøse oplevelser i kirkerum eller andre religiøse rum, end vi har andre steder. Det skyldes nok ikke, at Vorherre er mere til stede i kirken end på kontoret, men at vi stemmes af rummet. Manipulation, vil nogen måske sige. Men man kunne også tale om et behov for et sted at møde det åndelige. For religiøse rum – templer, moskéer, kirker, helligdomme – er en så væsentlig del af så mange kulturer, at det må udtrykke et dybtliggende menneskeligt behov.
Det fascinerende ved kirkerummet er, at det tilsyneladende har en religiøs funktion i sig selv. Uden ord, uden toner. Arkitekturen som kunst og brugskunst er virksom, fordi vi ikke blot er beskuere, men indgår med krop og sjæl i kirkerummet. Midt i en storbys travle puls opfordrer kirkerummet til ro, eftertanke, pause. Vi tager bad i rummet – på samme måde som japanerne taler om skovbad. Og træder måske ud en lille smule forandrede.
Mads Lindholm, Nørresundby-Vodskov menighed
Jeg er vokset op i en jysk bondekultur. Der blev der ikke snakket så meget om livets store spørgsmål.
Samtalen om livets store spørgsmål i mit barndomshjem var begrænset og kan vel sammenlignes med toppen at et isbjerg. I litteratur derimod vises hele isbjerget. Der findes romaner, som får os til at tro, giver os håb og udvider verden.
I Det gamle Testamente fortælles om Jakob, som var kommet til et vadested, hvor han overnattede. Om natten kom en fremmed til ham. I mørket tog han livtag med den fremmede. Jakob blev ramt hårdt på hofteskålen, men gik af med sejren.[1] Jeg opfatter fortællingen som et billede på ethvert menneskes livtag med tilværelsen – og dermed troen.
Til mine egne livtag har jeg brugt litteraturens fortællinger som inspiration og spejl. Vi ser os selv i romanens personer og lever os ind i handlingen. Samtidig fører vi ideer og følelser fra romanen over på vores eget liv. Vi finder inspiration til at navigere i vores eget trosliv. Den dobbeltbevægelse sker hver gang, man bliver grebet af en roman.
Mindst hvert andet år siger jeg til dem, der er i min nærhed: ‘Det er en af de bedste bøger, jeg har læst. Den må du også læse!’
Sådan siger jeg nu om Jesper Steins ’Rampen’. Genren er autofiktion, og ’Rampen’ er et vidnesbyrd, der hensætter læseren i dyb respekt.
Personerne i Steins roman får overbalance og falder. Som læser tager man hele rutsjeturen ned ad rampen – ude af stand til andet end at læse videre! Men Jesper Stein ikke bare forfører, han forstyrrer også. Og han viser en vej. Forfatteren formår på fineste vis at vise vej til forståelse og tilgivelse og i sidste ende en slags forløsning, der peger på håb.
Vi nøjes ikke med toppen af isbjerget, og vi får det hele med! Men det smertefulde overvindes. Der peges på tilgivelse og en form for oprejsning, når det gælder moren. Romanen viser, at vi har brug for litteraturens nuancerede sprog for at begribe det trosliv, vi lever, og den verden, vi lever i.
Merete Gjerløv, Silkeborg menighed
[1] 1. Mosebog kap. 32
URL: https://baptist.dk/styrkelse-af-troen/