Pengene eller livet!

Pengene eller livet!

Jesus påstår, at når din rigdom er i banken, i værdipapirer, pensionsopsparing eller fast ejendom, så er det dér, du har dit hjerte!

Jan Kornholt,  

Jeg har pensionsopsparing og formue i fast ejendom – og jeg kan genkende mig selv i Jesus’ kritik. Jeg er optaget af renter og huspriser, følger med i kurser. Jeg vedligeholder og istandsætter hus og sommerhus for at sikre min formue. Dér er jeg motiveret, dér er mit hjerte. Alligevel synes jeg, at jeg mangler penge. Meget af det, jeg drømmer om, har jeg ikke råd til.

I vores kirkers fællesskab fylder økonomi også meget. Mange kirker fortæller, at de har dårlig økonomi. Selv kirker med regnskab i balance klager og siger, at hvis bare vi havde flere penge, så kunne vi gøre det, vi gerne ville. Økonomi står øverst på mange dagsordener i menighedsråd og på menighedsmøder. Jo mere tid og bekymring vi bruger på økonomien, jo mere bliver det dér, vores hjerte er.

Har vi råd til det?

Jesus siger: ”I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til, og så sørger han for alt det andet. I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen.”[1] Jesus er kritisk overfor vores optagethed af penge og vores bekymring, om vi nu har nok til det hele. Han opfordrer os til at fokusere på det, Gud vil, og slippe vores materielle bekymringer.

Når jeg tager Jesus på ordet, får det vilde konsekvenser i mit liv. Når jeg koncentrerer mig om Gud og det, han vil have mig til, skal jeg ikke tænke på pengene. Når min rigdom er, hvad Gud kalder mig til, så er mit hjerte dér, og Gud vil sørge for alt andet.

Jeg har aldrig solgt alt, hvad jeg ejede, og det kommer jeg nok aldrig til.

Jeg har aldrig solgt alt, hvad jeg ejede, og det kommer jeg nok aldrig til. Men jeg har oplevet omvæltninger og store beslutninger, som skyldes det, Gud vil. Da har jeg selv mistet kontrollen og måttet acceptere, at jeg ikke er herre over mit eget liv. Det er hårdt, og det er også godt, for jeg har erfaret, at Gud altid har sørget for mig.

Tag Jesus på ordet!

Der er penge nok – det er motivation og mod, der mangler.

Når vi i kirken tager Jesus på ordet, så får det også vilde konsekvenser. Vi skal koncentrere os om, hvad Gud vil have os til, og ikke bekymre os om pengene. Når vi i kirken siger, at vi mangler penge, så er det løgn! Der er penge nok – det er motivation og mod, der mangler. Derfor er vejen frem, at vi tør beslutte at gøre det, som Gud kalder os til, og gøre det uden at bekymre os om de økonomiske konsekvenser.

Når vi i kirken ser et regnskab med underskud, er den normale fornuftige reaktion at bruge færre penge. Men måske er løsningen det modsatte: Måske skyldes vores underskud, at vi bruger for få penge? Måske har vi underskud, fordi vi gør for lidt eller gør det forkerte?

Kirkens problemer med økonomien

Jesus kalder os ikke til at ordne et økonomisk problem med en økonomisk løsning. Nej, det kræver ånd og visioner. Jeg vil påstå, at kirkens problemer med økonomien ikke har med penge at gøre! Kirkens økonomiske problemer dækker altid over andre og væsentligere problemstillinger. Mener vi, at vi mangler 10% i indtægter, så er løsningen ikke at skære 10% i udgifterne. Det løser ikke problemet! Næste år vil vi igen mangle yderligere 10%.

Der er ingen, der gider at dække et underskud, men de fleste vil gerne være med til at støtte et levende menighedsliv og attraktive projekter.

En kasserer sagde engang: ’Menigheden skal vide, at vi mangler penge, ellers vil de ingenting give!’ Hvert år lavede den kasserer et regnskab, der udviste et mindre underskud, så menigheden kunne få den obligatoriske opsang – også selvom menighedens formue voksede år for år. Da kassereren stoppede, og menigheden begyndte at bruge af formuen, blev menighedsbidraget fordoblet på to år! Der er nemlig ingen, der gider at dække et underskud, men de fleste vil gerne være med til at støtte et levende menighedsliv og attraktive projekter.

En menighed valgte at ansætte en ungdomspræst. Det gjorde man, selv om menigheden ikke havde penge til det. Efter tre år med væsentlig forøgede udgifter viste menighedens regnskab et overskud på 200.000 kr.

Motivation og mod

Udfordringen for os er, at livet i menigheden bliver sådan, at vi får lyst til at betale. Spar mig for mørke moralprædikener om, at ’vi burde’ og at ’være ansvarlige’ og at nu må vi ’tage os sammen’! Det giver ikke en krone mere i kassen. Lad os i stedet koncentrere os om Gud og den missionsopgave, han vil have os til. Lad os koncentrere os om det liv, vi ønsker, og bruge mindre tid på pengene. Når vi fokuserer på mere liv og nye initiativer, giver vi mere.

Når vi mangler penge til kirkens arbejde, er det ikke, fordi vi er fattige. Næsten alle menigheder kan på kort tid fordoble sine indtægter uden at nogen behøver at mangle noget. Det er kun et spørgsmål om motivation og mod. Lad os stoppe med at græde over dårlig økonomi og penge, der mangler. Lad os i stedet bruge vores ressourcer på at skabe og værne om det menighedsliv, som giver os lyst til at give.

Pengene eller livet?

Så hvis din menighed kæmper med dårlig økonomi, så hold op med at bruge tid på økonomi. Bliv i stedet begejstret for nye missionsopgaver, det Gud vil have jer til. Og koster det penge, som I ikke har, så beslut det alligevel. For Gud er alt muligt, også at finde ressourcer til at finansiere det arbejde, som Gud selv ønsker. ’Pengene eller livet?’ Så vælg da livet – og stol på, at Gud vil sørge for pengene.


[1] Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 33-34 (Bibelen 2020)

URL: https://baptist.dk/pengene-eller-livet/