Lone Møller-Hansen,  25. december 2020

Hyrderne fik englebesøg og blev bange. De var ikke vant til meget lys, for stjernerne og månen og måske et bål var, hvad de havde af lys ved en almindelig nattevagt.

Hyrderne sagde til hinanden, at de ville gå ind til Betlehem for at se, om det var sandt, det, de havde fået fortalt. Da var lyset slukket. Alt var igen som det plejede – og dog ikke. De var blevet forvandlede.

De vidste, at Gud var på spil. Og når vi har sådan en oplevelse, er vi nødt til at handle – at gøre noget. Hyrderne bliver enige om, hvem der skal blive tilbage ved fårene eller gederne eller hvad de nu har passet, og de andre begiver sig ind til byen. De går igennem stilheden med kurs mod stjernen.

Det slår mig, at lys ikke larmer. Englene synger, ja. Lyset kan blænde os. Men det larmer ikke. Gud kommer ikke til jorden i larm og spektakel. Han kommer ikke i pomp og pragt. Han søger det modsatte.

Gud kommer i stilheden, i det lille og skrøbelige, i mørket, i det, der virker fattigt. Og det største mødes her med det mindste.

Det er kærligheden, der fødes, da Jesus kommer til verden. Det er Guds ansigt, Maria kysser. Det er ikke til at fatte. Det er et mysterium. Hvordan det kan gå til? Det kan kun være Helligåndens – Guds Ånds – værk.

Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en ny julesalme, hvor hun meget beskrivende gør opmærksom på, at tømreren Josef bandt Guds navlesnor. Hvilket vi må formode, for der var vel ikke andre end dyrene i stalden på det tidspunkt. Vi hører ikke om nogen jordemor. Ingen familie var med Maria på den lange rejse på æselryg – 100 km er der mellem Nazareth og Betlehem. Kun Josef var med, må vi formode. Og så en masse andre på vej til at blive talt.

Hvor må det have været utrygt. Og dog trygt, for det her er jo Guds historie. Det er trygt at være i Guds hånd og varetægt. Han havde en mening med at det skulle ske.

At blive menneske var Guds valg. Hans hånd var formentlig også i, at de kom for sent til at få en plads på herberget. At der var en krofatter, der forbarmede sig over den højgravide kvinde og hendes mand.

Gud skulle ikke fødes i et palads, ikke engang på herberget men blandt samfundets laveste. Måske hyrderne faktisk også havde deres hjørne i stalden, når de var hjemme.

Det guddommelige og menneskelige mødes lige her, som aldrig tidligere. I Jesus. Og derefter er verdenshistorien ændret. Intet har siden været det samme.

Gud viser med Jesus; hans fødsel, hans opvækst, hans dåb, hans virke og hans død, at intet er for småt til Gud. Intet er for kummerligt til at kunne rumme Guds herlighed. Lyset er kommet til verden. Det lys der oplyser ethvert mørke.

Lyset larmer ikke, men det forvandler. Det oplyser. Tænder håb og glæde. Som et lys for enden af den tunnel, vi indimellem befinder os i.

Guds lys er den tændstik, der bliver strøget og tænder et stearinlys, når strømmen er gået. Er lommelygten i en mørk skov. Et blik, når vi er fulde af tvivl eller sorg. Lyset er også den ven, der ringer eller lægger en arm om os, når vi føler os svigtede og forladte.

Intet er for småt til at kunne forandre verden. En baby kan. Jesus kunne. Og du kan.

Amen

URL: https://baptist.dk/lys-larmer-ikke/