Nu kan alle komme til verdenskongres i 2021

Nu kan alle komme til verdenskongres i 2021

BWA, Baptisternes Verdens Alliance og Baptist Women inviterer til virtuel verdenskongres i juli 2021 – og ingen skal rejse til Rio.

Lone Møller-Hansen,  

Baptisternes Verdens Alliance har opgivet at holde en live verdenskongres i Brasilien i 2021. På grund af Corona blev verdenskongressen Rio 2020 aflyst, og allerede nu har både BWA og BWA’s kvindeafdeling besluttet, at næste år blive det en virtuel konference. Den vil finde sted 7.-10. juli 2021, og alle kan deltage til en rimelig pris. Corona-sikkert. Lige nu er det nok også de færreste, der vil bestille en rejse til Brasilien.

Dagen inden den officielle konference, vil der være hele tre for-konferencer, én for kvinder, én for unge og én med temaet ”Sammen med de forfulgte” – om religionsfrihed.

Selvom nogle kirkers døre stadig er fysisk lukkede, åbner Gud åndelige døre…

”2020 har været et år med uforudsete udfordringer, men også et innovativt år. Selvom nogle kirkers døre stadig er fysisk lukkede, åbner Gud åndelige døre, så vi kan bruge ny teknologi i en Guds-centreret mission,” skriver generalsekretær i BWA, Elijah Brown og de to ledere i Baptist Women, Karen Wilson, der er nyvalgt præsident og Moreen Sharp.

Lone Møller-Hansen medgiver, at det er noget andet at få et kram af verdens-præsidenten end at sidde bag en skærm. Men det er bedre end ingenting – og flere får nu muligheden for at deltage, siger hun. Her Lone Møller-Hansen og tidligere præsident Paul Mzisa.

Gudstjenester, møder og workshops

I løbet af juli-dagene vil det være muligt at deltage i daglige møder med lovsang, fællesskab, bøn og prædikener af globale baptist-ledere.

Der vil være mere end 30 forskellige workshops online, hvor man kan stille spørgsmål og få svar. Samt virtuelle rundbordssamtaler med fokus på tilbedelse, mission, nødhjælp, religionsfrihed og forvandlende lederskab.

Arrangørerne lover, at der bliver nem adgang online, så man kan finde ind i nye netværk omkring de interesser, man har.

Der er samtidig muligt at få oplevelser på flere sprog.

”Alt i alt en utrolig mulighed for baptister over hele verden til at stå sammen på tværs af grænser, sprog og etnicitet i denne kritiske tid,” fortsætter de tre verdensledere i deres fælles udtalelse.

Dansk rejse har fået alt refunderet

Lisbeth Emming fra Odense har i flere år haft arrangeret en rejse, som skulle have bragt otte danske baptister til Rio de Janeiro og på ferie i Brasilien i år.

”Men som alle ved, kan man ikke på fornuftig vis rejse nogen steder.

Vi havde is i blodet i forhold til forlængelse af rejserestriktionerne.

Vi havde is i blodet i forhold til forlængelse af rejserestriktionerne, og for kort tid siden fik vi alle vores penge retur fra rejsegarantifonden.

Ud af de otte var det kun et par stykker, som stadig overvejede at tage afsted næste sommer. Resten har allerede fået vores konference gebyr tilbage også,” fortæller hun.

I et brev fra BWA og BWA Women til alle tilmeldte opfordrer de ellers til, at man lader sine penge gå som gave til den kommende konference.

”Vil du overveje at give et offer med en del eller hele det betalte beløb,” lyder det specielt til de kvinder, der skulle have været til Rio. Men arrangørerne ved, at mange har taget lån eller brugt af dyrt opsparede penge for at kunne betale for deltagelsen. Og de har selvfølgelig mulighed for at få pengene tilbage. Der er imidlertid brugt en del penge, også selvom konferencen blev aflyst. Deltagerne vil alle få en mail med anvisning til, hvordan de kan få deres penge tilbage, hvis de ønsker det.

Opdag mangfoldigheden

Lisbeth Emming siger dog: ”Jeg tror ikke, at jeg kommer til at tilmelde mig den virtuelle konference. Jeg ville med for at møde nye mennesker og netværke. Online kan en masse, noget også bedre end face to face, men jeg tror ikke på, at det er måden at møde helt nye mennesker på. ”

Rigmor og Anita Pedersen til BWA-kongres i Durban, Sydafrika i 2015.

Anita Pedersen fra City Kirken skulle også have været med til Brasilien. Hun siger: ”Jeg påtænker at holde ferie, så jeg kan deltage virtuelt. Med mor (90+) kommer det jo an på oversættelse, om hun vil kunne forstå det.” For mor og datter er det sangen, der trækker:

”Jeg håber på at synge “Great is Thy Faithfullness” og for min mors vedkommende “We are marching in the light of God.”

Lone Møller-Hansen, der er med i BWAs verdensråd og som skulle have deltaget i Rio, siger: ”Det er klart, at det er noget helt andet end at møde de levende mennesker. Men nu bliver det tilgængeligt for alle. De, der kender meget lidt til alverdens baptister, vil få et kick ved at opdage, hvor mangfoldige vi er. Jeg synes, det er en spændende beslutning, som jeg bakker fuldt op om.”

Det er klart, at det er noget helt andet end at møde de levende mennesker. Men nu bliver det tilgængeligt for alle.

De tre endagskonferencer onsdag d. 7. juli kan man deltage i for 20 $. Den store pakke – hele BWA-konferencen inkl. en af de tre før-konferencer samt adgang til materialet online i seks måneder koster 120 $. Det er gratis at deltage i åbnings- og afslutningsgudstjenesterne.

Mere end 700 kvinder er allerede registreret til Kvindekonferencen den 7. juli og mere end 1000 fra over 40 lande er registreret til BWA-kongressen. Se mere om konferencerne på BWA2021.org.

URL: https://baptist.dk/nu-kan-alle-komme-til-verdenskongres-i-2021/