Befriende bøn

Serie om bøn

Befriende bøn

Nogle kristne oplever bønnen som den største gave i deres liv – og andre skammer sig over, at de ikke gør.  

Bente Christa Hansen,  

Bente Christa Hansen:

Jeg kender erfaringen af bønnens gave, men også skammen over ikke at opleve bønnen som en gave. Vi taler helst ikke om, at bøn kan opleves som en udfordring. Specielt ikke, når man er ’professionel’ som præst. Så forventes det, at min bøn er ekstra omfattende og effektiv.

Præstations-bøn

Her rammer jeg den forståelse af både Gud og bøn, som trives blandt kristne: Gud kan ‘fixe’ alt, og fjerne alle problemer, hvis vi beder rigtigt og nok. Lige dér, bliver bønnen en præstation over for Gud som svar på krav fra mennesker i nød. Ja, jeg vil jo gerne hjælpe. Men jeg kan hverken løse omfattende problemer eller vride Guds arm om for at tvinge ham til at handle, som vi ønsker.

’Bøn ændrer alt’, siger vi gerne, men måske skal vi tilføje: ’Bøn ændrer alt i mig’. Der er situationer, hvor Gud griber ind og vender alt rigtigt i et mirakel – Halleluja! Men forud gik måske lang tid med at vente på Guds indgriben? En udmattende kamp for at bevare troen på, at Gud vil det bedste for os, selv om det ser modsat ud?

Jeg har haft bønnepauser i mit liv, som jeg har skammet mig over.

Jeg har haft bønnepauser i mit liv, som jeg har skammet mig over. Det var perioder, hvor jeg kun kunne sige ’Jesus, hjælp mig’ eller hviske Kyrie eleison, der betyder ’Herre, forbarm dig’.

Bøn uden ord

Først senere gik det op for mig, at selve kernen i bøn er det dybe suk, som Helligånden omsætter til en ubrudt samtale med Gud, dagen igennem. En ordløs bøn eller blot tanken: ’Gud, velsign her.’ Da jeg blev fri fra ordene i bønnen, blev bøn en af mine største glæder. Så behøver jeg ikke bekymre mig om lige dele af tilbedelse, taksigelse og forbøn. Jeg behøver heller ikke finde de faste tidspunkter og lukke døren til familien.

Åh, hvilken frihed at opleve, at Gud ved sin Ånd opfatter mit dybe suk. Vi er i fællesskab, Gud og jeg. Dagen lang – i alle situationer. Så kan jeg gå ud i verden og tavst sige: ’Se, Gud, her er brug for din nåde og dit nærvær!’

URL: https://baptist.dk/befriende-boen/