Luthers 95 teser udgjorde en kritisk kommentar til kirkens liv og teologi. Enhedskirken i Vesteuropa blev splittet på kritikken og delt i fire hovedstrømninger: Den katolske, den lutherske, den reformerte og anabaptisterne. En anden konsekvens var 30-års krigen. Det er 500 år siden, og det er stadig ikke lykkedes at klinke skårene. Er det værd at fejre?
Måske ikke at fejre, men der er god grund til at fastholde bevidstheden om reformationens betydning, for den præger i dag alle kirker. Den blev skelsættende for kirkens liv. De protestantiske kirker blev etableret med reformationen som forudsætning, og den katolske kirke gennemførte en gennemgribende fornyelse. Konklusionen er, at reformationen bar frugt – også god frugt.
Rettidig omhu
Luthers ærinde var ikke en splittelse af kirken, men et ønske om, at kirken skulle vende sig til Bibelen og på den baggrund tage sin teologi og trospraksis op til revision. Havde kirken reageret positivt på reformatorernes synspunkter fremfor at afvise dem totalt, var kirkens opsplitning – og ikke mindst 30 års krig – måske blevet undgået.
Mod til uenighed
”Der er nogen, der skal dø først”, lyder det undertiden, når vi privat taler om udvikling. Det er ikke holdbart. Ingen organisation – heller ikke en menighed – kan udvikle sig, hvis muligheder parkeres på ubestemt tid, fordi man ikke har mod til samtalen om uenighed.
500-året for reformationen er en påmindelse til enhver menighed og kirke om, at det er vigtigt at tage kritik alvorligt. Ingen nok så kærlig kritik har ret i alt, men al seriøs kritik rummer en kerne, der er berettiget og må føre til revision af praksis og teologi.
Giv din mening til kende