Sarah Basnov
Temaer som ligestilling, seksualitet, kønsidentitet, sex, synd, skam og skyld har det altid været svært at snakke om.
Marie Bermann Schmidt,
På mange måder er vi mere frimodige i dag, men samtidig er vi stadig bundet af en vis berøringsangst. Derfor har jeg talt med en spejderfører, et forældrepar og en ungdomsleder om, hvordan de hver især forholder sig til disse tematikker, og hvordan de taler med de unge om dem.
Sarah Basnov er 35 år, tropsfører (4.-6. kl.) for baptistspejderne i Holbæk, og så sidder hun i korpsrådet, som er den øverste ledelse i Danske Baptisters Spejderkorps. Hun siger:
“På den ene side er vi spejdere rigtig gode til at sørge for, at alle deltager i alle opgaver. Og det er ikke sådan, at det kun er pigerne, der står for madlavning eller oprydning i lejren. Vi praktiserer langt hen ad vejen en form for praktisk ligestilling – det er bare ikke noget, vi taler om. En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet. En spejder er en spejder uanset køn, alder eller erfaring. På den anden side er det nok alligevel sådan, at det oftest er drengene, der hugger brænder – her kunne vi godt være bedre til at få pigerne på banen.
Sarah Basnov
Jeg tror ikke, at vi som spejderførere skal tage initiativ til samtaler om seksualitet og kønsidentitet. Det ville virke utrolig unaturligt, hvis vi hen over lejrbålet begyndte at spørge ind til de unges tanker om den slags. Vi er mere optaget af handling fremfor ord. Derfor prøver vi hele tiden at vise, at spejderbevægelsen er en åben bevægelse, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og seksualitet. Vi har derfor heller ingen problemer med at have førere, der er homoseksuelle – de er der jo ikke som homoseksuelle, men som spejdere. På den måde er vi forhåbentlig med til i praksis at vise de unge spejdere, at de er okay, som de er.
En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet.
Den internationale spejderbevægelse lægger vægt på ’Duty to God, duty to others, duty to yourself’ – ’Ansvar over for Gud, ansvar over for andre, ansvar over for dig selv’. Deri ligger et klart kald til mig. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at jeg som spejderfører tør gå ind i en samtale med nogen, der fx oplever at føle skam eller skyld. For mig er skam forbundet med afmagt i forhold til noget, du ikke selv er herre over, fx din seksualitet, og skyld er udtryk for, at du godt ved, at du har handlet forkert. I begge situationer er det vigtigt, at jeg lytter og møder dem uden fordømmelse eller skæld ud og i stedet retleder og viser, at der er andre måder at tænke og agere på, som er sundere for dem selv og deres omgivelser.”
Merethe og Jordan Sonne
Merethe og Jordan Sonne er hhv. 46 og 45 år; de tilhører Roskilde Baptistkirke, og så er de forældre til Samuel (18), Sarah (16), Silas (12) og Silke-Maj (1½). De siger:
“Som forældre ønsker vi at udruste vores børn til at tage på deres livsrejse med de rigtige værktøjer i rygsækken. Vi ønsker, at de skal være rummelige og favnende uanset køn, race og kultur; at de skal være tro mod sig selv trods input fra samfundet. Det er i vores hjerter, at de skal sætte Gud først, og derfor begynder vi hver dag med at bede sammen. Vi gør ikke forskel på drengene og pigerne, men vi lægger nok et forskelligt fokus, når vi taler om, hvad de vil stå overfor mht. valg og konsekvenser. De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor, hvor de færdes, men det er imellem dem og Gud, hvad de vælger på deres vej. Og så er det vores opgave at støtte, tilgive, bede for og guide dem – både bibelsk og menneskeligt, og både som forældre og som åndelige vejledere.
De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor hvor de færdes.
Vi taler gerne åbent om både ligestilling, seksualitet, skyld og skam. Nogle gange er de åbne for snakken, andre gange er det: ’Nej mor, den snak har vi to ikke …’. Derfor bliver det tit, når de kommer til os, at vi kan nå ind til hinanden. Men det vigtigste er, at vi hele tiden er tilgængelige for samtalen. Livet har givet os en masse erfaringer, og vi tror på, at hvis vi deler dem åbent med vores børn, så kan de lære af os. Fx har vi i samtalen om sex, som vi har haft med vores unge, talt med både vores drenge og pige om, at de skal lære at sætte grænser og være tydelige i dem.
Vi er som forældre enige om, at unge i dag har det sværere, end vi havde det, som unge kristne – nok er der mere åbenhed, men der er også flere tabuer. Vi mindes ikke, at der var meget fokus på afholdenhed, alkohol, det at bo sammen før ægteskab, afprøve grænser osv. Men vi var rigtig heldige at have gode ungdomsledere, som turde vejlede og konfrontere os som kærestepar omkring rette valg og livsbane. Derfor er vi også blevet de forældre, som selv taler om de svære emner – selvom vores børn nok vil sige, at vi nogle gange er lidt for direkte og blander os lidt for meget.”
Hanna Daugaard er 23 år, hun studerer retorik på Københavns Universitet, og så er hun ungdomsleder i Roskilde Baptistkirkes ungdomsarbejde ’Under Construction’ (UC). Hun siger:
Hanna Daugaard
“Egentlig har jeg det ret ambivalent med ordet ligestilling. Jeg kan bedre forholde mig til fortællingen om alle personers ligeværd. I skabelsesberetningen er der en klar vekselvirkning mellem ental og flertal: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”[1] Det er altså i relationen, vi er i Guds billede. Derfor gør vi os også umage i UC, når vi skal sammensætte en ny ledergruppe. Teenagere hungrer efter nogen at se op til og ligne. De søger identifikation. Og det er fjollet ikke at bestræbe os på at gøre dét muligt. Måske netop også for at anerkende, at vi kan noget forskelligt.
Vi må nok erkende, at den kristne kultur og historie kan give anledning til et kritisk blik på ligestilling. Jeg har i hvert fald hørt mange ’kvinder-skal-tie-i-forsamlinger’-jokes, og derfor er det vigtigt, at vi står klar til at nuancere billedet. Jeg oplever en generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af, og derfor er det ikke sjældent, at vi ender med at diskutere alt fra strikkeopskrifter til politik og også ligestilling henover kaffen og giflerne. Ofte har nogen hørt noget i skolen eller læst en spændende artikel, og det virker helt naturligt at forsætte dén snak, når de træder ind ad døren mandag aften til ungdomsmøde og dermed invitere flere perspektiver ind i samtalen.
En generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af.
Det piner mig, når unge mennesker slår sig på kirken. Jeg længes sådan efter, at kirken må være det rum for heling, som den var tiltænkt. Gennem ordene ”Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden”[2] læser jeg, at det er min opgave at pege mod sandhed som en del af det at elske mennesker. Men nogle gange er vi så fokuserede på at prædike sandhed, at vi glemmer kærligheden. Og det er måske dét, der kan gøre det svært at være menighed – og ungdomsleder: For hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden med at bedømme – uden at begynde at fordømme hinanden?”
[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 27
[2] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 6
URL: https://baptist.dk/den-svaere-samtale/