Chin Chin er en igangsætter. Blandt andet har hun taget initiativ til en børnelejr i december.
Chin Chin vil arbejde for integration, både for burmesere i Danmark og danskere og burmesere i BaptistKirken.
Lone Møller-Hansen,
Der er en lille accent, men ellers hører du ikke, at Chin Chin ikke er vokset op i Danmark. Hendes danske er perfekt, og hun er mønstereksemplet på integration. Har da også fået flere integrationspriser, både af Tværkulturelt Center og Integrations og Boligministeriet. Ikke så meget for hendes egen vellykkede integration, men for den indsats hun gør for andre.
Chin Chin hedder egentlig Biak Chin Par Lian og kom til Danmark i 2004 som FN-kvoteflygtning fra Burma. Hun bor i Ølgod sammen med sin mand og deres tre sønner på 4, 15 og 16 år. Hun er uddannet sygeplejerske og har en kandidatuddannelse i diakoni fra Aarhus Universitet. Hun arbejder både som sygeplejerske og familiekonsulent – og det gælder ikke kun migranter.
Og når hun sikkert fra 30. oktober er en del af ledelsen i BaptistKirken – hun er suppleant og en afstemning på LK2 skal konfirmere en udvidelse af ledelsen – er det ikke kun som en stemme for migranterne. Hun ønsker i høj grad også, at der skal ske en vækst og udvikling i de danske baptistmenigheder.
BaptistKirken har fokus på det rigtige. Menighedsplantning og et godt samarbejde med de unge i BBU.
”Vi har fokus på det rigtige. Menighedsplantning og et godt samarbejde med de unge i BBU[1],” siger hun.
Hun har et stort hjerte for børnene og de unge.
”Vi har en sproglig mangfoldig menighed, og det eneste fællessprog er faktisk dansk. Derfor tilbød jeg at undervise de burmesiske børn om evangeliet på dansk. Dengang mødte jeg modstand. Nu beder forældrene mig om det, for de har opdaget, at deres børn ikke forstår dem, og de vil gerne, at de lærer om Bibelen. Og dansk er deres inderlige sprog.”
Kultur-sammenstødet er en del af hendes virkelighed.
Hun lever selv – lykkeligt – i et såkaldt arrangeret ægteskab. Hun er stadig en del af den kultur, hvor forældrene er med til at arrangere bryllup med de traditioner, de har med hjemmefra. ”Vi vil gerne hjælpe vores børn til at komme godt i gang med at være familie. Det sker bedst, hvis vi har gode relationer, både til svigerdøtrene og deres forældre. Børnene har dog altid det afgørende ord. De vil ikke blive tvunget til at gifte sig med nogen. Sådan var det engang, men ikke i dag.” Hun ved dog godt, at der vil være stor forskel på, om hendes sønner vælger en dansk kone eller en burmeser/chin. Det må tiden vise.
Hjemme i Burma voksede Chin Chin op i en ledende baptistfamilie. Hendes mors familie var blandt de første kristne i byen. Hun var parat til at blive døbt som otte-årig men skulle vente, til hun var fyldt 12. Hun kom også i andre kirker, men det var vigtigt at blive netop baptist.
”I Burma (I Chin-regionen) var vi en majoritetskirke. I Danmark er vi en minoritetskirke. Men vi ligner hinanden meget. Vi bibeholder traditionerne, historien og er meget… stabile. Men vi kunne godt trænge til en vækkelse. Og her er integration vigtig, for en tredjedel af baptistkirkerne er migrantkirker. Vi har ikke løst problemerne, men de er italesat.”
Hun fortæller, at der er forskellige strømninger blandt de unge chin’er. En gruppe vil gerne vedligeholde de burmesiske traditioner og de kender ikke dansk kultur indefra. ”Det er et problem, da det kan være værre end forældre-generationen”.
Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at danskerne så os som ressourcer og ligeværdige partnere.
En anden gruppe vil meget gerne integreres. Og den tredje kan se en fordel i begge dele.
”De næste to generationer vil have en fordel af at være migrantmenighed. Det er vigtigt, at man kan sproget og har et tilhørsforhold til Burma. Men måske vores børnebørn ikke har brug for rene etniske menigheder.”
Hun ønsker, at BaptistKirken ikke kun ser migranterne som modtagere, men som aktive deltagere i kirkens liv.
”Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at danskerne så os som ressourcer og ligeværdige partnere. Men tag nu f.eks. Vital (et nyt tilbud til menighedsudvikling). Det er et rigtig godt projekt, men jeg tror ikke, migrantmenighederne kan implementere det pga. sprog og hele indgangsvinklen. Vi skal inddrages fra starten, så vi kan være med til at præge den slags,” siger hun, og indikerer, at også chin’erne har brug for at lære menighedsudvikling.
”Men migranterne skal også se sig selv som en ressource, også for BaptistKirken og andre samarbejdspartnere. Vi er gode til at tage ansvar, kan bidrage meget mere, end vi gør, og være ligeværdige.”
Chin Chin er en igangsætter. Blandt andet har hun taget initiativ til en børnelejr i december.
Hun er selv lidt af en provokatør og igangsætter. En veluddannet og kvinde og det i sig selv kan være problematisk i den burmesiske kultur. Hun har taget initiativ til en kvindegruppe, som har sendt ikke færre end syv missionærer til Burma, på bibelcamping igennem flere år, til undervisning for kvinder – et ungdomskor, børnelejre… Hun er noget af et ”jern”.
”Jeg er en slags entreprenør. Jeg får energi af at sætte noget i værk. Også derhjemme. Min mand udfører de initiativer, jeg tager,” siger hun og griner.
Hun konstaterer, at der er tendens til en mere klar dogmatik i BaptistKirken, men indrømmer samtidig, at med alt for stramme rammer, vil der ikke være plads til forskelligheden. ”Det er en udfordring. Mange menigheder ønsker ikke at være ekskluderende, men der må være en grænse for, hvad der er plads til, selv i en levende menighed. Men hvor den grænse er, ved jeg ikke.”
Når hun skal betegne sig selv, er det som brobygger, en hjælpende hånd og som udholdende.
Hendes inderste bøn for BaptistKirken er; At vi må være en del af Guds mission, både med ord og handling – specielt i Danmark. Det er vigtigt at fokusere på både danskere og migranter.
[1] Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund
URL: https://baptist.dk/et-hjerte-og-et-jern/