Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Tillid til Gud

Tillid til Gud

Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje,
i varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag![1]

Mange af os er vokset op med den godnat-sang i forbindelse med aftenbønnen, når vi blev lagt i seng. Hjemme hos os sang vi altid ’Jesu lille lam jeg er’, men jeg kan huske, at hos en af mine bedste, ældste venner, sang de altid dén sang.

Der er noget over den sang

Det synes jeg faktisk stadig. Måske er det bare barndomsminder, men den lærte mig at have tillid til Gud. Det er en bøn. Man lægger sit liv i Guds hænder, og beder Gud om at beskytte det fra synd og sorg og fare og – sidst men ikke mindst – at han må lede min fod, som han gjorde det i dag. Tænk, at det kunne siges med tre rim på et sprog, børn forstår! Og med en melodi, som får både store og små til at falde til ro. Ikke dårligt i 1813!

Gud og det onde

Men hvad så, når Gud ikke svarer på den bøn, som vi ønsker det? Når vi selv eller vores nærmeste ikke bliver bevaret fra synd, sorg eller fare? Når nogen har handlet utilgiveligt, når vi mister en af vores nærmeste, eller der opstår fare omkring os, og vi måske tager skade af det? Hvad så? Det passer ikke ind i den godnat-sangs fredelige, simple logik. At vi bliver irriterede er at sige det for mildt – vi bliver vrede på Gud. Og med rette. Vi forstår det ikke. Det er dybt uretfærdigt! Og hvordan kan en god Gud være til med så meget ondskab i verden? Det er ikke til at forstå.

Godhed og håb på trods

Den almægtige Gud – der skabte alt, og så, det var godt – så også din situation med al dens smerte og brudthed, og Gud så, at det var godt. Der er stadig godhed, selvom alt håb synes tabt. Der er stadig håb, og der er stadig grund til at have tillid til Gud, selvom du er vred på ham. Det er okay. – Små 200 år senere skrev Hanne Vinsten den moderne landeplage ‘Han er tillid værdig’[2]. Jeg vil slutte med et uddrag af den stærke lovsang, der giver ekko af den gamle aftensalme.

Jeg vil ære Gud på trods af det, der sker.
Alt forandrer sig, men han er stadig her.
I hans stærke hånd betror jeg den, jeg er.
Hører du det, min sjæl?
Han er tillid værdig.


[1] Peter Foersom, 1813.
[2] Hanne Vinsten, 2011: ‘Troværdige og sande ord’

Giv din mening til kende