Forlad os vor skyld

Forlad os vor skyld

Danmark er kendt som et tillidssamfund.

Lone Møller-Hansen,  

Vi har det sidste Corona-år demonstreret udpræget tillid til systemet, en grundlæggende tro på, at politikere og embedsmænd vil os det godt. Danskerne har også mere tillid til vaccinationer end så mange andre. Nogle går endda hjemmefra uden at låse døren.

Derfor gør det måske også endnu mere ondt, når tilliden bliver svigtet. Tillid er svær at genvinde. Det kræver tilgivelse – som ikke kan provokeres frem eller kræves. Tilgivelse er netop noget, der gives til den, der har krænket den anden. Gives frivilligt og når tiden er inde.

En Guds gave

Henrik Holmgaard skriver i artiklen Forsoning er en proces: ”De gode nyheder er, at tilgivelse og forsoning ikke begynder med en opgave eller et ansvar hos mennesket. Tilgivelse og forsoning er først og fremmest Guds gave til os.”

Gud har tilgivet os på forhånd, vist os det helt håndgribeligt i Jesus Kristus’ død på korset og i hans opstandelse påskemorgen. Jesus lærte os Fadervor, hvor vi beder: ’Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.’ Jesus siger ovenikøbet, at hvis ikke vi tilgiver andre mennesker, når de har forsyndet sig mod os, vil Gud heller ikke tilgive os![1]

Tilgivelse og forsoning

Det er alvorlige sager, det her med tilgivelse og forsoning. Det handler om vores indre fred og er en betingelse for et godt liv. For vi bliver jævnligt sårede og svigtede. Og Gud véd det. Vi har meget brug for at lære at tilgive. Imidlertid kræver det at tilgive en anden ikke, at den anden beder om det eller angrer det, der er sket. Men forsoning kræver to parter.

Som kristne tænker vi endda, at det kræver tre parter, for vi tror på, at Gud er selve forudsætningen for, at vi kan tilgive og blive forsonede. Han har vist os vejen og gjort denne befriende handling mulig. Men det kræver altså, at vi har tillid til Gud og tør træde ud, hvor vi helst ikke vil gå. Dér, hvor vi er bange for at blive sårede igen.

Kristentroen er også et spørgsmål om tillid. Og så burde vi danskere være meget troende, ikke?


[1] Matthæusevangeliet kap. 6, vers 12. 14-15

URL: https://baptist.dk/forlad-os-vor-skyld/