Svend Eli Jensen,
Svend Eli Jensen
Vi prioriterer og fordeler – mere eller mindre bevidst – vores ressourcer, herunder vores tid og vores penge. Men i dag gør vi det efter andre principper. Tidligere generationer ydede et offer. De satte først og fremmest tid og penge af til kirken og menigheden. Resten af livet kom derefter. I dag bidrager vi til kirke og menighed, når der er plads i kalenderen og på kontoen.
Hvis vi tager Jesus’ svar til farisæerne alvorligt[1], må vi derfor stille os selv spørgsmålet: ’Giver jeg Gud, hvad Guds er? Bidrager jeg i overensstemmelse med Jesus’ svar?’
’Kejseren’ er også os selv med alle tidsmæssige og materielle krav og ønsker.
Men hvem eller hvad er ’kejseren’ i dagens Danmark? ’Kejseren’ er staten, vores velfærdssamfund med alle krav om skat, moms, afgifter mv., men ’kejseren’ er også os selv med alle de tidsmæssige og materielle krav og ønsker, som vi i familierne stiller til os selv og hinanden. Krav om stigende velfærd til alle er i dag en almindelig holdning, der i øvrigt understøttes politisk.
Hvordan ser medlemmer i baptistmenigheder på det spørgsmål? En tidligere analyse af menighedernes årsberetninger viste, at op mod 40% af medlemmerne i etnisk danske menigheder slet ikke bidrager til menigheden. Man formoder, at 0-bidragsydere primært omfatter inaktive medlemmer. De resterende 60% bidrager meget forskelligt. I gennemsnit yder de formentlig to-tre gange så meget, som medlemmer af folkekirken betaler i kirkeskat. Der er næppe tvivl om, at engagement i og bidrag til menigheden har en tæt sammenhæng.
BaptistKirkens menigheder har i fællesskab besluttet, at hver menighed yder mindst 7,5% af det, man lokalt har modtaget i menighedsbidrag, til kirkesamfundets virke, men ikke alle menigheder overholder den beslutning. Det kan der være gode grunde til, men det afspejler også en nedprioritering af fællesskabet – måske på grund af manglende engagement? Hvis man ikke overholder vores fælles beslutning, bør man aftale det med ledelsen.
Det er en vigtig opgave for ledelsen i en menighed at tage initiativer, der understøtter engagement hos det enkelte medlem. Når man er engageret og føler sig værdsat, bliver man glad og får lyst til frivilligt at bidrage. Den grundlæggende opgave er at prioritere det enkelte medlem.
Når man er engageret og føler sig værdsat, bliver man glad og får lyst til frivilligt at bidrage.
Der er brug for samtaler om medlemskab, at man bidrager med tid og penge, og at menigheden kun er, hvad hvert enkelt medlem bidrager med. De emner er næsten blevet tabu i de senere år.
Begrebet ’offer’ er gået af mode. Med et offer har man ikke brug for at se, til hvad og hvornår ’mine penge’ konkret bliver brugt, ligesom man ikke tager hensyn til, hvad andre gør eller ikke gør. Et offer gives til Guds sag i tillid til, at pengene bliver forvaltet og brugt efter hensigten. Elementer fra begrebet ’offersynspunkt’ bør måske indgå i samtalerne om medlemskab.
Mon ikke mange baptister blot giver menighedsbidrag, som de nu engang plejer? Der bruges næppe megen tid på at overveje, om ’mit bidrag’ er passende.
Måske skulle enhver baptist nu i år 2021 stille sig selv spørgsmålet: ’Har mit bidrag til menigheden af tid og penge den størrelse, som min kalender, min økonomi og min tro tilsiger mig? Giver jeg Gud, hvad Guds er?’
[1] Matthæus-evangeliet kap. 22, vers 15-22
[2] KPMG er en stor international sammenslutning af individuelle revisionsfirmaer
URL: https://baptist.dk/saa-giv-kejseren-hvad-kejserens-er-og-gud-hvad-guds-er/