Troens indflydelse på min kunst

Troens indflydelse på min kunst

Else Marie Andersen har altid tegnet og malet, men siger beskedent: ”Jeg er jo bare en seriøs amatør”.

Bente Jensen,  

Else Marie Andersen:

”Byens bedste butik var den, hvor de solgte farver”, fortæller Else Marie Andersen, der altid har tegnet og malet. Det blev siden til læreruddannelse med linjefag i billedkunst og utallige kurser for at dygtiggøre sig – fra akvareller til akrylmaling.

Else Marie Andersen er kunstneren bag årets dåbskort, der er inspireret af citatet: ”Alle mine kilder er i dig.”[1]

Dåbsbilledet er et bestillingsarbejde for BaptistKirken, og motivet er inspireret af mange ture til Vesterhavet.

Håb og glæde gennem billeder

Else Maries hjemmeside bærer kunstnerens motto: ’Håb og glæde gennem billeder’, og den er fyldt med dejlige farvestrålende malerier. Jeg vil lade Else Marie fortælle: ”Jeg har besluttet mig for, at de billeder, jeg maler, skal være med håb, lys og glæde. Ikke at livet altid er sådan, men måske som en modvægt til noget af alt det andet. Derfor låner jeg megen inspiration i min tro – gennem fx sange, tekster, prædikener eller blot det at være i kirkerummet. Den ro, der findes der, gør mig mere åben over for at lytte. Det kan også være naturen – fx havet, som jeg bor ved”.

Det er mit håb, at mine billeder og titler bringer glæde og refleksion til mennesker.

Mottoet har en dobbelt betydning: ”Det er mit håb, at mine billeder og titler bringer glæde og refleksion til mennesker, men ordene er også rettet mod mig selv; jeg finder håb og glæde gennem at udtrykke mig i billeder, hvor andre bruger ord, sange og musik”.

Inspiration

Der ligger ofte en historie bag de enkelte billeder: ”Min første fugl blev malet under Coronaen. Torben og jeg var isoleret hjemme. TV viste forfærdelige billeder fra Italien. Folk stod på altanerne og sang, udtrykte håb. Men vi havde det jo godt, led ingen nød. En lille farverig fugl fløj mod ruden og døde. Det påvirkede mig dybt, og den fugl fik mig til at tænke på gospelsangen: ’His eye is on the sparrow’[2]. For mig blev den lille fugl et billede på, at det ikke altid går, som vi vil. Lidelse kan man ikke forklare, men vi har et håb og en tro på, at Gud ser det. Hvis jeg har det dårligt med en lille fugl, så tror jeg, Gud tænker så meget mere”. Bag på alle fuglemalerierne står ’His eye is on the sparrow’.

Glæde kommer om morgenen

’Joy comes in the morning’[3] er titlen på dette billede, hvor den lille pige danser og viser sin livsglæde: ”Inspirationen kom, da jeg hørte Brooklyn Tabernacle kor synge sangen ’My life is in your hand’[4]. De modne stemmer fra folk, der havde erfaringer fra et levet liv, talte til mig om glæden ved livet. Uanset de besværligheder, du står I, kommer der en morgen med glæde, for besværligheder varer ikke evigt, og dit liv er i Jesus´ hænder”.

Mågerne kommer flyvende ud over det storslåede hav og vender pludselig om, ligesom vi kan have brug for at vende om i vores liv.

Vendepunkt

”På et af mine kurser fik jeg at vide, at der altid skal være et hvad, hvordan og hvorfor i mine malerier. Vendepunkt er malet, fordi selve ordet er så fyldt med symbolik. Mågerne kommer flyvende ud over det storslåede hav og vender pludselig om, ligesom vi kan have brug for at vende om i vores liv. ’Du får det samme, hvis du bliver ved med det samme’ – lyder en gammel sandhed.

Menneskers vendepunkt kan være et resultat af egen vurdering og handlekraft, men det kan også være udefra kommende. Et vendepunkt kom, da en lærer tilskyndede mig til at kontakte gallerier. Galleri Munken i Løkken viste interesse, og jeg har udstillet der siden påske. For mig er der en ekstra dimension ved netop det galleri, fordi min far og hans otte søskende blev kaldt ’munkens’ og boede i området”. 


[1] Salmernes bog kap. 87, vers 7

[2] ’Hans øje hviler på spurven’

[3] ’Glæde kommer om morgenen’

[4] ’Mit liv er i din hånd’

URL: https://baptist.dk/troens-indflydelse-paa-min-kunst/