Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Når den fremmede bliver familie

Når den fremmede bliver familie

”Vil I være min mor og far?” Det spørgsmål har Else Marie og Tage Nielsen fra Pandrup svaret på flere gange, end de kan tælle, og de har altid svaret: ”Ja!” Spørgsmålet bliver stillet af mennesker, som er flygtet – væk fra det kendte, som ikke længere er trygt. Else Marie og Tage fortæller om, hvordan det at tage sig af de fremmede har udvidet deres familie.

Hvordan begyndte det at have et særligt øje for flygtninge for jer?

”Det er vel 20 år siden.” Else Marie kigger over på Tage, som nikker. ”Tage arbejdede i en tømmerhandel i Åbybro, og en chauffør var med i arbejdet med de flygtninge, som kom til på det tidspunkt.” Else Marie fortsætter: ”Vi kom med i Åbybrokredsen, som nu er en del af Jammerbugtens Tværkulturelle Venskabsforening, hvor jeg er formand på 8. år. Jeg oplevede meget tydeligt, at vi var og er nødt til at sørge for de fremmede. Jeg hørte Jesus’ stemme sige: ‘Jeg var fremmed, og I tog imod mig.’ Men så hørte jeg også: ‘Jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig.’[1] Da tænkte jeg: ‘Det skal jeg i hvert fald ikke høre.’ Siden da har vi hjulpet med det, som vi kunne.”

De fleste vil så gerne have kontakt med danskere.

Hvordan hjælper I flygtningene?

”Først og fremmest vil vi gerne forkynde det kristne budskab og vise dem Guds kærlighed i praksis.
Vi har fx lige fået syv-otte sække med tøj, sengetøj og andet, som vi skal til at sortere. Det er os, der gør det. De andre i Venskabsforeningen og kirken hjælper med at komme med det og med at dele ud, og de siger til, hvis nogen mangler noget. Vi hjælpes ad.” Det er tydeligt, at fællesskabet omkring arbejdet betyder meget for Else Marie og Tage.

”Det er oftest igennem Jammerbugtens Tværkulturelle Venskabsforening, at vi får den første kontakt”, forklarer Else Marie. ”Vi oplever, at jo før vi får kontakt til dem, jo bedre bliver de integrerede. De fleste vil så gerne have kontakt med danskere. De kommer ikke bare for at udnytte systemet. De vil gerne være en del af det danske samfund. Vi har ikke oplevet problemer med nogen af flygtningene, og vi har snakket om, at det er, fordi vi får kontakt til dem så tidligt.”

En kasse med hjertevarme

”Der kan også godt være nogen, der slet ikke ønsker at have kontakt til frivillige. De bliver spurgt, når de kommer, om de har lyst. Hvis de vil, så kommer der nogen frivillige ud og besøger dem. Når vi skal ud til dem, tager vi en kasse med nogle kopper og tallerkener og sådan noget med. De får ikke så meget af kommunen, så de fleste vil rigtig gerne have det.” Det lyser ud af de to, at hjertevarme og praktisk hjælp går hånd i hånd her hos dem. ”De frivillige er fordelt i lokale grupper. Her i Pandrup er vi flest, men i Aabybro er der også nogen frivillige og et åbent hjem – ligesom her – hvor flygtningene kan få lov at komme. I Brovst kan vi ikke finde nogen frivillige, men der er Baptistkirken rigtig god til at tage sig af dem, der kommer til.” Stoltheden over hjemstavnens villighed til at hjælpe er slet skjult.

 Er jeres hjem et sted, hvor man bare kan komme dumpende?

”Ja!” Svaret kommer uden tøven. ”Der er mange, som ringer og siger: ‘Er du hjemme, mor?’ Så kommer de forbi. Tage hjælper med at lappe cykler og sådan noget.”

Hvor mange er du mor til, Else Marie?

”Åh, det er mange!” Tage og Else Marie ler. ”Både kristne og muslimer. Der er en familie, hvor vi simpelthen er blevet mormor og morfar. Tage og jeg siger til hinanden: ‘Hvis vi ikke vil være sammen med dem, hvordan skal vi så kunne fortælle dem om Jesus? Vi må først vise dem Guds kærlighed. Så kan vi snakke sammen.’ Vi beder sammen, hvis der er problemer. Så snakker vi om, at vi alle beder til Gud. Vi kan godt blive enige om, at de beder til ‘Allah’, og vi beder til ‘Vor Himmelske Far’. Men det bedste ved at være med i arbejdet er, når nogen begynder at komme i kirken og bliver døbt. Menigheden tager rigtig godt imod dem. Det har vi oplevet flere gange.”

Vi ville holde internationale gudstjenester for flygtninge.

Tro, der bygger bro

”’Fællesskab på tværs’ var en idé, vi fik i Baptistkirken i Pandrup for ca. 10 år siden. Vi ville holde internationale gudstjenester for flygtninge. Vi er en gruppe på 10-12 personer, som planlægger det. Lige nu er der tre med, som har flygtningebaggrund.” Else Marie stopper op og ser tænksom ud: ”Man kan ikke rigtig sige, at de er flygtninge længere, når de har boet her så længe. Men de kom her til som flygtninge.” Hun smiler, og jeg er sikker på, at hun ser de ansigter for sig, som hun ikke længere tænker på som flygtninge, men som venner. ”Det er den stabile gruppe, som står bag og er sammen om at lave programmet. Da vi begyndte, kom der omkring 100 hver gang. Nu er der sådan en stabil flok på 40-50 stykker.”

Da han kom ind i bilen, spurgte han, om vi ville være hans mor og far.

Har I oplevet noget, som betyder særligt meget for jer?

”Ja, det har vi selvfølgelig.” Tage ser på Else Marie og nikker. ”Vi har en søn fra Iran.” Stemmen er fuld af omsorg. ”Han var ensom, så jeg hentede ham en dag på skolen. Da han kom ind i bilen, spurgte han, om vi ville være hans mor og far. Det har vi været siden.” Smilene er meget store. ”Ham fik vi lov at bede til frelse med, og han er senere blevet døbt i vores kirke. Han er den helt særlige gave, vores familie har fået.”


[1]    Se Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46