Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Trossamfundsloven og religionsfrihed

Trossamfundsloven og religionsfrihed

Professor i religionsret ved Roskilde og Københavns universiteter Lisbet Christoffersen uddyber her de synspunkter, som hun er citeret for i baptist.dk 6, 2017, s. 32-33. På spørgsmålet: ’Hvordan vurderer du den nye Trossamfundslov? Havde du ventet andet – og i så fald: Hvad kunne du ønske?’, svarer hun:

Lisbet Christoffersen, professor i religionsret, Roskilde og Københavns Universiteter

Det er faktisk første gang, jeg udtaler mig om dette lovforslag. Jeg har ikke skrevet høringssvar, hverken til betænkningen eller til lovudkastet. Det skyldes nok, at jeg har en helt grundlæggende usikkerhed overfor den aktuelle tolkning af grundloven, en tolkning, alle andre ser ud til at være enige om. Samtidig har jeg i mit virke som professor i religionsret gennem snart mange år argumenteret for, at der burde ske en lovgivning, som indenfor grundlovens rammer fastlagde rettigheder og pligter for trossamfundene.

Jeg vil imidlertid understrege, at der er tale om et meget velformuleret og fagligt særdeles vel gennemarbejdet forslag. Samtidig tror jeg, at lovforslaget rammer ganske fint, rent politisk, ved at fastholde en skelnen mellem trossamfund uden for området for anerkendelse – anerkendelse af trossamfund – og så forholdet til øvrig lovgivning (skatteministeriet, undervisningsområdet mv).

Lovforslagets fordele

Der er tale om et meget velformuleret og fagligt særdeles vel gennemarbejdet forslag.

Den store fordel i lovforslaget er, at der lovfæstes krav om gennemsigtighed, klarhed og organisatorisk ansvarlighed som forudsætning for at modtage samfundets anerkendelse og få adgang til dels vielsesbemyndigelse og dels – efter yderligere krav – adgang til (indirekte) finansiel støtte. Det har jeg længe syntes var en nødvendighed. De indsamlings-etiske retningslinjer i ISOBRO har bestemt ledt os alle et godt skridt på vejen; mange trossamfund har af sig selv givet de nødvendige oplysninger på hjemmesider mv – nu kommer alle, der vil have samfundets stempel, med.

Afvejningen af kollektiv religionsfrihed overfor krav om ligebehandling af kvinder og mænd i trossamfundene – udenfor det direkte gejstlige embede – er en næsten uløselig konflikt. Jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den sag.

Grundlaget for lovgivning

Grunden til, at jeg ikke har sagt noget før nu, er at finde i lovforslagets indledende bestemmelser. Der er ikke nogen klar sondring mellem de rettigheder, trossamfund har efter grundloven, og de rettigheder, lovgivningsmagten giver til eller pligter man pålægger trossamfund. Det anføres i lovforslaget (pkt. 2.2.1.1.) at ”Lovgivningsmagten er således afskåret fra at begrænse eller forbyde gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, så længe der ikke foretages handlinger eller læres noget, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Men i næste sætning anføres, at ”… lovgivningsmagten er indrømmet en adgang til at fastsætte de rammer for religionsfriheden, som hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden tilsiger”.

I kirkeministerens fremsættelsestale er det præciseret, at formålet med lovforslaget er at ”samle og tydeliggøre” trossamfundenes rettigheder og pligter – men der er forskel på at samle og tydeliggøre. Forskellen ligger, når det tydeliggørende også er begrænsende. Heldigvis er det i de særlige bemærkninger til § 2 anført, at der er tale om en konstaterende bestemmelse. Og jeg tilføjer: konstatering af den religionsfrihed, borgerne allerede har efter grundloven.

Religionsfrihed er en af de helt få egentlige frihedsrettigheder.

Religionsfrihed er en af de helt få egentlige frihedsrettigheder. Grundideen i den type frihedsrettigheder er, at de er en grænse, ikke blot for administrationen, men også for lovgivningsmagten. I lovforslaget udtrykkes denne grænse med formuleringen, at ”Lovgivningsmagten må i den forbindelse antages at være overladt et vidt skøn”. Jeg er glad for, at de særlige bemærkninger tilføjer væsentlighedskriterier og proportionalitetsprincipper.

Så længe vi lever i et retssamfund

Teoretisk kunne man jo godt give sig til at opfinde problemer i disse formuleringer. Imidlertid, mig bekendt har alle trossamfund sagt ja til de formuleringer, der er lagt frem i og i tilknytning til de indledende bestemmelser, og som også er bakket op af det yderst sagkyndige udvalg bag betænkningen. Så længe vi lever i et retssamfund, er der vel heller ikke noget problem i retning af, at lovgivningsmagten kunne finde på at forbyde religionsudøvelse, der forfatningsretligt og international-retligt må og skal være lovlig. Så hvorfor skulle en professor i religionsret give sig til at opfinde teoretiske problemer, der øjensynligt ikke findes i den virkelige verden?