Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Jeg er meget taknemlig for minderne

Jeg er meget taknemlig for minderne

I 2009 blev Lis Bendt enke efter et langt ægteskab med Preben. De havde kendt hinanden siden de helt unge år, men det var alligevel for tidligt.

”Vi blev kærester på et førerstævne, men kendte hinanden fra Kristuskirken”, fortæller Lis. ”Vi blev gift, da vi var 20 og 21 år. Vi var gået på efterløn og var seks år forinden flyttet ind i et lille rækkehus – her skulle vi blive gamle og nyde vores alderdom tæt på vores børn, børnebørn, menighed og gode venner. Desværre nåede Preben kun at være på efterløn et enkelt år, før han døde.

Preben Bendt

Preben havde haft det skidt et par dage. Vores egen læge kunne ikke finde noget, og det endte med, at han i forbindelse med en kontrol på hospitalet blev tilset på akutmodtagelsen. Han var selv kørt derud, for vi regnede jo ikke med, at det var noget alvorligt. Preben ringede til mig et par gange i løbet af dagen, og da telefonen ringede tredje gang, regnede jeg med, at det igen var Preben, der ville fortælle, at han nu enten var indlagt eller på vej hjem.
Men det var det ikke. Det var en læge, der fortalte, at Preben var død. Jeg troede simpelthen ikke på det, da han sagde det, og det blev ved med at være meget uvirkeligt, selv da jeg sammen med mine børn og børnebørn var på hospitalet for at se ham. Selvom det efterhånden er ni år siden, står den telefonsamtale med lægen stadig meget tydeligt i min hukommelse”.

De næste uger var alt kaos i mit indre

”Jeg gik rundt som i en osteklokke – alting omkring mig fortsatte, og jeg fungerede også med alle de praktiske opgaver, man bare løser. Men jeg kunne slet ikke begribe det.
Mange af os frygter et langt sygeleje, og på mange måder er det jo ’ønskedøden’ bare at falde om. Men for dem, der står tilbage, er det rigtig hårdt, for vi nåede jo slet ikke at sige farvel.

Da jeg var ung drømte jeg kun om at blive lykkelig, og det føler jeg, at jeg har været.

Familie og venner omkring mig var også meget chokerede og kede af det – og opmærksomheden var næsten overvældende med masser af blomster, og det var faktisk lidt svært. Det er selvfølgelig dejligt, at der var så mange andre, der holdt af Preben, men det kan godt være svært at rumme andres sorg og føle, at man skal trøste andre, når man selv er så ked af det.
Der var et par fra menigheden, der sendte en påskehilsen nogle måneder efter, og det var rigtig dejligt at få lov til at nyde en enkelt buket og samtidig vide, at der stadig var folk, der tænkte på mig.”

Hvordan kommer man videre derfra?

”Jeg har altid haft et lyst sind og rigtig mange interesser bl.a. maling, som jeg slapper meget af ved – og så er jeg meget taknemlig for mit netværk i menigheden, i byen og også mine gamle skolekammerater, som jeg stadig ser og har kendt siden 1. klasse. Det er uvurderligt at have mennesker i mit liv, der også har kendt Preben, og som ikke er bange for at tale om ham.

Vi var bidragssekretærer, da Preben døde, og den opgave forsatte jeg med, for kirken var og er jo stadig en stor del af mit liv. Til gengæld var det rigtig svært, da jeg året efter deltog på sommerstævnet. Det var pludselig meget ensomt at være der, selvom der var mange mennesker, jeg kendte, og jeg var der sammen med gode venner. Det føltes forkert ikke at kunne dele oplevelserne med Preben.”

Når man dertil, hvor man finder fred i, at nu er man alene – og finder man mening med det hele igen?

”Der gik faktisk næsten halvandet år. En aften fik jeg pludselig frygtelige mavesmerter, og så gik det op for mig: ’Jamen, han kommer jo ikke tilbage’, hvorefter jeg faldt i dyb søvn. Næste morgen føltes det næsten som en lettelse at være kommet til den erkendelse. Vi havde været sammen i næsten 43 år, og når man mister sin ægtefælle, føles det også som om, man mister en del af sig selv. Ole Lundegaard sagde i sin prædiken til bisættelsen, at det ikke altid handler om, hvor længe man lever, men om hvordan man har haft det, mens man levede – de ord tænker jeg tit på.

Jeg har altid haft et lyst sind og rigtig mange interesser bl.a. maling, som jeg slapper meget af ved.

Vi var så heldige at få både børn og børnebørn, og heldigvis nåede vi også flere store rejser. I 2000 var vi på en fantastisk rejse til New Zealand sammen med et par gode venner, og da Preben lige var gået på efterløn, rejste vi fem uger til Australien, hvor vores søn, svigerdatter og barnebarn boede. Alle de gode minder værner jeg om og er taknemlig for.
Jeg savner stadig Preben i det daglige: Hans omsorgsfuldhed, gode humør og evne til at opmuntre, når jeg har det skidt. Jeg har dog fundet en god ven, hvis selskab jeg nyder. Vi er gode til at rejse sammen, men det er jo alligevel ikke det samme.”

Kan du blive vred eller bitter over det, der har ramt dig?

”Nej aldrig – og heller ikke på Gud, for jeg har et ord, der følger mig: ’For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig’[1]”. Men jeg har det svært, hvis jeg hører ægtepar småskændes. Så kan jeg godt finde på at sige, at de skal huske at sætte pris på dét, de har, for de er meget privilegerede stadig at have hinanden.
Da jeg var ung, drømte jeg kun om at blive lykkelig, og det føler jeg, at jeg har været. Rækkehuset er solgt, og jeg er flyttet i lejlighed tæt på min familie, menighed og gamle venner. Dørskiltet fra huset er fulgt med, og min vielsesring har jeg sammen med to andre ringe, jeg har fået af Preben, fået smeltet sammen til én ring. På den måde har jeg stadig Preben med mig i det daglige”.

Læs også: Handler det kun om ægteskab?


[1] Esajas’ bog kap. 41, vers 13

Giv din mening til kende