Vi skal række ud i fællesskab

Vi skal række ud i fællesskab

Gode samtaler på de regionale møder – men sammenhængskraften med migrant-menighederne er en udfordring

Lone Møller-Hansen,  

150 deltagere fra de fleste etnisk danske baptistmenigheder ved fire regionale møder dette efterår. Og stort set ingen migranter. ”Men en god stemning og en samtale i en ordentlig og søsterlig ånd,” siger formand for BaptistKirken Per Beck.

”Desværre måtte man aflyse migrantdagen i Aarhus, men vi deltager i en chin-konference i 2022,” fortæller han videre og medgiver, at sammenhængskraften mellem de etniske danske menigheder og migrantmenighederne er en stor udfordring.

Per Beck og generalsekretær Torben Andersen er tilfredse med processen og er enige om, at det er godt at finde fodfæste i, hvorfor vi er baptister. ”Samtalen har vist, at vores svaghed er, hvordan vores tro viser sig i hverdagen,” siger Per og Torben supplerer:

”Tiden er til, at vi står sammen og rækker ud til mennesker i fællesskab. Det kan ske med Kirkernes Sociale Arbejde, som lige er blevet positivt modtaget på FrikirkeNets lederkonference og tidligere også på landskonference 2 i Brædstrup.”

De sociale og karismatiske baptister

Nu er det Per, der supplerer: ”Tidligere var vi delt i de sociale baptister og de karismatiske. I dag er det karismatikerne, der går ud med julepakkerne. Jeg håber, at det er udtryk for, at vi har en fælles vej. Vi kan stå sammen om handling – ansvaret for næsten. Det er vi enige om.”

Torben slår fast, at det at tale om baptistisk identitet ikke handler om at lukke sig omkring os selv: ”Vi skal være rodfæstede i den økumeniske samtale, som er så fordomsfri som aldrig før i Danmark. Vi har fælles udfordringer.”

”Hvad er baptister?”

Snart udkommer et hæfte ”Hvad er baptister?”, og der er stillet spørgsmål om, hvorfor det hæfte enten ikke lå på bordet ved de regionale møder, eller hvorfor konklusionerne på samtalen ved de regionale møder ikke kommer med i hæftet.

Hertil siger Per Beck: ”Vi er jo en decentral organisation og har for længe siden bedt Teologisk Forum om at lave dette hæfte, og det er lidt tilfældigt, at det kommer lige nu. Og så er det jo forskellige målgrupper, vi har – dels for hæftet og dels for de regionale samtaler. Hæftet skal nå folk på gaden, og de regionale samtaler er interne.”

Det har været hensigten, at møderne skulle munde ud i en temadag 26. marts, hvor man skal drøfte formuleringen af indledningen til vedtægterne, den såkaldte præampel.

”Men som én har sagt, så læser man jo ikke vedtægterne for at finde ud af, hvad baptister er for nogen…”

Fælles udfordringer

Ved de regionale møder har Jan Kornholt endelig fået lov til at møde menighederne, efter størstedelen af sin arbejdsperiode stækket af Corona. Og hans indlæg om menighedsudvikling og -liv, bl.a. ’Vital’, har affødt nye aftaler med menigheder ved de fleste møder,” siger Torben og slår fast, at udfordringen er den samme for alle frikirkerne – hvilket også har vist sig ved FrikirkeNets lederkonference den forgangne weekend; At blive en stemme i samfundsdebatten og at række ud med social mission.

”Vi har også tidligere været gode til at samarbejde med andre kirker og nabomenigheder,” slutter Torben og Per får den sidste bemærkning: ”Hvis det er vigtigt, at vi er her som baptister, er vi også nødt til at sige, at det betyder åbenbart noget, om vi er det ene eller det andet.”

URL: https://baptist.dk/vi-skal-raekke-ud-i-faellesskab/