Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Kom, lad os glæde os...

Kom, lad os glæde os...

Familien Hylleberg: Line, Rasmus, Emil, Anna og Andreas, har boet 2½ år i Rwanda og flyttede tilbage til Danmark for et halvt år siden. Spørgsmålet er, hvilke værdier de har taget med hjem.

Det er en kliché, men der er meget at være taknemlig over i Danmark, når man kommer fra en hverdag i Rwanda og Burundi, som begge er blandt verdens fattigste lande. Rindende vand i hanen, butikker fulde af dejlig mad, fri adgang til skole og læge, forsikringer, så økonomien ikke ligger i ruiner, hvis vi rammes af et uheld. Og meget andet af både stort og småt.

Vi har også fået en større forståelse for, hvor fantastisk det er at komme fra et land, hvor der er stor gensidig tillid mellem mennesker.

Alligevel var noget af det første, som slog os, da vi kom hjem, at vi danskere er meget hurtige til at kritisere. I de første måneder slukkede vi hurtigt for nyhederne, fordi indgangsvinklen på et indslag ofte var ‘Kom, lad os brokke os’. Omvendt er det selvfølgelig positivt, at vi opdrages til at tænke kritisk i Danmark, fordi det driver udviklingen. Rwanda er et meget hierarkisk samfund, hvor man er vant til at rette ind og hellere stiller et spørgsmål for lidt end ét for meget.

Livsmuligheder

I Rwanda blev vi og vores børn konstant mindet om alt det, vi tager for givet i Danmark, og at vi glemmer at værdsætte det. Det gjorde fx et stort indtryk på vores børn, at vores hushjælp, Adolphe, hele sin barndom havde drømt om at få lov at gå i skole. Han var vokset op som gadedreng uden uddannelse, men var en utrolig glad og dygtig ung mand i 20’erne, som boede hos os og blev til vores udvidede familiemedlem.

Begge Adolphes forældre var blevet dræbt, da han var 3-4 år gammel, og han havde ingen steder at være, da vi mødte ham. Vores børn fik pludselig et andet perspektiv på det at gå i skole og på mange andre ting ved at høre om Adolphes liv – en person de kunne relatere til og lærte at kende som et menneske som dem selv med samme drømme og ønsker, men med helt andre livsmuligheder. Taknemligheden over at være fra et land, hvor der er gratis skolegang, holder heldigvis endnu, selvom det ikke er videre tillokkende at køre afsted på deres cykler om morgenen i de her kolde og mørke måneder.

Vi har også fået en større forståelse for, hvor fantastisk det er at komme fra et land, hvor der er stor gensidig tillid mellem mennesker. Vi har nok aldrig helt forstået, hvad det betyder, men det bliver meget synligt, når man bevæger sig i samfund, hvor manglende tillid, løgne og fortielser er rammen for alt samvær med andre mennesker. Ikke fordi folk ønsker at lyve eller snyde, men når man er vokset op i et konfliktsamfund, er det prisen for at overleve og undgå at vække opmærksomhed.

Rwanda er et meget hierarkisk samfund, hvor man er vant til at rette ind og hellere stiller et spørgsmål for lidt end ét for meget.

Retssamfundets betydning

Det blev også meget nærværende for os, hvad retssamfundet betyder. To oplevelser satte sig særlige spor. Første gang var, da vi meldte et tyveri til politiet. To håndværkere havde været i vores hus, og en computer var forsvundet. Vi vidste, hvem det var, men kunne ikke bevise det. Da han ikke ville indrømme det, røg de begge i fængsel. Her sad de tre uger, indtil politiet droppede sagen. Vi havde det rigtig dårligt med, at vores anmeldelse havde fået sendt en uskyldig i fængsel, som ikke kunne arbejde og forsørge sin familie i de uger.

Anden gang forsvandt en af vores medarbejdere, en anden ung fyr, der også boede hos os. Vi fandt ud af, at han var taget af politiet, og Rasmus blev på kafkasks vis sendt rundt til fire fængsler for at hente ham. Uden held. Hver gang viste han sig at være et andet sted. En tur til politidirektøren hjalp en smule. Beskeden var, at han måske kom tilbage, måske ikke. Det viste sig, at han var taget af efterretningstjenesten – og han kom heldigvis retur i god behold efter tre døgn uden forklaring, uden en undskyldning og selvfølgelig uden nogen form for kompensation for ulovlig tilbageholdelse.

Hverdagsdramatikken herhjemme er også noget anderledes. En af de første ting, vi vågnede op til en fredelig morgen, var en stort opsat forside i lokalavisen ’Kat skudt i villakvarter’. Og vi tænkte selvfølgelig, at det da var heldigt, at det ikke var fire unge mennesker, som var blevet skudt for at kræve frihed og retfærdighed, sådan som vi havde oplevet det i Burundi.

Hverdagen sniger sig ind

Vi har fået en større bevidsthed om, at vi er utroligt privilegerede ved at være født i et af verdens bedste velfærdssamfund. Vi vil prøve at anstrenge os for at minde os selv om det, selvom vi også mærker, at hverdagen sniger sig ind på os og bliver – netop en hverdag, som vi let tager for givet.

Det gjorde fx et stort indtryk på vores børn, at vores hushjælp, Adolphe, hele sin barndom havde drømt om at få lov at gå i skole.

Det tog os dog en del indkøbsture, før vi holdt op med at begejstres over, at vi kunne købe flødeboller. Hver dag! Vi havde vænnet os til, at det ikke gav mening at skrive en indkøbsliste. Vi købte det, som fandtes i supermarkedet netop den dag. Det var befriende enkelt at være i et samfund uden daglige reklame-fristelser. En sjov lille illustration på forandringen er, at Emil ønskede sig M&Ms i fødselsdagsgave, da han fyldte 12 år. Da han fyldte 13 her i efteråret, så ønskesedlen helt anderledes ud.

Vi forsøger at holde hinanden fast på, at vi ikke skal falde for fristelserne, nu hvor vi er hjemme igen. Men det er altså meget nemmere, når man omgås venner og kolleger i Rwanda, som ikke har noget, man selv drømmer om, end når forbrugsgoderne fryder øjet næsten lige meget, hvor man vender sig hen. Vi tænker stadig ofte på en af vores gode kolleger, som blot brændende ønskede sig et køleskab …

Et andet tempo

Vi nød vores hverdag i Rwanda af mange forskellige årsager. En helt oplagt var selvfølgelig, at vi delte arbejdsopgaver og oplevede, at kirkens projekter gjorde en stor forskel. Det er let at være glad for at gå på arbejde, når man oplever en dyb taknemlighed fra alle og fx kan spille en konkret, afgørende rolle for et helt landsbysamfund. En anden vigtig faktor var, at vi levede i et roligere tempo, som især skyldtes, at vi havde hjælp til rengøring, tøjvask og madlavning. Det gav et stort overskud i hverdagen og megen fri tid, som vi som forældre ikke er vant til i Danmark.

I de første måneder slukkede vi hurtigt for nyhederne, fordi indgangsvinklen på et indslag ofte var ‘Kom, lad os brokke os’.

Derfor forsøger vi at holde fast i at leve i et roligere tempo. Det virker umiddelbart svært. Hamsterhjulet suger os danskere ind med fuldtidsjob, madlavning, tøjvask og alle mulige andre gøremål, som har det med langsomt at sætte sig på hverdagen og gøre den ’stresset’. Tolerancen falder, der råbes måske lidt ekstra af ungerne, og tålmodigheden med medtrafikanterne falder alt for hurtigt. Så vi kan desværre ikke påstå, at vi er blevet bedre mennesker. Men vi har fået nogle oplevelser i Rwanda og Burundi, som vi håber altid vil være nærværende og hjælpe med at ruske op i os, når vi igen begynder at brokke os, eller begynder at lade os friste af nyt spisebord, fjernsyn og køkken, selvom det, vi allerede har, intet fejler.