Nogle aflyser, andre holder fast

Nogle aflyser, andre holder fast

Stort set alle baptistkirker i Nordjylland har aflyst deres gudstjenester indtil 3. december. Nogle tænker på signalværdien, mens andre tænker, at det er nu, der er brug for kirken.

Lone Møller-Hansen,  

Billedtekst: I Østervrå havde de den første dåbsgudstjeneste i deres nye kirke for nylig. Her er det Chresten Eskildsen, der står for dåben.

Aflysningerne skyldes selvfølgelig, at syv kommuner i Nordjylland er lukket ned pga. Corona-smitte fra mink, hvorfor det henstilles, at man bliver i sin egen kommune. Offentlig transport er meget sparsom og al kultur er lukket ned. Men det er ikke forbudt at mødes til gudstjeneste.

Præst i Hjørring Baptistmenighed og generalsekretær i BaptistKirken, Torben Andersen siger: ”Det handler om hvilke signaler, vi sender som kirker. Andre mennesker kæmper for at kunne passe deres arbejde. Og selv skal jeg krydse en kommunegrænse for at komme til Hjørring.”

I Nordjylland er der mange baptister, der krydser kommunegrænser for at komme i kirke.

Tre kirker holder fast

Tre baptistkirker i det lukkede område har dog valgt at gennemføre deres gudstjenester. Det er Sæby, Thisted og Østervrå Baptistmenigheder. Susanne Andersen fra Østervrå siger: ”Det er vigtigt i den tid, vi er i lige nu med stor ensomhed. Der er brug for et sted, hvor folk kan mødes under sikre forhold. Der kommer mennesker, der ikke plejer at komme, så der er et behov. Vi har droppet kirkekaffen, men folk kan godt stå og tale sammen. Vi må være 31 i kirken og var 21 i søndags.”

I Vrå har de aflyst gudstjenesterne, men gennemfører seniorgruppen, hvor de i stedet for at mødes hver anden tirsdag nu mødes hver tirsdag.

”Det er især af hensyn til dem, der er alene,” siger menighedens præst, Anne-Marie Winther, som tillader sig at krydse en kommunegrænse for at komme til Vrå.

I Sæby har de også valgt at gennemføre gudstjenesterne, fordi det er tilladt. Det har de sikret sig hos Kirkeministeriet, som ikke havde tænkt sig at informere om, at kirkerne er undtaget af de indskrænkende regler.

”Stort set alle bor i Frederikshavn Kommune, men vi skulle have haft en prædikant fra Aalborg på søndag. Det har vi så ændret,” fortæller menighedsleder Adelheid Leth.

Aflyst menighedsmøde

Også i Østervrå har de måttet rette gudstjenestelisten til. ”Og så har vi aflyst menighedsmødet. Der er fire, der bor udenfor kommunen, og det er ikke demokratisk at holde menighedsmøde, når nogen er afskåret fra at kunne deltage,” fastslår Susanne Andersen.

I stedet for kirkebio laver de en fordybelsesgudstjeneste med stilhed, bøn og meditation. ”Lige nu kan vi se film derhjemme,” som hun siger. De har også aflyst både julefrokost og julefest.

I den situation, de nordjyske menigheder er i, er mange glade for, at der hver søndag sendes live-stream-gudstjenester bl.a. fra Bethelkirken, hvor folk fra andre menigheder også ser med.

Her er listen over de online gudstjenestetilbud, der i øvrigt er fra baptistkirker: Online gudstjenestetilbud.

Video og Facebook

I Hjørring har de valgt at sende videohilsener og de ringer rundt. Også her samles nogle til bøn.

I Sæby har det nye præstepar, Kirsten og Hans Thomsen, besluttet sig for at sende en opmuntring til alle interesserede hver hverdag. Her kan den første læses.

I Pandrup-Birkelse skriver Karsten Søgaard således på Facebook: ”Husk at selv om kirken er lukket, kan I altid kontakte vores præst, Anders Hyldgård, hvis I har brug for forbøn eller en at tale med.”

URL: https://baptist.dk/nogle-aflyser-andre-holder-fast/