Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Nærvær får man ikke på en iPad

Nærvær får man ikke på en iPad

De sociale medier er kommet for at blive. Vi kan ikke undgå, at vores børn bliver optaget af dem, så hvordan forholder vi os som forældre bedst muligt til det? Familievejleder Lola Jensen deler her sine tanker og bekymringer om netop det emne.

Lola Jensen
Uddannet socialpædagog
Har tre børn og fem børnebørn
Har arbejdet som familievejleder i 30 år

Hvordan forholder vi os som forældre til vores børn og deres brug af sociale medier?

Når man taler med forældre i dag, så er de på tankeplanet generelt rigtig, rigtig gode. Men når det kommer til handlingen, halter det tit lidt efter. Dagen kan have været lang og jobbet hårdt, og elektronikken kan være en rigtig nem løsning, der kan skabe umiddelbar ro. Så handlingen stemmer ikke overens med de gode tanker.

Så det handler om at følge det, vi siger?

Ja, eller at følge op på den holdning, vi har, for den er faktisk rigtig god. De fleste forældre kan jo godt mærke, når de kigger hen på deres børn, at de måske ikke skulle sige ja til iPad’en igen. Så det er simpelthen noget med at mærke efter. Det gælder jo også på alle mulige andre områder: Sundhed, slik, motion, rengøring. Man får så meget ro, når man følger sine tanker, og handlingen passer til. Det kan godt betale sig.

Kan man sætte en grænse for, hvor meget børn må bruge på de sociale medier?

Det, man skal være opmærksom på, er, at det ikke er teknikken som sådan, der er problemet. Det er det, at den stjæler barndommen. Hvis du fx ved, at du har morgenstunden, inden du tager afsted med dit barn, til at få givet den grunddannelse, oprydning i deres tanker, forberedelse på det, der skal ske – hele værdidannelsen, praktiske kompetencer osv. – og du lader noget af den tid gå fra til teknik, så har du jo haft mindre tid til de opgaver. Den øvelse, man laver med sine børn, når de er små, slår altså igennem, når de bliver teenagere. Hvis man har sovet i timen, kan man godt ende med en teenager, der bare sidder der og har fået en afhængighed.
Børn under to år, synes jeg, skal overhovedet ikke sidde med elektronik. Fra toårs-alderen kan man måske se en tegnefilm en halv times tid om dagen. Og stod det til mig, var den halve time kun på fjernsynet, indtil de er omkring seks år, for du har en meget bedre kontakt med dit barn, hvis det ser noget på den store skærm på væggen, end hvis det er bøjet over iPad’en.

Det er ikke teknikken som sådan, der er problemet. Det er det, at den stjæler barndommen.

Hvad så, når børnene bliver ældre og får profiler på de sociale medier?

For det første skal man være bevidst om, hvornår man giver sine børn den første telefon, der kan gå på internettet. Jo tidligere de får den, jo sværere bliver det at styre. Jeg synes, den bedste vej er, at man i forældrerådet i skolen forsøger at lave en fælles ramme for, hvilke spil børnene må spille, hvornår de må få første telefon osv. Og så er der en grund til, at Facebooks aldersgrænse er 13 år.

Må man holde øje med sine børns sociale profiler?

Man må gerne interessere sig ved at komme lidt tilfældigt forbi og være nysgerrig på at få noget viden. Hvis vi virker kontrollerende, så viser vi mistillid. Og det er meget teenage-typisk, hvis man oplever mistillid fra sine forældre at gøre det, som forældrene alligevel tror, man gør. Man må ikke lure som forældre, men man skal også passe på sine børn. Vis dem nysgerrighed og tillid.

Hvad gør det ved vores børn, at de altid er online og tilgængelige?

Teenagerne bliver i særdeleshed ramt. Man kan ikke blive glad i dag, man kan ikke leve op til det, man forventer, livet skal bringe, hvis man skal være kæreste med en fra One Direction, ligne en fotomodel, være med i X Factor osv. Og hvis du ikke kan det – hvis du ikke har den der 15-minutters narcissistiske berømmelse på den ene eller anden måde – så er du ikke noget værd. Det er smadder uhyggeligt. Det er frit fald. Og så er det farligt, at det skrevne er meget nemmere at misforstå, end det man siger mundtligt.

Ja, og så er der likes! Det er jo en meget konkret anerkendelse, som man kan stræbe efter.

Ja, nemlig. Man skal hele tiden hen og kontrollere – og hvorfor fik noget kun 5 likes, når man havde gjort sig så umage? Og så fortæller man ikke, når man har det svært.

Den måde, hvorpå vi som forældre iscenesætter os selv på de sociale medier – det smitter vel også af på vores børn?

Ja, i høj grad! Forældre poster, når deres børn har fået et 12-tal, men ikke hvis det er et 10-tal. Så nogen børn kan føle, at et 10-tal ikke er ligeså værdifuldt som et 12-tal. Eller den søskende, som ved sin allerbedste flid hver dag fik et 4-tal – dét er jo et fantastisk flot 4-tal – men det bliver bare ikke lagt på Facebook, og det er et signal til barnet, som du kan tro, det lægger mærke til.

Men hvad så – er der noget som helst godt at hente på de sociale medier?

Jeg prøver virkelig at holde øje med de gode ting også, og jeg synes, at de børn, som livet har givet en særlig udfordring, kan have stor gavn af medierne. Både i forhold til at søge informationer om en given sygdom og kontakt gennem foreninger osv. Og generelt til at skabe kontakt til andre mennesker – fx sms’er om legeaftaler på legepladsen. Og selvfølgelig til børn, der fx har svært ved at læse. I sådan nogle forhold er det brugbart. Men der er ingen videnskab, der beviser, at man lærer bedre på en iPad. Tværtimod. Hele 3D-dimensionen går tabt ved skærmen, og man lærer altså meget af at se, hvordan de ord, man bruger, påvirker andre mennesker.

Det bliver bare ikke lagt på Facebook, og det er et signal til barnet, som du kan tro, det lægger mærke til.

Er det så sværere at være barn og ung i dag?

Ja, det synes jeg. Det var lettere før, fordi valgene var færre. Du valgte at gøre, som din familie havde gjort før. I dag har du så mange valg, at de unge er bange for at vælge forkert. Tænk nu, hvis jeg tager et forkert valg eller laver en fejldisposition? Tænk, hvis jeg vælger en forkert kæreste? En forkert uddannelse!

For ikke at tale om dokumentationskravet! Alt bliver lagt op på de sociale medier.

Ja, selv når barnet har kastet op. Og så bevidstheden om, at man skal tage billeder hele tiden. Inden for det sidste års tid eller to, synes jeg, det er blevet værre. Telefonen er alle steder, og alt skal dokumenteres. I stedet for at vi bare er til stede, dér hvor vi er. Fællesskab kan ikke have den samme kvalitet og nærvær på en iPad, som ægte samvær med andre mennesker kan tilbyde.