Ytringsfriheden gælder for alle! 

Efterårets politiske arbejde har handlet om den såkaldte ’imam-lov’, der rammer alle religiøse forkyndere – også i de kristne ungdomsforeninger. Ved Dansk Ungdoms Fælleråds (DUF) delegeretmøde blev der vedtaget en udtalelse, der tager markant afstand herfra. Vi har interviewet stud. teol. Christian Bylund, der er repræsentant i DUFs styrelse for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU).

Bent Hylleberg,  

Dansk Ungdoms Fællesråd

De nye religionslove blev vedtaget i Folketinget midt i december. Kort forinden blev der ved DUFs delegeretmøde vedtaget en udtalelse, som vi citerer nedenfor – og vi tog en snak med Christian Bylund om dens indhold:

Udtalelsen stammer fra DUF’s delegeretmøde, hvor den skabte en del debat. Det var langt fra alle, der var enige i, hvordan man skal forstå det politiske ’enighedspapir’. Men efter en længere debat viste en afstemning, at flertallet af de delegerede ville støtte udtalelsen.

Hvem tog initiativ til udtalelsen?

Udtalelsen blev født i den kirkelige gruppe, hvor fri- og folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer koordinerer deres arbejde. Vi har i et par år snakket om, hvad man kunne bruge sådan et økumenisk fællesskab til. I år valgte vi at opprioritere arbejdet og bruge DUF og gruppen mere politisk. Udtalelsen blev afsendt fra dette forum af mere end 15 kirkelige organisationer.

Hvad er det vigtigste ved udtalelsen?

Det er, at det politiske ’enighedspapir’ ikke kun ses som et problem inde fra kirken og de religiøse foreninger, men det er en bred vifte af organisationer, der stiller sig bag den kirkelige ungdom og siger, at ytringsfrihed gælder for alle. Det er et problem for ytringsfriheden, når mennesker bliver begrænset i at udøve deres grundlovssikrede ret til at deltage i den demokratiske samtale.

DUF’s formand Kasper Sand Kjær ytrede sig meget positivt om udtalelsen og opfordrede til at støtte op om den. Samtidigt sagde han, at han ville stå på mål for den i pressen. Jeg ser det som en kæmpe støtte, at formanden går ud og siger, at ytringsfriheden gælder alle. Og det er helt klart en styrke, når så mange forskellige foreninger kæmper for, at alle har samme rettigheder i samtalen.

Kritiserer de politiske ungdomspartier åbent deres moderpartier?

Det er sjældent i politik nu til dags, at nogen melder noget som helst ud helt åbent. Det er heller ikke tilfældet i denne sag. Men Kasper Sand Kjær advarede allerede i marts[1] om politiske automat-reaktioner, der vil bekæmpe svindel ved at gå på kompromis med ytringsfriheden. Det vigtige for mig er DUF’s entydige opbakning, når det gælder de religiøse foreningers adgang til den demokratiske samtale, snarere end partipolitiske uenigheder.

Udtalelsen fra DUF siger bl.a.

Enighedspapiret kriminaliserer visse ytringer på baggrund af, hvem der siger det. Det betyder fremover, at mange unge frivillige i de kirkelige ungdomsforeninger ikke længere har den samme ytringsfrihed som de øvrige foreninger og organisationer i DUF.

Ytringsfrihed bør ikke begrænses således, at nogle mennesker må mene noget, som andre ikke må. Den slags begrænsninger i ytringsfriheden kender vi ellers kun fra regimer, som vi normalt tager afstand fra. Demokrati og ytringsfrihed er to af hjørnestenene i DUF og i Danmark, og dem skal vi værne om.

Med denne ændring ville en politisk aktiv ung ustraffet kunne sige ting til et politisk landsmøde, som en frivillig kirkelig leder vil kunne blive straffet for at sige i sin lokale forening. DUF skal derfor arbejde for, at de religiøse foreningers rettigheder og ytringsfrihed forbliver den samme som for resten af de folkeoplysende foreninger.

Se hele udtalelsen her: http://duf.dk/uploads/tx_templavoila/ARR_2016-12-03_Vedtagne_udtalelser.pdf


[1] http://duf.dk/nyhedsbrevssystem/pressemeddelelser/duf-efter-tv2-dokumentar-pas-paa-med-automat-reaktionerne/

URL: http://baptist.dk/ytringsfriheden-gaelder-for-alle/