Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Fællesskab

Fællesskab

Hvad er et fællesskab? På CF-kasernen havde vi et på stuen. Det stod i et hjørne, mens de personlige skabe stod ved køjerne. Det blev sjældent åbnet, så det stank af skimmel. Det interessante ved et fællesskab er, hvad der er i det – hvad det bruges til. Hvis det er et lukket 'her-har-vi-det-rart-og-vil-ikke-forstyrres'-fællesskab, kommer det hurtigt til at lugte skimlet – og så er det bare med at komme ud i fri luft.

Fællesskabet kan også blive et ‘broderskab’, fyldt med selv-rigtig-nok-hed som ISIL eller div. revolutionsbevægelser. ‘Frihed, lighed og broderskab’ var slagordet i den franske revolution og siden i de kommunistiske diktaturer. Ligheden blev opnået ved, at alle, der faldt uden for broderskabets rammer, blev et hoved kortere – så var man fri for dem – en slags frihed! – og så er det lettere at overbevise sig selv og hinanden om, at broderskabet har ret.

Frihed, lighed og …

For resten var det idéstrømninger fra den franske revolution, der var grobunden bl.a. for de første baptistfællesskaber i Danmark. Frihed, lighed og – nej, her må vi sige fællesskab (selv om vi er brødre og søstre.) For det er dybt forankret i evangeliet, at et kristent fællesskab må og skal være åbent og favnende.
Det er en udfordring, for vores kristne fællesskaber er til stadighed i fare for at blive lukkede og skimlede, eller selvretfærdige broderskaber, der støder de ‘forkerte’ bort. Vi må jo værne om alt det gode, vi har liggende på hylderne i skabet.

Jesus skabte for resten ikke et kristent fællesskab

Han ville have et discipelskab. Vi skal tage ved lære af Jesus. Og han lader sit skab stå åbent – ingen nøgle, måske ikke engang en skabsdør. Alle og enhver – især de ‘forkerte’ – kan komme og nyde godt af alt på hylderne – tage det med sig ud i livet og bruge det i helt andre sammenhænge.
Alligevel bliver skabet aldrig tomt; tværtimod – jo mere det tømmes, des mere bugner det. Se, det er et rigtigt fællesskab.