Nyt fantastisk børnekirkelokale i Bethelkirken

Nyt fantastisk børnekirkelokale i Bethelkirken

Søndag den 3. oktober var en stor dag i Bethelkirken – især for børnene og børnefamilierne. Gennem ni måneder har frivillige arbejdet hårdt med at bygge og indrette et splinternyt børnekirkelokale.

Lise Melkær Andersen,  

Visionerne for lokalet har længe fået lov til at gro blandt børnekirkemedarbejderne. Drømmen var at lave et lokale, hvor alle møbler og elementer kunne bruges til at fortælle bibelens historier i børnehøjde – og det er det blevet.

“Vi har lavet en scene, der er malet som et hav, hvor man kan fortælle om Jonas og hvalen, eller om Noa og arken. Vi har også bygget et bjerg, som på ydersiden kan være Sinaibjerget, og inden i er en hule, som kan være graven,” fortæller Jakob Martens, børne- og teenageleder i Bethelkirken. “Det er nogle fantastiske rammer, som gør det meget nemmere at inddrage børnene, når vi deler Bibelens budskab med dem.”

Udover bjerget og havet har frivillige også knoklet for at bygge en sky, et træ og en kæmpe-Bibel, som gemmer på mange figurer fra Bibelen, og som alt sammen skal bidrage til, og gøre det nemmere, at fortælle Bibelens historier videre til børnene.

Blandt Bethelkirkens forældre er der også glæde over de nye rammer.

“Det er tydeligt at mærke, at børn er velkomne i Bethel. Det blev særligt slået fast den dag. Kirken var fyldt af børn i alle aldre, og det var skønt at mærke larmen af børn. Det var også tydeligt at mærke deres store begejstring, da båndet til det nye lokale blev klippet, og børnene susede ind for at undersøge det farverige og super kreative lokale,” fortæller Pernille Lund Jonstrup, som er mor til Felix.

Åbningen af det nye børnekirkelokale var i øvrigt en del af en større fejring i Bethelkirken. “Den første søndag i oktober bruger vi altid på at fejre menighedens fødselsdag, og i år var det blevet tid til at fejre 181 år. Derudover var det også en fejring af, at vi nu endelig er blevet fri for Corona-restriktionerne og kan samles mange i fællesskabet igen. Så der var grund til en dag med mange fejringer, og det blev til fulde udnyttet med mere end 130 deltagere til gudstjeneste,” fortæller Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken.

URL: https://baptist.dk/nyt-fantastisk-boernekirkelokale-i-bethelkirken/