Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Uddannelse skal være for alle

Uddannelse skal være for alle

Emmanuel er 16 år gammel. Han går i tredje klasse på Muremba-skolen i Rwanda, og så er han albino. Han kom i skole første gang, da han var otte år gammel, men stoppede igen, fordi han blev drillet, og fordi hans forældre havde brug for hjælp derhjemme. Derefter gik der en del år, men heldigvis begyndte han i skole igen for to år siden med hjælp fra projektet 'Uddannelse for alle'.

Spejderhjælpen

  • i uge 38 vil spejdere i hele landet samle penge ind til Spejderhjælpen
  • pengene går direkte videre til projektet i Rwanda
  • se mere på www.spejderhjaelpen.dk – her findes bl.a. aktivitetsmateriale, som kan bruges af spejdere eller andre
  • Følg også Spejderhjælpen på Facebook. Der kommer nyt i løbet af efteråret som optakt til spejderhjælpsugen.

Spejderhjælpen har siden 2016 haft et projekt i Rwanda kaldet ‘Uddannelse for alle’. Projektets formål er at hjælpe børn med handicap til at gå i skole og få en uddannelse på lige fod med andre børn i Rwanda. Projektet er et samarbejde mellem Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer. Projektet arbejder med at udvikle såkaldte ‘modelskoler’, som kan vise – helt konkret – hvordan man kan integrere børn med handicap i undervisningen, og hvordan man kan gøre skolerne rummelige for alle børn. Projektet skal sikre læring og sociale fællesskaber, der også omfatter børn med handicap.

Projektet er et samarbejde mellem Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer.

Emmanuel fortæller, at efter han er begyndt i skole igen, er det hele blevet meget bedre. De andre børn driller ham ikke længere, og han har mange gode venner i skolen. Faktisk er han også en af de bedste i sin klasse.

Med Spejderhjælpen i Rwanda

Mit navn er Axel Duebjerg Andersen. Jeg er 16 år gammel, og jeg er baptistspejder i Aalborg 1. I maj rejste jeg og tre andre unge spejdere med Spejderhjælpen til Rwanda, netop for at besøge projektet ‘Uddannelse for alle’. Vi så nogle af projektets modelskoler, og det, der på de enkelte skoler er blevet gjort, for at alle børn kan få en chance for at gå i skole og uddanne sig.

På mange af skolerne er der blevet lavet ramper og stier, så børn med kørestole kan komme omkring på skolen.

Bedre fysiske rammer

På mange af skolerne er der blevet lavet ramper og stier, så børn med kørestole kan komme omkring på skolen. Flere steder endda med tag over, så de også kan komme tørre frem og tilbage. Derudover er der også på de fleste af skolerne blevet lavet handicaptoiletter, så alle har en chance for at komme på toilettet i løbet af dagen. Endelig er tavlerne i klasselokalerne kommet længere ned mod gulvet, så man kan nå dem fra en kørestol.

Videreuddannelse af lærere

Udover alle de fysiske forbedringer på skolerne er lærere blevet uddannet i, hvordan de bedre kan integrere børn med fysiske og psykiske handicap i undervisningen. Nogle er fx blevet uddannet i tegnsprog og kan dermed undervise døve børn. Andre er blevet uddannet i, hvordan børn med psykiske lidelser opfører sig i forskellige situationer, og de har derfor bedre mulighed for at tilpasse undervisningen efter børnenes forskellige behov.

Det fedeste på turen

For mig var det vildt fedt at se, hvad projektet har gjort for rigtig mange børn. Jeg fik lov til at snakke med flere af dem og deres familier.
Den oplevelse, der ramte mig mest, var en eftermiddag, hvor vi var så heldige at få lov at besøge nogle af børnene derhjemme. Vi gik op og ned, gennem bjerge og dale, for at komme hjem til Theofilus, som har et fysisk handicap, og derfor har svært ved at gå langt – skulle man tro. Vi gik i rigtig lang tid. Det var varmt, og det var hårdt. Den vej går Theofilus hver eneste dag for at komme frem og tilbage til skole – og han har endda et handicap. Det, synes jeg, er mega sejt, og det var vildt fedt at se og opleve! 

Giv din mening til kende