Offentlig kontrol
Citatet er tillagt Lenin, men blev i den sidste del af mit arbejdsliv noget, jeg ofte måtte forholde mig til.
Vibeke K. Dalsgaard,
”Hej Vibeke”, lød en entusiastisk stemme i telefonen. ”Jeg er den nye konsulent på utilsigtede hændelser.” Jeg sagde pænt goddag, men det var godt, mødet ikke var virtuelt, for jeg har helt sikkert set meget træt ud i ansigtet.
Det er et andet ord for fejl. Det offentlige beskylder selvfølgelig ikke deres medarbejdere eller institutioner for fejl, så man har fundet et andet lidt konstrueret ord for det: ”I har ikke indberettet så mange utilsigtede hændelser i sidste kvartal, som I plejer”, fortalte den entusiastiske medarbejder.
Fejl? Ikke i min verden.
Jeg indvendte, at det nok var, fordi vi ikke havde haft så mange. Men nej, det var nok, fordi vi havde slappet lidt af og glemt det. Jeg tænkte på den sidste, jeg havde indmeldt: Medarbejder stødt ind i kollega og tabt medicinen på gulvet. Medicinen fejet op, ny dosis talt op og kontrolleret af kollega. Fejl? Ikke i min verden.
Den samme entusiastiske medarbejder kunne derudover fortælle, at begrebet nu var udvidet, så der også skulle indmeldes ’nær ved utilsigtede hændelser’ – altså fejl, som ikke var sket, men kunne være sket.
Den gamle leder i Brovst blev for en gang skyld noget mundlam og tænkte: ”Mener de sådan for alvor, at jeg skal opfinde fejl?”
Offentlig kontrolDen episode læner sig op ad en trend i det offentlige, som indbefatter utrolig meget kontrol. Fx:
Mange af disse kontroller betød ikke kun, at forskellige myndigheder kom og besøgte institutionen. Det var de velkomne til. Det betød afgivelse af meget lange rapporter inden tilsynet. Rapporter, som jeg har en stærk mistanke om, aldrig blev læst, men bare noteret som modtaget.
Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at når man – som fx på min tidligere arbejdsplads: et bosted for svært sindslidende – håndterer nogle af samfundets svageste medborgere, så skal der et vist opsyn til. Vi har set hjerteskærende optagelser i TV, hvor både gamle mennesker, børn og sindslidende har fået en rigtig dårlig behandling. Det må simpelthen ikke forekomme, og både ledere og medarbejdere skal i de tilfælde stå til regnskab.
Når man håndterer nogle af samfundets svageste medborgere, så skal der et vist opsyn til.
Vores institution bestod alle kontrolbesøg med glans. Tak til især medarbejderne for deres indsats, men som leder blev jeg da både glad og stolt. Så kommer det brændende spørgsmål: Hvorfor blev alle instanser ved med at kontrollere vores hus år efter år? Når vi nu havde vist, at vi levede op til alle krav? Af en eller anden grund vover især den offentlige sektor ikke at sige tingene rent ud dér, hvor det er nødvendigt. Man kalder ikke fejl for fejl og vil heller ikke udstille gode og dårlige institutioner eller gode og dårlige ledere, selv om vi alle ved, at de findes.
I stedet laver man et kontroltyranni uden at vide, om man rammer de rigtige.
I stedet laver man et kontroltyranni uden at vide, om man rammer de rigtige. Det koster mange skattekroner, og det virker dybt demotiverende på både ledere og ansatte de steder, hvor arbejdet passes med både faglighed og respekt.
Jeg begyndte som personaleleder, og jeg har haft det privilegium at lede mange dygtige mennesker, som gjorde et fantastisk arbejde med mennesker på den yderste kant af samfundet. Jeg endte som rapportskriver til en masse offentlige myndigheder og tænkte dengang som i dag: Lad de gode institutioner passe deres arbejde og brug samfundets penge og tid på at tilse og støtte – og måske lukke – de institutioner, som ikke lever op til helt relevante krav, og derfor har behov for kontrol.
Tillid er godt – kontrol bør være undtagelsen.
URL: https://baptist.dk/tillid-er-godt-men-kontrol-er-bedre/