Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Martyr-fortællinger – og kristne reflekser

Lederkonference 2017

Martyr-fortællinger – og kristne reflekser

Kirken og kristne er i en konkurrencesituation i samfundet. Der er mange, der kæmper om opmærksomheden, og som vil 'gøre disciple'. I den konkurrencesituation kan vi hente inspiration i den anabaptistiske tradition. De fortæller historier.

Anabaptisterne har en narrativ tradition, dvs. at væsentlig indsigt ikke formidles gennem dogmer og regler, men gennem fortællinger med relevans for nutiden. Det drejer sig først og fremmest om de bibelhistoriske fortællinger, men også martyrernes livshistorier og de nutidige historier, de aktuelle vidnesbyrd er væsentlige. Det skal fortælles, ikke fordi det skete engang, men fordi det, der engang skete, kan gøre os klogere på den virkelighed, vi står midt i. Det er historiske beretninger, der skal få os til at reflektere over troen generelt og vores egen tro specielt.

To anabaptist-historier

Stuart Murray fortalte på BaptistKirkens lederkonference i 2017 to historier, der illustrerer troens indflydelse på den troende.

Dirk Willems var en hollandsk anabaptist, der levede i 1500-tallet. Han lod sig døbe og lod dåbshandlinger udføre i sit hjem. Det var imod både den katolske, calvinske og den lutherske opfattelse af dåben som barnedåb. Derfor blev han arresteret. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet. Under flugten kom han til en sø, der var dækket af tynd is. Han havde tabt sig i løbet af sit fængselsophold, så han kom sikkert over på den anden side. En fængselsbetjent satte efter ham ud over søen, men han var mere korpulent, så isen brast under ham, og han råbte på hjælp. Dirk Willems stoppede op, vendte om og hjalp betjenten op af vandet. De øvrige betjente kom til, og de insisterede på arrestation af Dirk Willems, der blev brændt som kætter den 16. maj 1569.

Spørgsmålet er: Hvad fik Dirk Willems til at stoppe op og redde sin forfølger?

Svaret er at finde i anabaptisternes brug af bjergprædikenen[1], hvor Jesus bl.a. taler om fjendekærlighed. De læste den og prædikede meget ofte over den som rettesnor for et kristent menneskes liv.

Men det er mere interessant, hvordan vi reagerer, når vi ikke har tid til at tænke.

Vores principper og vores gennemtænkte tro er ikke uvæsentlige, men det er mere interessant, hvordan vi reagerer, når vi ikke har tid til at tænke. Vores kristne reflekser så at sige. Historierne besidder en magt over os. Derfor må vi spørge os selv: Hvilke historier fortæller vi, og hvilke reflekser fremmer og nærer vores menighed?

Skoleskyderi i et Amish-samfund[2]

En ung mand trængte ind i skolen og begyndte at skyde. Han dræbte en pige, sårede adskillige andre og skød derefter sig selv.

Amish-samfundet reagerede med chok og meget hurtigt derefter med at udtrykke tilgivelse. Reaktionen var så markant, at den af pressen blev betegnet som falsk.

Amish-samfundets medlemmer gik på kondolencebesøg hos drabsmandens mor og vedblev at bygge relationer til drabsmandens familie. Drabsmandens mor er nu – mange år efter – i tæt kontakt med amish-samfundet. Hun kommer ofte på besøg og sidder hos en pige, der blev invalideret i skoleskyderiet.

Årsagen til Amish-samfundets hurtige og dybt mente reaktion med tilgivelse er formentlig at finde i det forhold, at medlemmerne meget ofte beder Fadervor. Her lyder en af bønnerne som bekendt: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.[3]

Det ser ud til, at den bøn er blevet en integreret del af deres liv.

Henvisning til relaterede artikler:

Den nærmeste familie?

Fokus på fællesskabet

Værdier, vi vil bygge på

Kulturen efter kristendommen

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/


[1]   Matthæus-evangeliet kap. 5 – 7

[2]   Amerikansk bevægelse med rødder i den europæiske anabaptisme. De lever efter ‘the Ordnung’ og afviser moderne teknologi.

[3]   Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 9 – 13