Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Ungdomslederudveksling i Rwanda

Ungdomslederudveksling i Rwanda

For lidt mere end et halvt år siden drog jeg afsted mod Rwanda, hvor jeg skulle bo i 4,5 måneder. Nu har jeg været hjemme i nogle måneder, og jeg vil gerne dele mine oplevelser og de erfaringer, jeg har fået, med jer.

Når jeg sidder her ved mit skrivebord i mit barndomshjem i Tølløse og tankerne får frit spil, drømmer jeg mig længere sydpå – mere præcist til Rwanda. Jeg drømmer om de 4-5 måneder, jeg var så heldig at få lov at bo i landet. Jeg drømmer om den halv-kølige vind, der møder mig, når jeg kører rundt i storbyen Kigali på min egen scooter. Jeg drømmer om hyggelige eftermiddage i selskab med den søde familie Hylleberg. Jeg drømmer om morgentræninger til Body and Soul med alle de andre vestlige. Alle de andre vestlige. For når jeg så kommer dertil rammer virkeligheden. Alle de andre vestlige – det indikerer en kontrast, en kontrast til nogle andre. Og det er der. Der er store kontraster i Rwanda. Kontraster mellem mennesker, mellem bygninger, mellem maden og mellem transportmidler. De findes over det hele. Rwanda er et fantastisk land i mine øjne, men også et land præget af fantastisk mange kontraster.

Tugumane-projektet

Efter jeg er kommet hjem har jeg ofte fået spørgsmålet: ”Var det en fed rejse?” eller: ”Var det en god oplevelse?” Og det har jeg lidt svært ved at svare på. For det var en fed ’rejse’ og en god oplevelse, men faktisk føltes det ikke som en rejse. Det føltes mere, som om jeg flyttede til Rwanda, og så var det mit hjem. Jeg har boet i Rwanda i 4,5 måned, og har virkelig nydt min tid der. Jeg har arbejdet på Tugumane-projektet og været en del af det partnerskab, der er mellem det danske YEGO team og ungdomsafdelingen i den rwandiske baptistkirke, ABER. Projektet har fokuseret på at hjælpe unge enlige mødre, der er blevet gravide udenfor ægteskabet og derfor er blevet udstødt af både samfundet og kirken. Helene Pedersen fra Holbæk Baptistkirke og jeg har sammen med to unge fra Rwanda, Aline og Alexis, lavet aktiviteter og undervisning for kvinderne. Vi har afholdt seminarer, hvor de er blevet undervist i et støtteprogram, der hedder ”Groups of Hope”, som skal hjælpe dem til at komme igennem det traume, de har oplevet i deres liv. For mange af dem har været udsat for voldtægt, så ikke nok med at deres venner og familie har vendt dem ryggen, de er også blevet krænket på det groveste. På det andet seminar vi afholdt, blev de undervist i prævention, menstruationscyklus, generelt om kvindekroppen og kvinders og børns rettigheder på verdensplan og i Rwanda.

En stor del af vores opgave var også at tage på field trips. Efter seminarerne var afsluttet bestod hoveddelen af vores arbejde med projektet af, at tage ud og besøge de syv regioner, hvor kvinderne i projektet kom fra. Her var formålet at skabe relationer til kvinderne og følge op på deres liv, efter de er begyndt at deltage i projektet. Her fik vi også mulighed for at møde både de lokale og regionale præster og tale med dem om, hvilken indflydelse projektet har haft på deres kirke. Vi kombinerede vores ture ud i felten med undervisning for de ungdomsgrupper, der var i kirkerne. Den handlede bl.a. om familieplanlægning og prævention, og vores mål var også at nedbryde nogle af de fordomme og rygter, der florerer i det rwandiske samfund. Fx fik vi hver gang – uden undtagelse – spørgsmålet: ”Kan man blive gravid af at bruge det samme håndklæde som en mand?”. Vi legede en fordomsleg med dem, hvor de kunne stille alle de spørgsmål, de ville, og så ville vi gøre vores bedste for at besvare dem. Det gav et rigtigt interessant indblik, og man kunne se og høre, at det gav noget til dem.

Kontraster, der udfordrer

En af de største og nok også sværeste kontraster var kontrasten mellem mit liv og deres liv. Jeg var på alder med de fleste af kvinderne i projektet, men vores liv ser vidt forskellige ud. Det var udfordrende at forholde sig til, men det er heldigvis den slags udfordringer, man lærer rigtig meget af. På vores ture ud i felten brugte vi hver gang tid på at spise sammen med kvinderne. At dele mad samler mennesker, og da vores prioritet var at skabe relationer til kvinderne, følte vi, at det var en god måde at gøre det på. Men da vi sad der og snakkede med dem og hørte om, hvor lidt de har, så skete der to ting i mig. For det første blev jeg helt vildt inspireret af dem – af flere grunde. Deres tro på, at livet bliver lettere, at Gud våger over dem og at de kan finde tryghed i ham, den er så stærk. Og det var meget inspirerende at se. Det var også så inspirerende at se, hvordan de fyldtes af taknemmelighed over et enkelt måltid mad.

Her ser I en af kvinderne i projektet, som er i gang med en energizer vi har lært dem. En energizer er en lille leg, hvor man får en pause fra en lang undervisning. Her går det ud på, at hun skal stille sig på en bænk foran alle de andre kvinder og springe ned, mens hun råber lige det hun har brug for. Kravet er, at alle de andre kvinder SKAL juble og klappe af hende. Det var en fantastisk leg at lege, da man så, hvordan de voksede, når så mange klappede og jublede af dem. De følte sig elsket lige der – og det har de ikke gjort længe.

Den anden ting, der skete i mig, var, at jeg fik lyst til at give dem et eller andet. Bare et eller andet så de kan give deres børn mad eller sende dem i skole, og det var der, det blev rigtig udfordrende. For jeg ved godt, det ikke er vejen frem, og det er ikke det, der er meningen med sådan et projekt – det skal jo være bæredygtigt. Så det nytter ikke noget bare at give dem penge, og det er heller ikke en hjælp på længere sigt. Men det var svært at sidde der og vide, at når jeg kom hjem fra den tur, så har jeg et fyldt køleskab, et fyldt spisekammer, et toilet der for det meste trækker ud, og jeg har nærmest også altid rindende vand. Og de har en lille hytte eller et lille værelse og ikke noget rindende vand eller noget mad.

Resultatet fra Tugumane-projektet

Men hvad er der så egentligt kommet ud af det her projekt? Udover at jeg personligt har lært helt vildt meget af ungdomslederudvekslingen, vil jeg også mene, at det har rykket rigtig meget i Rwanda. Kirken har taget rigtig godt imod problematikken og er overraskende åbne overfor at omfavne de unge kvinder. Et godt eksempel er fra et seminar Helene og jeg besøgte på vegne af Line og Rasmus Hylleberg. Det var på Timothy-projektet, som ikke har noget med Tugumane-projektet at gøre, at en af kirkens ledere spurgte: ”Jamen, hvad skal vi så gøre med de enlige mødre? Vi vil gerne hjælpe, men vi ved ikke hvordan.” Det viser mig, at de gerne vil gøre noget ved problemstillingen. Derudover har det også rykket udenfor kirken. Et team fra et af regeringens ministerier har flere gange været ude og besøge nogle af de kirker, hvor projektet foregår, fordi de gerne vil se, hvordan kirken griber problemet an. Også ved den nationale fejring af projektet var der både folk fra andre kirker, fra forskellige NGO’er og fra regeringen.

Alt det andet

Vores opgave som ungdomsledere var selvfølgelig primært at arbejde på Tugumane-projektet, men der var også plads til at lave andre ting i kirken. Vi fik fx lov til at undervise om underernæring og give dem gode råd i forhold til, hvordan de kan udnytte de madvarer, de har adgang til, bedst muligt. Vi var også en del af den lokale kirkes søndagsskole, hvor vi med de 100 børn en dag legede papirfly (af genbrugspapir selvfølgelig), hvilket var en fest! Vi fik også mulighed for at besøge to af de spejdergrupper, der blev etableret i et tidligere YEGO-projekt, hvilket var fedt, da både Helene og jeg er vilde med spejder. Dog blev vi lidt overrasket ved besøget hos den ene gruppe, da vi, efter næsten en times snak om alle de aktiviteter de lavede, og hvornår de havde møder, fandt ud af, at de ikke havde haft et spejdermøde siden 2014. Men det er Rwanda i en nøddeskal, og det blev til en sjov historie at fortælle.

Når jeg sidder her ved mit skrivebord og drømmer mig væk til Rwanda, fyldes jeg af taknemmelighed og glæde. Taknemmelig for at jeg har haft det fantastisk, mens jeg boede i Rwanda, og fyldt med glæde over, jeg har det fantastisk, hvor jeg bor lige nu.