Det er ikke et spørgsmål om liv og død, det er langt vigtigere!
”Hvad må dø i mennesker og menigheder, for at noget nyt kan vokse frem i Guds rige?” Det tema har inspireret mig til at dele mine egne overvejelser og erfaringer på området. Jeg har selv mærket, hvor afgørende det er at komme til klarhed over det spørgsmål – på et personligt plan, men også på et menighedsplan.
Peter Dyhr,
Denne artikel kan læses i en forkortet version med efterfølgende spørgsmål i baptist.dk nr. 2/2016.
Peter Dyhr
frivillig præst i gospelkirken The Gospel Fellowship
har plantet to kirker i København
leder for Gospel Fellowship International, som hjælper i Danmark og Europa med at starte gospelkor og plante gospelkirker.
har været med til at facilitere plantningen af over 1.000 menigheder over hele Europa
CEO og partner i konsulentfirmaet Systemizer, som rådgiver og træner specialister og ledere i større virksomheder og organisationer
teolog fra Københavns Universitet
har skrevet bøger om etik og spiritualitet og været redaktør for bøger om naturlig menighedsudvikling på dansk
gift med Charlotte Dyhr, kommunikationschef i Danmission
sammen har de to sønner, Lukas på 19 år og Marcus på 17 år
er vild med at dykke, stå på ski og se gode film
Tabet af almindelig kristen dannelse og tradition er ved at slå igennem. Vi kan ikke tage for givet, at mennesker kender kristendommens grundsandheder eller historie. Derfor er vi som kristne og som kirker sat over for en større opgave, end vi måske er bevidst om eller klar til.
Det betyder, at mange menigheder i praksis har svært ved at integrere mennesker, der er undersøgende i forhold til den kristne tro eller nye troende, i deres fællesskab. Formen i kirken kræver, at de nytilkomne omstiller sig voldsomt, før de kan falde til – og ofte lykkes det ikke.
Svært at vænne sig til kirkeliv
Udfordringen ses ofte, når menigheder tager initiativ til nye projekter uden for kirkens rum – om det så er gospelkor, spejdere, praktisk omsorgsarbejde eller andet, hvor folk fra kirken er ansvarlige for projektet. Det er rimelig nemt at etablere et projekt, men rigtig svært efterfølgende at inkludere deltagerne i menighedens fællesskab. Det skaber en del frustrationer.
Hvis der ikke er noget galt med Guds rige!
Men hvad skal der til, for at det kan lykkes for os kristne, ledere, præster eller menigheder i vores kald, så Guds rige kan vokse i både kvalitet og kvantitet? Hvis der ikke er noget galt med Guds kraft – så er det måske værd at overveje om traditionen, tænkningen og måden, vi er kristne og kirke på, trænger til at blive fornyet?
Med fremtiden bag sig
Flere menigheder, som er udfordrede, har et ønske om, at deres menigheder kan finde tilbage til deres tidligere form. Jeg har lyttet til deres historie og deres drømme. Igen og igen er det blevet klart, at de enkelte lokale kirker blev plantet af visionære mennesker, som ønskede at gøre en forskel. De ønskede at se mennesker komme til tro og havde en forståelse for de behov, der var i samfundet på det tidspunkt, hvor menigheden blev plantet.
Som årene gik, skiftede behovene i menigheden og lokalsamfundet – og dermed også sammensætningen af ledelsen i menigheden. Udskiftningen i ledelsen – og den ændrede måde at lede menigheden på – fortsatte indtil en dag, hvor menighedens relevans var forsvundet, kun få mennesker blev mødt med evangeliet, og ingen kunne huske den oprindelige vision. Det er ikke specielt for Danmark, men noget, som er sket over hele Europa.
Menigheden selv bliver målet
Desværre tager det ikke altid lang tid, før en ny menighed kommer til det punkt. Studier har vist, at menigheder, som ikke fastholder deres relevans, og som ikke har et fokus, der ligger udenfor menighedens egne medlemmer i form af mission, socialt arbejde, menighedsplantning eller andet relevant, stagnerer og stivner i deres udtryk. Kirken selv bliver målet for menighedens opmærksomhed, både i aktiviteter og økonomi.
Det oplevede vi i vores første menighedsplantning. Balancen tippede, og vi endte med at være en menighed med et fokus, der reelt var rettet indad, selvom vi havde et sprog i kirken, som italesatte mission.
De ønskede at se mennesker komme til tro og havde en forståelse for de behov, der var i samfundet på det tidspunkt, hvor menigheden blev plantet.
Det blev meget tydeligt, da vi i 2009 begyndte forberedelserne til den næste menighedsplantning. I praksis var det svært at finde opbakning til at plante en ny kirke, selvom vi havde en klar forståelse af målgruppen, menighedsmodellen og alt det, som er nødvendigt, for at det kan lykkes at skabe en ny menighed. Den første kirke var dengang på omkring 175 medlemmer, 125 voksne og 50 børn.
Noget må dø, for at nyt kan blive til
15 personer besluttede at blive en del af den nye menighed – The Gospel Fellowship – som var og er ‘en kirke for alle, der elsker gospel’! De 15 modige personer sagde farvel til en velkendt måde at være kirke på. De blev missionærer i en ny og anderledes kultur, hvor der var et stort ønske om at høre mere om Gud, undersøge den kristne tro og blive en del af et trosfællesskab, hvor det var muligt at blive kristen i ro og mag.
De blev missionærer i en ny og anderledes kultur, hvor der var et stort ønske om at høre mere om Gud.
De 15 modne kristne måtte dø fra deres egne ideer om kirke, fra deres musiksmag, den hyggelige kirkekaffe, de faste kirkevenner, vante måder at være sammen på, det velkendte kirkesprog og deres personlige behov for at blive fyldt på i en form, som de kendte og elskede. I 7 år har de nu arbejdet som missionærer i en ny kultur, hvor alle, som kommer i kirken, er missionsmarken, og de selv er de fremmede.
Resultater der tæller
Ser vi på frugten af det arbejde, er der nu over 500 aktive i kirken. Over 1.000 personer er tilknyttet kirkens aktiviteter. Der er etableret nye Gospel Fellowship 5 steder i Danmark og nye gospelkor eller gospelkirker i Paris, Minsk og Sofia. Kirken giver over 65 % af de indsamlede gaver til godgørende formål og hjælp til opstart af gospelkor og gospelkirker i Danmark og Europa.
