Hans Raun Iversen
Lektor ved Københavns Universitet, Teologi
Aktuel forskning:
- grundforskning som baggrund for ny lærebog i Praktisk teologi
- det folkekirkelige i folkekirken – dansk kirkesyns-historie
- afrikansk kristendom – folkelighed, menighedsliv og mission i Tanzania
Paulus siger ikke, at troen springer automatisk ud af prædikenen. Det modsiges af såvel Paulus’ som enhver senere kirkes erfaring. Han siger heller ikke, at det alene er prædikenen, der kan åbne vejen til tro, som det ofte er hævdet i luthersk teologi. Paulus ved udmærket, at den kristne tros mulighed kan fremmes såvel ved handling og holdning som ved forkyndelse[2]. Kristne er enten med- eller modarbejdere på troens mulighed – de udsender enten en god eller en dårlig ‘duft’ af budskabet om Kristus[3]. Budskabet forkynder ikke sig selv, det kræver både en afsender og en tolkningshorisont.
Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde.
Troværdig præsentation
Paulus siger[4], at troen forudsætter, at Kristusvidnesbyrdet er blevet præsenteret for mennesker – og det på en troværdig måde. Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde. Den kristne tro kan ikke leve, hvis den ikke gøres troværdigt gældende. Den kan ikke gøres troværdigt gældende, hvis der ikke er mennesker, for hvem troen er gældende på en måde, så det er umagen værd for dem – og måske endda en glædelig nødvendighed – at præsentere Kristustroen for andre mennesker. Og det forudsætter igen, at den kristne, der skal præsentere kristendommen, synes, at andre mennesker er gode nok til at få fortalt det gode budskab.
Vidner til livet
Alle gode ord kan misbruges, fx kan ‘vidnesbyrd’ bruges i et rigidt skudsmålssystem eller om en ubærlig selvudkrængning. Men grundlæggende betyder det blot at bevidne noget vigtigt om en anden. Da Plinius den Yngre[5] mistede en god ven, skrev han: ’Jeg har mistet vidnet til mit liv … jeg er bange for, at jeg fra nu af vil komme til at leve mere skødesløst’. Det er elementært, at vi har brug for vidner til vore liv – et eller flere mennesker, som også når vi ikke selv er til stede kan bevidne, hvem vi er. Det er det – hverken mere eller mindre – Kristusvidnesbyrdet handler om: At bevidne, hvem Jesus Kristus er. Det er et udtryk for Jesus Kristus’ dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner om sit liv.
Det er et udtryk for Jesus Kristus’ dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner om sit liv.
At gøre kristendommen gældende
Det centrale spørgsmål for kristen mission er, om kristendommen gøres gældende. Hvad det vil sige at gøre kristendommen gældende, kan udtrykkes på mange måde: At præsentere og repræsentere kristendommen blandt mennesker. Således Viggo Mortensen. Eller mere fokuseret: At gøre Jesus Kristus kendt, troet [og efterlevet], så vidt det nu står til mennesker at gøre det. Således Danmission 2003. At skabe mulighed for, at Jesus Kristus kan bo ved troen i menneskers hjerter. Således Efeserbrevet[6]. Eller sagt mere pompøst og samtidig mere uforpligtende: At forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser. Således i flere nyere folkekirkelige betænkninger.
At ’gå imellem’
I dansk sammenhæng er der vanskeligheder ved den internationale brug af ordet mission, som ofte knyttes sammen med bedreviden, imperialisme eller anmassende adfærd, når det anvendes om kirkens arbejde i Danmark. Det er ekstra ærgerligt, da ordet mission ikke har nogen direkte brug i Det Nye Testamente (NT), selv om sagen selvfølgelig i høj grad er til stede.
Det samlende græske ord i NT for det, vi i kirken i dag kalder mission, er diakonia. Det forekommer 100 gange i forskellige sammenhænge. Diakonia betyder at gå-imellem og således at være sendt af én, nemlig af Gud, for at gøre Guds gerning over for en anden, nemlig medmennesket. Derfor bruges diakonia i NT om enhver form for kristen tjeneste, altså nogenlunde på samme måde som mission bruges i kirken i dag.
Paulus skriver:
Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for ’enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses’. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: ’Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!’ Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: ’Herre, hvem troede på det, de hørte af os?’. Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.
Romerbrevet kap. 10, vers 12-17
Den afgørende sendelse eller mission er altid Guds.
Da diakoni i daglig kirkelig tale i dag bruges om ‘kirkeligt socialt arbejde’, kan diakonia dog vanskeligt samtidig bruges om hele bredden i kristne menneskers tjeneste. Derimod kan man tale om ‘den kristne mission’ eller ‘kirkens mission’ som et inklusivt og omfattende begreb i dag. Den afgørende sendelse eller mission er altid Guds, men kristne og kirker kan slutte sig til og søge at arbejde med på Guds mission.
At være i mission er at være døbt og sendt som en ‘go-between’[7], der skal gøre Guds gerning blandt mennesker. Diakonia er NT’s samlende ord om enhver tjeneste i Guds navn. Kristus er én, men diakonia’erne er mange.
[1] Se Romerbrevet kap. 9-11; især kap. 10, vers 12-17 i tekstboksen
[2] Se fx Romerbrevet kap. 15, vers 18-19
[3] 2. Korintherbrev kap. 2, vers 14-16
[4] Romerbrevet kap. 10, vers 17
[5] Romersk politiker og forfatter, født år 61
[6] Efeserbrevet kap. 3, vers 17
[7] Oversat: En, der går imellem
Giv din mening til kende