Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Hvordan ser din tro ud?

Hvordan ser din tro ud?

Vi tror på en treenig Gud. Vi tror, at Gud er én, og Gud er tre. Gud er én i sit væsen, i sin natur, fx er Guds kærlighed én. Det er Guds natur at elske os og blive ved at elske os til det sidste. Intet kan få Gud til at holde op med at elske os, for det er selve Guds natur. I natur er Gud én. Samtidig er Gud tre selvstændige personer: Faderen, Sønnen (Jesus), og Helligånden, der er knyttet sammen af den ene kærlige natur.

Poul Asger Beck:

  • præst i Silkeborg Baptistmenighed
  • freelance præst med fokus på åndelig vejledning
  • se www.aandeligvejledning.dk
  • theol. fra Århus Universitet
  • uddannet på Baptistsamfundets Teologiske Seminarium i Tølløse

Sagt på en anden måde: Den ene sande Gud viser os tre forskellige ansigter. Men bag de tre ansigter banker det ene og samme hjerte – for os – af ren kærlighed. Et gammelt ord fra kirkens første tid siger, at vi ikke sammenblander personerne, og at vi ikke adskiller Guds natur[1]. Vi blander ikke de tre ansigter sammen, og vi adskiller heller ikke Guds ene kærligheds hjerte. Uden sammenblanding og uden adskillelse. Sådan kan vi tale sandt om Gud, som er én i natur og dog tre i personer.

Én fælles bekendelse af troen på den ene Gud

I løbet af 300-tallet samlede Kirken sig om én bekendelse af Gud den treenige. Man formulerede omhyggeligt en bekendelse, der byggede på de bibelske skrifter. Før den tid havde hver lokal kirke brugt sin egen bekendelse bl.a. ved dåb. Man spurgte dåbskandidaterne, om de troede sådan og sådan. Men nu satte man sig sammen for at forene alle de forskellige bekendelser – smelte dem sammen til én trosbekendelse. Det tog godt og vel 50 år.

I år 325 mødtes man i byen Nikæa i det nuværende Tyrkiet – ikke langt fra Efesos – og formulerede bekendelsen af troen på Gud som Fader og Søn. Men Helligånden kom ikke med ved den lejlighed. I år 381 mødtes man så igen, nu i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, og gjorde arbejdet færdigt ved at bekende ‘Ånden som Herre og livgiver, der æres og tilbedes tillige med Faderen og Sønnen’. Derfor hedder bekendelsen Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Men vennerne er på fornavn og kalder den blot Nikænum.

Nikænum bruges stadig i dag. Den står i Folkekirkens salmebog på indersiden af omslaget bagerst på venstre side. Og i vores salmebog er den gendigtet som en salme, vi kan synge: ‘Vi tro, vi alle tro på Gud’[2]. Bekendelsen bruges af alle kirker i hele verden. Det er en bedrift: At skrive nogle få linjer om Gud, der ikke er blevet afløst af noget bedre de sidste 1600 -1700 år!

Livets kilde

Gud er ikke fjern teori eller abstrakt filosofi, men selve Livets kilde, derfor kan Gud også illustreres på mange måder, som vi møder hver dag midt i Livet.

Gud: Fader, Søn og Ånd

Sådan ser det ud sprogligt. På den ene side den ene Gud; på den anden side af kolon – der her er et specificeringstegn, der viser fremad – de tre personer, der tilsammen ’forklarer’ Gud, nemlig Fader, Søn og Ånd.

EN = 1 x 1 x 1

Sådan ser det ud med matematiske tegn. Den ene Gud er lig med tre personer. Det er dog stadig én og samme Gud.
En af de ældste illustrationer af Gud stammer fra geometrien. Trekanten er det klassiske symbol på Gud, der er brugt igen og igen i kunstens historie.

Gud er hele trekanten i sin kærligheds fylde, og den består af tre selvstændige sider. Vi sammenblander ikke hans personer, og vi adskiller ikke hans kærlige natur. Hvis vi adskiller de tre personer, har vi bare tre løst flagrende streger uden sammenhæng og indhold.  Trekant Fader Søn Ånd

Sammenblander vi de tre naturer, får vi blot én tyk streg og ikke nogen trekant med plads til fylde og indhold.

De tre streger, personerne, danner tilsammen Gud. Én sammenhængende trekant. De tre er dybt forbundne, så når vi ved troen får kontakt, relation, til blot én af siderne i trekanten, får vi samtidig kontakt med de to andre. Også selv om vi måske ikke kender dem så godt endnu. Berører vi blot én side i trekanten, berører vi hele trekanten. Troen på én person hos Gud er samtidig berøring af hele Gud.

To sider af Gud?

De fleste af os kender nok Gud bedre som to end som tre. De færreste af os kender Gud i hele sin fylde. Det er naturligt, når det er Gud, det handler om. Det gode er samtidig, at de fleste af os har rige muligheder for at lære Gud bedre at kende og modtage mere af hans kærligheds fylde.

I den evangelikale og karismatiske tradition

For mange står relationen til Sønnen (Jesus) og til Ånden stærkt. Mens troen på Faderen som vores skaber ofte lever mere tilbagetrukkent. Det kunne måske illustreres sådan:

Trekant Søn Ånd stipletHer er der gode muligheder for at vokse i troens fylde ved at lære Faderen bedre at kende.

I den lutherske tradition

For mange er troen på Gud som Skaberen og på hans Søn, der forkyndes i Ordet og fejres i nadveren, meget tydelig. Mens troen på Helligånden ikke sjældent lever en mere tilbagetrukken tilværelse. Det kan måske illustreres sådan:

Her kan troen vokse ved at søge erfaringer og indsigt i Ånden.Trekant Fader Søn stiplet

Andre tror gerne på, at der findes en skaber og måske også en ånd eller kraft, der er større end dem selv. Man mener, at Jesus var et godt menneske, men tror ikke, at han er Guds søn og dermed af samme kærlige natur som Faderen. Så savnes ofte bunden i trekanten. Det kan måske illustreres sådan:

Trekant Fader Ånd stipletHer ligger den store trosmæssige vækst i at lære Jesus bedre at kende for ’at se ham tydeligere, elske ham højere og følge ham tættere’. Men det gør det vist også for mange af os, der allerede kender Jesus personligt.

Hvor mon din største mulighed for vækst ligger i troen på Gud: Fader, Søn og Helligånd?

Med ønsket om at
vor Herre Jesu Kristi nåde
og
Gud vor Faders kærlighed
og
Helligåndens fællesskab
må være med dig dag for dag, uanset hvordan din tro ser ud.

 

Læs også den tilsvarende artikel i baptist.dk nr. 3/2016, side 12-14: ’Hvordan ser din tro ud?’
Her uddyber Poul Asger Beck andre aspekter af troen på Gud den treenige.

 


1     Athanasius af Alexandria (296-373)
2     Baptisternes salmebog nr. 72