Et demokratisk menneske

Signe Lund Christensen:

• medlem af Købnerkirken
• medlem af BaptistKirkens Internationale Missionsudvalg
• formand for bevillingsudvalget under Dansk Missionsråd
• baptistspejder, korpsets forretningsudvalg 2010-14, nu repræsentant i ‘Spejderne i Danmark’
• arbejder som programrådgiver for ADRA, ‘Adventist Development and Relief Agency’
• uddannet cand. scient. pol.

Signe var barn i et aktivt baptistspejderhjem i Tølløse og har lært at bidrage efter evne. Hun er vokset op med beretninger om Rwanda og Burundi, især fordi moster Mette har været sendt ud, og Signe kan huske, at der blev ‘sendt aftensmad’ til Afrika, og hvordan beretningerne om missionsarbejdet i Afrika var allestedsnærværende i søndagsskole og spejderkreds.

Hvad fik dig til at brænde for udviklingsarbejde?

”Umubano-turen^[1] til Rwanda i 2003 var min første rejse til Afrika. Den gjorde det klart for mig, at det var det, jeg skulle bruge mit liv på.” Signe havde fået Afrikas røde jord under neglene, og det betød, at hun som 21-årig tog imod udfordringen til at blive udsendt som ungdomsleder^[2] for at arbejde med at udvikle spejderarbejdet i Rwanda i et halvt år. ”Jeg måtte bare sige ja!”

”Spejderne planter forståelsen for at tage et ansvar for verden. Man får nogle gange tildelt et stort ansvar, som man må forvalte på bedste måde, men man lærer også meget af det. Jeg har lavet alt muligt i spejderbevægelsen, og spejderarbejdet har været absolut definerende for, hvem jeg er i dag.”

Ansat til at arbejde med udvikling i Rwanda og Burundi

Signe har siden læst statskundskab og arbejder nu i ADRA, Adventistkirkens verdensomspændende nødhjælps- og udviklingsorganisation, der virker i mere end 130 lande. Hun har primært ansvar for rådgivning omkring menneskerettigheder samt programmer i Rwanda og Burundi indenfor demokrati-udvikling. ”Jeg arbejder mest med det langsigtede udviklingsarbejde, men også meget med betydningen af at være en kirkelig organisation. Interessant at sidde på sit arbejde og finde bibelcitater for at underbygge grundlaget for det, vi gør. Det kan åbne døre at være en religiøs organisation og derigennem få nogle budskaber ud via præster, fx om kvinders ligeberettigelse”, siger hun.

Har du en klassisk kaldsforståelse?

Spejderne planter forståelsen for at tage et ansvar for verden.

”Jeg er meget dårlig til så store ord, men jeg er ret sikker på, at det er det her, jeg skal. En væsentlig motivation for mig er at finde her: ’Før ordet for de stumme, tal deres sag, når de er ved at bukke under. Før ordet, døm retfærdigt, og skaf den hjælpeløse og fattige ret!’^[3] Det kan ikke passe, at verden skal være, som den er; at børn fx lever af det, vi andre smider ud. Det forpligter at have set så meget, og jeg er nødt til at være i det felt, hvor verden kan forandres.”

… og Spejdernes Lejr 2017?

”Det er det sjoveste, vildeste og største, jeg nogensinde har været med til at lave. Jeg var formand for det udvalg, der hed ‘Politik og Identitet’. Vi arbejdede med at anvende spejderlejren som et udstillingsvindue for at skabe en moderne fortælling om spejderbevægelsen – om Danmarks Stærkeste Fællesskab. Statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren samt Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet kom på besøg. Også 74 kommuner var repræsenteret med 41 borgmestre. Og 100 deltagere på en erhvervs-event lærte om de kompetencer, spejdere opnår gennem spejderarbejdet!”

Var det et tungt ansvar?

”Det var ikke tungt, for vi var mange med forskellige kompetencer, men det var en kæmpe opgave. Lejren skulle lykkes for at vise værdien af spejderkorpsenes samarbejde – og det gjorde den heldigvis. Hvordan jeg fik tid til det? Sådan var det bare. Edith, som var 4 måneder, var god til at være med, og jeg har et højt energiniveau”, indrømmer Signe på forespørgsel. Far, Lars Magnus, og storesøster Agnes på 3 år var også med.

Hvordan harmonerer et så aktivt liv med familien?

En aftale om lidt ro i familien efter 3½ års arbejde med lejren blev aflyst, fordi Signe blev spurgt om at sidde i bestyrelsen for ‘Spejderne i Danmark’, hvor de fem største spejderkorps er medlemmer: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. Signe citerer ægtefællen: ”Du kan jo ikke sige nej!”, så sådan blev det. Formålet er samarbejde, og nu arbejdes der på holdninger, strategier og forankring af fælles projekter.

Når det kommer til uretfærdighed, kan jeg ikke lade være med at reagere. Det er ikke tilstrækkeligt bare at klage, man må gøre noget aktivt.

Har du en tålmodig mand?

”Ja, men også en meget aktiv mand! Vi har stor forståelse for hinandens engagementer. Familien er det vigtigste, og vi finder en balance. Vi arbejder ofte, når børnene sover. Vi tænker meget på, at børnene skal lære, at det giver mening at engagere sig, og at det er vigtigt, hvis man vil ændre noget. Fremover vil vi måske lægge nogle kræfter i børnenes aktiviteter.”

Du engagerer dig meget bredt?

Du skrev om ressourcer på hospitalet, da du fik Agnes; om vaccinationer; om din næste, der kan være en congolesisk kvinde. Hvorfor skal din stemme med? Signe svarer: ”Når det kommer til uretfærdighed, kan jeg ikke lade være med at reagere. Det er ikke tilstrækkeligt bare at klage, man må gøre noget aktivt.”

Hvordan har I det med kirken?

”Det betyder meget for mig. Vi er lige flyttet til Købnerkirken på Amager. Vi vil gerne have et aktivt kirkeliv, så nu skal det være. Kirken ligger lige om hjørnet, man har etableret børnekirke, og flere børnefamilier er kommet til, så tidspunktet er meget passende. Hvis man mener noget med kirken, kræver det en indsats at være med i fællesskabet.”

”Det er en del af min identitet at være baptist”

BaptistKirkens demokratiske opbygning har stor betydning for Signe: ”Når man er døbt, er man medlem. Alle medlemmer uanset alder har stemmeret på menighedsmødet, og menighedsmødet beslutter alt. Alle er med til at bestemme lokalt, og man dikterer ikke noget fra centralt hold. Baptistmenighederne spænder vidt, og det er vigtigt at anerkende diversiteten. Den fremkommer, fordi det er den lokale menighed, der bestemmer. Det er interessant at være så tæt på et andet kirkesamfund via mit arbejde. Det har gjort mig mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig i mit eget kirkesamfund.”

Hvis man mener noget med kirken, kræver det en indsats at være med i fællesskabet.

Signe er optaget af demokrati i kirken, men også som borger i et land, hvor ytringsfrihed og rettigheder er en selvfølge og endelig som programrådgiver i Rwanda: ”Jeg har set så mange steder, hvor man ikke kan få lov at stemme, eller hvor man kun kan stemme på én!” Signe citerer en kvinde i Rwanda: ”Nu har jeg lært at læse, og tænk, nu kan jeg være med til at stemme næste gang.”

”Demokratiet hænger sammen med at være kristen. Alle er lige meget værd og har en lige vigtig stemme. Det vigtigste for mig i kristendommen og mit arbejde er, at vi skal elske næsten og kæmpe for lige rettigheder og vilkår med de muligheder, vi hver især har.”

^[1] 14 dages rejse til Rwanda arrangeret af Baptistspejderne og Baptisternes Børne-og Ungdomsarbejde

^[2] Ungdomsledere er finansieret gennem Dansk Ungdoms Fællesråd og tilknyttes et projekt fra
samme sted

^[3] Ordsprogenes bog kap. 31, vers 8-9