Ole Lundegaard,  18. marts 2016

Ole Lundegaard

• præst i Korskirken, Herlev
• indtil 2004 underviser (Ny Testamente, græsk, homiletik, liturgik) på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi‘ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Til trods for den betydning Jesus’ død har fået senere, kom henrettelsen tydeligvis som en overraskelse for hans disciple og tilhængere. Det var ikke den skæbne, de havde regnet med for Israels Messias. Jesus har tilsyneladende ikke selv været tilstrækkelig tydelig over for sine disciple til, at de ventede hans død eller forstod, hvordan den indgik i Guds plan. Men da Gud rejste sin søn fra døden påskedag, da de så den tomme grav, og de mødte ham lyslevende – om end forvandlet – begyndte de at forstå både rækkevidden af hans liv og betydningen af hans død.

’Jeg har set Herren!’

I Ny Testamente indtager kvindernes, disciplenes og senere Paulus´ møde med den opstandne Herre den afgørende plads i forkyndelsen af Jesus’ opstandelse. Påskemorgen kommer nogle kvinder til graven for at salve Jesus’ legeme, fordi de ikke nåede det før sabbatten. Ifølge Johannesevangeliet er det Maria Magdalene, der først opdager, at noget ikke er, som det skal være. Hun får hentet Peter og ’den anden discipel’, sandsynligvis Johannes, og de kommer og konstaterer, at Jesus’ legeme ikke er i graven mere. Johannes fortæller, at ’den anden discipel’ troede – Peter er altså stadig ikke helt med på, hvad der er sket. Maria Magdalene heller ikke. Hun bliver ved graven, og hun græder. Først da en mand, hun tror, er gartneren, siger hendes navn, opdager hun, at Jesus lever, og hun går til disciplene og siger: ’Jeg har set Herren!’

Det er ikke det faktum, at graven var tom, der skaber den kristne tro.

Marias oplevelse bliver herefter modellen for, hvordan troen spreder sig blandt disciplene og de første kristne. Jesus viser sig for disciplene, der stadig holder sig inde bag lukkede døre af frygt, og da de senere fortæller om oplevelsen til Thomas, gentager de Marias ord: ’Vi har set Herren!’ Derefter får Thomas selv lov at se, da Jesus viser Thomas sine sår.^[1]

Er den tomme grav ikke et bedre bevis?

Måske skulle man tro, at det var mere overbevisende at pege på den tomme grav, men det er ikke det faktum, at graven var tom, der skaber den kristne tro. Englen, der ifølge Matthæusevangeliet fortæller Maria Magdalene og en anden Maria, at Jesus ikke er i graven, men er opstået, siger, at i Galilæa skal disciplene ’se Jesus’. Senere møder kvinderne Jesus, der gentager og siger, at ’de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig’.^[2]

De første kristne var ikke nær så optaget af at bevise noget, som at vise noget – eller se noget.

Paulus resumerer senere den første tid ved at opremse alle dem, der ’så Jesus’, først Kefas (Peter), derefter de tolv, derefter femhundrede brødre, derefter Jakob og en større kreds af apostle og til sidst også Paulus selv.^[3]

Bevise – vise – se

Fordi vi er så naturvidenskabeligt anlagte, ville vi måske opfatte det faktum, at graven var tom, som det bedste ’bevis’ for Jesus’ opstandelse. Men det ser ikke ud til, at de første kristne var nær så optaget af at bevise noget, som at vise noget, eller se noget. Se, at Jesus lever, og han rækker sit liv til mig i dag, som han gjorde det til mennesker, han dengang gik iblandt. I mødet med ham er jeg lige så tæt på Gud, som de var, da de gik med ham dengang.

Det er Jesus af Nazaret, den henrettede, der opstår

En anden afgørende del af Ny Testamentes forkyndelse er, at Jesus’ opstandelse hænger sammen med hans liv og hans død. Med andre ord, det er Jesus af Nazaret, den henrettede, der opstår. Det er bl.a. det, vi får at vide gennem referencen til ’Galilæa’, hvor den opstandne vil møde sine disciple – altså det sted, han havde levet med dem.

Det er også betydningen af historien om Thomas, der vil se Jesus’ sår, så han kan vide, at den opstandne er den samme som den henrettede. Det er også betydningen af historien om de to, der vandrer til Emmaus og undervejs møder Jesus. Da han bryder brødet, opdager de, at ham, der nu lever og er sammen med dem, er den samme, som de tidligere gik med, Jesus af Nazaret.^[4]

Det er en vigtig forkyndelse, for den betyder, at Jesus’ opstandelse sætter et evigt stempel på Jesus’ liv og hans selvopofrende død: Dette er guddommeligt! Evangeliet er budskabet om Jesus’ liv, død og opstandelse.

Jegets fortrøstningsfulde håb eller egoets paniske selvopfyldelse?

I dag er det, som det var i den første tid:
Det er mødet med Jesus som en levende virkelighed gennem Helligånden, der føder troen i os. Det er erfaringen af, at han er nær, og han er mer’, der kan løse os fra egoisme og befri os fra at leve med næsen begravet i de spor, vi selv har lagt ud.
Det er mødet med ham, der løfter vores hoved og føder det håb, der bærer os gennem liv og død.

Når vi mærker håbet spire i os, der hvor vi troede al glæde og livskraft var forbi,
når kærligheden får overtaget i os,
når vi ikke længere er panisk optaget af at realisere os selv,
når vi ikke længere ser race, køn, etnicitet, men mennesker,
når vi ikke længere føler behov for at skrabe til os, men takker for det, vi har,
så véd vi, at den opstandne lever, og han stadig går blandt os. 

¹ Johannes-evangeliet kap. 20

² Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 1-10

³ 1. Korintherbrev kap. 15, vers 3-11

⁴ Lukas-evangeliet kap. 24, vers 13-35

URL: https://baptist.dk/kristendommen-opstod-med-opstandelsen/