At være kirke og minoritet

At være kirke og minoritet

Hvordan er det at være migrant eller single i kirken – eller kristen i en ikke-kristen kultur. Minoritets-teologi er temaet for næste SCMT-konference.

Lone Møller-Hansen,  

Fakta

SCMT, Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, har et fælleskirkeligt bagland. BaptistKirken har været fødselshjælper til centeret, som nu omfatter Dansk Oase, Vineyard og Apostolsk Kirke. Formålet er ikke mindst at støtte teologi-studerende, dels fra frikirker og dels fra menighedsbaserede folkekirkelige fællesskaber og give dem teologisk viden, som de ikke får på universitetet.

Mange vil kende til at være en minoritet, især hvis man kommer fra en dansk frikirke. De fleste danskere kender til Folkekirken. Mange kalder sig kristne, men de færreste går i kirke. Og de fleste mangler egentlig viden om, hvad vi opfatter ved at være kristen. At tilhøre en kirke, som har fokus på at være et levende fællesskab, er derfor en minoritet i minoriteten. At være migrant eller single er at være en minoritet i minoriteten, som i sig selv er en minoritet.

Det at være en minoritet er udgangspunktet for den konference, som SCMT, Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, har inviteret til i januar 2021.

Den årlige konference finder sted 25. og 26. januar 2021 i København. 25. januar, første dag, er for alle interesserede. Anden dag er udelukkende for de studerende, som SCMT er skabt for. Konferencen er ikke tænkt som envejskommunikation, men som en samtale og udforskning af de fire emner, der er valgt; omvendelsesteologi, migrantmenigheder, minoritetskirker i et sekulært samfund samt singlekultur i menighedsfællesskabet.

At lære af nye kristne

De fire emner bliver belyst af fire spændende undervisere, som alle forsker i teologi, en dansker, en norsk migrant, en svensker og en englænder. Store dele af konferencen vil derfor foregå på engelsk.

Anne Mie Skak Johanson taler om trosoplæring i et sekulært samfund, og siger: ”Der er sekulære danskere, som finder eller genopdager kristen tro og gør kristendommen til deres personlige livstydning. Deres trosvandring fra ikke-tro til tro kan vi som kirke lære noget af.” Faktisk taler hun om, at det danske samfund ikke længere er sekulært men post-sekulært.

Svenske Frederik Wenell underviser om at være minoritetskirke i et sekulært samfund.
”De skandinaviske lande har været kristne i hundredvis af år. Kirken og staten har haft et symbiotisk forhold. Kulturen har været påvirket af kristne værdier og praksis. Frikirkerne har haft en fordel ved det. Den situation har ændret sig radikalt. Mange skandinaver vil stadig kalde sig kristne, men de ved ingenting om tro. Hvordan kan kirken som kulturel og numerisk minoritet stadig påvirke samfundet uden at miste sin identitet,” spørger han.

At lære af migranterne

Nigerianeren Gabriel Stephen er præst i baptistkirken i Norge, men har boet i både Sydafrika, Canada og Schweiz. Han skal tale om, hvordan migranternes erfaringer kan påvirke det at forme nye perspektiver og måder at være kirke på.

Endelig er der Lina Toth, der vil være kendt af nogle danske baptister, fordi hun har været en central person på IBTS i Prag. Nu bor hun i Skotland – og er i øvrigt blevet gift. Hendes overskrift er: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende” – om at være single i en kirkekultur”. Hun har længe forsket i samspillet mellem kirke og køn.

“Der sker en enorm ændring i de vestlige samfund og kirker. Flere lever som singler og der er en stigende interesse at finde andre veje til lykke. Alligevel bliver det at være par stadig betragtet som normen. Specielt i kristen kontekst, hvor opbruddet i ”traditionelle” familiemønstre bliver betragtet som nedbrydning af den kristne livsform.

Også da kirken var meget ung, var verden meget bekymret over angrebet på det traditionelle familieliv, og da var det de kristne, som var ’synderne’. I store antal valgte de første kristne at leve i cølibat og tog imod Jesus’ vision om en ny slags familie; menigheden.”

Læs mere om de fire undervisere – og dagenes program på http://scmt.dk/scmt-konference/,  hvor man også kan tilmelde sig.

Teologisk refleksion

Henrik Holmgaard, der er daglig leder af SCMT, skriver: Temaet “Minoritetsteologi” er en måde at sætte rammer om nogle af de teologiske opmærksomhedspunkter, som gør sig gældende for det økumeniske bagland for SCMT. Det kan være oversete eller forenklede overbevisninger, som igennem teologisk refleksion og undersøgelse får flere nuancer og klarhed. Det kan være centrale idealer og trospraksis i menighedens liv, som ikke er blevet undersøgt og beskrevet tilstrækkeligt. Det kan være problemstillinger, som kalder på nærmere undersøgelse for at få ny viden, forståelse og mulighed for at ændre praksis i menighed og samfund.

URL: https://baptist.dk/at-vaere-kirke-og-minoritet/