Charlotte Rørth har mødt Jesus – og en masse danskere, der gerne vil tale om tro. 10.000 mennesker har hørt hendes foredrag, siden hendes bog ’Jeg mødte Jesus’ udkom i januar 2015. Hendes bog har solgt 20.000 eksemplarer, og der er booket 70 foredrag i år: ’Men jeg er stadig bare et almindeligt menneske’.
Lone Møller-Hansen,
Mit første spørgsmål til Charlotte er – i anledning af påsken – om det var den opstandne Jesus, hun mødte i det dér kapel i Spanien i 2009. Hun svarer nej. ’Jeg ved ikke hvorfor – mange andre, der har fortalt om møder med Jesus, har mødt den opstandne – med naglemærkerne. Men jeg mødte en hverdags-Jesus’.
Charlotte har ræsonneret sig frem til, at det var i det andet år af hans tre års tjeneste: ’Han og de disciple, jeg så bag ham, var glade og afslappede, måske var de på vej fra brylluppet i Kana. Der var børn, der legede, kvinder med vandkrukker på hovedet. Det var hverdag’.
Hun fortæller afslappet om sit syn, der stadig er meget levende for hende. Men hvad har det gjort ved hende, det syn? Hun siger: ’Jeg føler mig ikke udvalgt, ikke speciel. Jeg er stadig 165 cm høj, gift med samme mand, stadig journalist. Meget har ikke ændret sig. Men andet har’.
Hun vil gå med til, at hun er valgt. At Jesus valgte at vise sig for hende og ikke for de andre, der var i det samme rum. Jeg siger, at jeg godt kan forstå, at Jesus valgte hende – hun er velskrivende og en god formidler og samtidig troværdig for mange mennesker udenfor kirken. Da hun skal finde ud af, hvad det var, der skete, går hun som journalist ud i alle hjørner af den spirituelle og lægelige verden for at finde en forklaring på sit syn.
’Jeg var bange for at blive skør’, indrømmer hun. Efter en tid accepterer hun, at det ‘bare’ var Jesus, der viste sig for hende, og det hjalp at finde ud af, at andre har haft samme erfaring i tidens løb: ’Jesus sagde ikke til mig, at jeg skulle skrive en bog, men når jeg valgte at skrive den, så skriver jeg den selvfølgelig som journalist, med grundig research. Jeg er vant til at være dum og stille spørgsmål’.
Hun tolker sit syn derhen, at hun også selv skal være et hverdagsmenneske: ’Han var sådan en, man kunne møde og ikke fæstne sig særligt ved. Ikke før han så på en. Det var hans blik, der var særligt’. Da hun vover at se ind i hans øjne, føler hun sig set og accepteret, som hun er. Gennemskuet, genkendt og elsket. Og i bogen fortæller hun, at han smiler: ’Det er et smil, der får mig til at føle mig elsket med en anden slags kærlighed, end jeg kender. Det er venlighed. En ligetil og simpel accept af, at det er godt, at jeg er her’.
Hun forstår ikke hans sprog, men tre budskaber trænger igennem til hende – nærmest telepatisk: ’Velkommen, godt at se dig’, som smeltede alt i hende. ’Det gør ikke noget, at du ikke forstår, hvad jeg siger’ – hvorefter lettelsen breder sig i hende. Og endelig, ved det andet møde næsten et år senere, siger han: ’Jeg stoler på dig’.
De to møder har forandret hendes liv, selvom hun fastholder, at hun stadig er en almindelig kvinde.
De to møder har forandret hendes liv, selvom hun fastholder, at hun stadig er en almindelig kvinde. Hun har tabt 15 kg. Hun har haft en overnaturlig energi, der skulle arbejdes ud. Hun har efter flere år fundet mening i ’galskaben’. Hun oplever, at hendes kald er at få mennesker til at tale om det, de tror på.
’Jeg er en journalist, der er sket noget usædvanligt for. For mig handler det om bedst muligt at tage vare på den gave. Jeg er ikke teolog og skal ikke prædike – og jeg bliver aldrig fundamentalist. Alt, hvad jeg hører og bliver spurgt om, bliver prøvet på den oplevelse, jeg har haft med Jesus. Der er ikke nogen, der skal spænde mig for deres vogn!’
Vejen ind i troen er forskellig – og jeg kan føle fællesskab med alle, der tror, uanset om de er troende muslimer eller buddhister.
Som frikirke-mennesker tænker vi, at hun nok mest hører hjemme i vores selskab. Fordi vi normalt er mere åbne overfor den slags åndelige erfaringer. Men Charlotte er medlem af Folkekirken, og kommer dér. ’Vejen ind i troen er forskellig – og jeg kan føle fællesskab med alle, der tror, uanset om de er troende muslimer eller buddhister’, siger hun og trækker på smilebåndet, da hun fortæller, at hun bliver spurgt, om hun nu er en kristen?
’Jeg forstår godt, at nogle har brug for et gitter af holdninger, for at føle stabilitet i troen. Det har jeg ikke, for rummet er blevet mig givet. Det blev kastet ind i mig. Man kan sige, at jeg ikke tror, for jeg véd. Jesus er her stadigvæk. Hans budskab til os er, at han stadig vil alle os hverdagsmennesker. Samtidig har jeg ikke glemt, hvordan det er ikke at være troende’.
Som journalist ligger ytringsfrihed hende på sinde – også ytringsfriheden omkring det, vi tror på: ’Ved mine foredrag beder jeg folk om at opføre sig nænsomt og varsomt. Det er dyrebart, dét vi her taler om’.
Salmen ‘Hvad er det at møde den opstandne mester’[1] har gjort indtryk på hende. Vers otte lyder:
’Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening’.
I flere år kæmpede Charlotte med modet til at fortælle, hvad hun havde oplevet. I dag giver det dyb mening, at hun turde skrive sin bog. Hun blev positivt overrasket over, hvor godt folk har taget imod den. Og en ny er på vej. Læs mere på www.baptist.dk.
1 Af Hans Anker Jørgensen, Den danske Salmebog nr. 249
URL: https://baptist.dk/jeg-skal-ikke-praedike/