Vi skal huske, hvor skrøbeligt demokratiet er, skriver Mads Lindholm, erhvervspsykolog og medlem af Baptistkirken Nørresundby|Vodskov.
Lone Møller-Hansen,
Da Joe Biden var erklæret som kommende præsident i USA, skrev Mads Lindholm (40) på Facebook: ”TILLYKKE, JOE – OG HUSK NU TRUMP”.
Og hans facebook-opslag har vakt uventet genklang.
”Jeg havde egentlig skrevet mine refleksioner for mig selv, og valgte så bare at dele dem,” fortæller Mads.
Han er selvstændig erhvervspsykolog, tidligere politisk aktiv som folketingskandidat for Venstre og medlem af Baptistkirken Nørresundby|Vodskov.
At han ikke længere er politisk aktiv skyldes, at det er svært at forene med at være selvstændig. ”Men jeg har lige så meget samfundsinteresse som tidligere.”
Mads har været overrasket over, hvilket klangbund, hans refleksioner har fundet.
”Vi skal huske, at der er stadigvæk 70 mio. amerikanere, der har stemt på ham. Og min første refleksion er, at vi skal huske at give mindretallet taleret. Der er for mange, der ikke føler sig set og hørt i det eksisterende system. Og det gælder i USA, men også i Europa.”
Er der en fare for demokratiet i den vestlige verden, spørger jeg Mads.
”Nej, så slemt er det ikke. Men vi skal arbejde for demokratiets robusthed. Det kræver gennemsigtighed – at vi kan gennemskue de politiske processer og beslutninger,” svarer han og gør opmærksom på, at meget få unge er politisk engagerede. Faktisk er kun 2,3 pct. af danskerne medlem af et politisk parti. Og egentlig er det kun 0,1 pct. af de stemmeberettigede, der er med til at opstille de kandidater, vi kan stemme på. Det er foruroligende.
”Vi kan godt lave en parallel til kirkerne. De politiske partier, fagbevægelsen, kirkerne – alle de systemer er skabt til en anden tid. Den passede til Grundtvig. Vi mangler en reformation,” slutter vores lille samtale.
Og her får I Mads’ indlæg fra Facebook:
Man kan næsten høre lettelsens suk igennem den vestlige verdens mundbind: Det blev Biden!
Og jeg deler lettelsen – noget af den, i hvert fald. For det har oprigtigt været svært at se personen Trump agere som realitystjerne i verdens måske vigtigste embede.
Men opgaven for Biden og alle os andre er, at glemme personen, men huske fænomenet Trump. Og her er det for letkøbt at forstå trumpismen som et politiske sammenkog af fascisme, populisme og alment idioti, som det ellers nemt kan fremstilles som.
Obama talte i sin anbefaling af Biden for, at USA måtte stræbe efter sine ’højeste idealer’. Og her tænker man nemt statsmandskab, globalt lederskab og ledelsesmæssig værdighed. Men ethvert demokratis højeste ideal er ikke dets udtryk, men dets indhold og legitimitet, nemlig om det er repræsentativt: Om alle kan se sig afspejlet i dets magthavere. Det har ikke været tilfældet i USA – og samme tendens ser vi i Europa.
Vi er for mange politisk engagerede, der har været blinde for bagsiderne af fx globalisering, outsourcing, unionisering. For mange, der har været blinde for, hvad det ærlige svar er til den minearbejder, hvis job forsvinder i forblommede – og ganske reelle – ord om global opvarmning og grøn omstilling. (Eller for den sags skyld blinde for diskrepansen imellem djøflingo om omskoling og kompensationsordninger – og minkavleren, der ikke blot har mistet livsindtægt, men også livslyst).
En kommentator har sagt, at Trump stillede alle de rigtige spørgsmål, men gav alle de forkerte svar. Jeg deler langt hen ad vejen dén analyse. Jeg betragter Trump som den værste og vigtigste præsident i nyere historie. Værste fordi hans egocentrisme kom til at skygge for dem, der stemte på ham, og gav varig skade på embedets værdighed. Vigtigste fordi han har lært os, hvor skrøbeligt vores demokrati er – ikke på grund af typer som ham, men på grund af mangel på oplevet repræsentativitet i befolkningen.
Jeg har læst en håndfuld biografier om Trump, læst talrige artikler og analyser og set bunker af dokumentarer. Alle har de det til fælles, at de forklarer at han er idiot, subsidiært hvordan han er blevet det. Den opgave, vi står tilbage med – og som bliver Bidens vigtigste opgave for at blive dén, der samler ikke blot USA, men den vestlige verden – bliver at forstå Trump. Ikke personen, men fænomenet: De millioner af mennesker, som føler sig overset i det traditionelle politiske system.
Så tillykke, Joe. – Det står og falder på din evne til at huske Trump.
URL: https://baptist.dk/husk-trump-ikke-personen-men-faenomenet/