Bente Christa Hansens liv er fyldt med ord. Hun fik kald til at prædike, men er nu taknemmelig for den ’prædikestol’, hvorfra hun skriver.
Renathe Zimmermann,
Bente Hansen beskriver det rodede liv, peger på nye perspektiver og udtrykker sig, så læserne genkender ordene og føler, de er deres. Bente opfordrer os til at se efter øjeblikket og gribe muligheden for at handle på det i dag. Jeg har talt med Bente på mail og på telefon om, hvem hun er, hvordan hun tjener Gud, og hvad der giver hende glæde på trods, og jeg må glædes over Bentes forvisning om Guds tilstedeværelse og hendes evne til også at le af udfordringer, hun trættes med i hverdagen. Taknemmelighed og latter gør det næsten uholdbare holdbart.
”Fysisk kan jeg ikke meget, så det er en hård prioritering af alt – og mængder af fravalg af gode og sjove aktiviteter. Det handler om fokus og mere fokus – på det, Gud kalder mig til, og på disciplin til at handle på det – samt Guds velsignelse. Vi har ikke krav på et lyst og problemfrit liv. Det sande mirakel er måske, at Gud er med i det svære forløb. Måske større end hvis miraklet om helbredelse virkelig skete.
Det sande mirakel er måske, at Gud er med i det svære forløb.
Det er et puslespil med små brikker, fordi jeg har mistet mange fysiske funktioner og skal have hjælp til det meste. Så det handler om prioritering, om fokus og disciplin, når der er fysisk overskud – og det kræver en tro på, at det giver mening og har værdi også for andre.
Gud er god, at jeg stadig kan skrive, når blodpropperne i hjernen har saboteret meget af min tale. Jeg er dybt taknemlig for det talesprog, Gud har hjulpet mig til igen, men tiden uden sprog var den mest lærerige. Jeg er hende, der sidder ved tasterne for at skabe mest mulig sammenhængskraft i BaptistKirken gennem kommunikation på nettet. Jeg er også hende, der skriver indlæg til min blog om dagens muligheder i en blanding af autisme, kronisk sygdom og teologi.
Sådan har mit liv jo været – med erfaringer fra mange forskellige områder. Anderledes end min forestilling om, hvad Gud kaldte mig til, men det er netop der, jeg mener, jeg kan bidrage – med at udvide opfattelsen af, hvad der giver mening, når det er lagt i Guds hænder.”
”Jeg er vokset op med husmandsværdier fra andels- og højskolebevægelsen fra Fyn: ’Alle kan noget og det skal man bidrage med’. Vi er fire søskende, der voksede op med jord under neglene og søndage, der var reserveret gæster og ikke kirke.
Men vi er døbt, for man kunne jo ikke vide, om der var mere mellem himmel og jord, så man måtte være på den sikre side. Jeg var fuld af forventning til min konfirmation, for det betød jo, at jeg skulle bekræfte, at jeg ville ’det med Gud’ – men det blev en skuffelse, for jeg mærkede ingen forskel og fik intet møde med Gud. Jeg søgte videre efter Gud, men han var svær at finde i 1968, og gymnasiet fra 1970 var mere præget af politiske aktioner. I 1971 rejste jeg på udveksling til USA og mødte troen på Gud blandt baptister på min første søndag. Det var ægte – og det, jeg havde søgt efter.”
”Jesus siger: ”Følg mig!” Men hvad betød det for mig? Jeg var 17 år og ny kristen, men anede ikke, hvad det handlede om, når ’de voksne’ sagde: ”Bente, du har fået en gave til at formidle Guds ord, og den ønsker Han, du skal bruge.”
Så jeg løste de opgaver, jeg mente kom fra Gud. Jeg skrev om livet med Gud, oversatte kristne bøger og var aktiv i menighedsarbejde, indtil jeg fik kaldet til at læse på Baptistkirkens teologiske seminarium i Tølløse i 1984-1987.
At jeg står lige dér, hvor mit liv og mine ord bliver redskaber i Guds hånd.
Kernen i kaldet er vel altid Jesus’ ord ”Følg mig!” – at jeg står lige dér, hvor mit liv og mine ord bliver redskaber i Guds hånd. Når det ikke længere kun er mine ord, fordi Ånden løfter dem, gi’r dem liv og formidler indholdet til tilhørerne – på prædikestolen eller som nu, via nettet.”
Bente Christa Hansen:
”Min præstetjeneste foldede sig ikke ud, fordi jeg blev syg, og fordi vi blev en børnefamilie med handicaps, som passede dårligt til menighedernes forventninger. Kun lutter god vilje fra alle sider, men den kan ikke altid bygge bro over forventninger, der ligger alt for langt fra hinanden. Jeg kunne løfte opgaverne, men ikke indfri de skjulte forventninger. Det er altid en udfordring at sætte kald og åndelig tjeneste ind i en ramme med løn og pension.”
”Det var slet ikke sådan, mit billede af tjeneste for Gud så ud. Men læringen er, at Gud bruger os alle mere, end vi forestiller os, men på andre måder. Tænk bare på Biblens fortællinger om personer, som er til opmuntring for os i dag. De havde ingen anelse om deres betydning. Som fortællingen om Abraham, der fulgte Guds kald til at bryde op og gå mod et ukendt land.
Men læringen er, at Gud bruger os alle mere, end vi forestiller os, men på andre måder.
Jeg har mødt mange Abraham’er, men ingen af dem vidste, at deres eksempel blev til velsignelse for mig. Måske er mit liv lige så enkelt – at leve troværdigt med Gud og overlade alle resultater til ham? Dér bliver livet ægte, og lige dér har vi oplevede erfaringer, som gør os tilgængelige for andre, der kæmper med livet. Vi har ’bare’ et andet billede af det lykkelige liv, og opdager først sent, at det ikke stemmer med Guds vilje.”
”Taknemlighed over livet! Jeg har overlevet lægernes dødsdomme et par gange, og det giver grobund for en tak for livet, trods alt – og jeg er glad for, at jeg er her endnu.”
Her finder du “Bentes prædikestol”
URL: https://baptist.dk/ord-om-livet/