Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
En ny virkelighed i efter-kristendommen

Lederkonference 2017

En ny virkelighed i efter-kristendommen

På BaptistKirkens lederkonference handlede alt om ’værdier, vi vil bygge på’ – midt i en ny dansk og en ny-dansk virkelighed. Bent Hylleberg samlede trådene fra to dages spændende foredrag og samtale og sendte deltagerne hjem til livet i menighederne.

Læs også første del af Bents afrunding her: Midt i et kultur-skifte.

Om dét, vi – som Gudsfolk – udfordres til at tage med os, har Stuart Murray også skrevet en bog: ‘The Naked Anabaptist’ (2010). Her beskriver han, hvad der er bæredygtigt for os, hvis vi ønsker at tage vores forfædres reformation med ind i fremtiden. Ikke alt, hvad de stod for, kan kalkeres af os, så det giver mening i dag.

På reformationens tid levede de midt i en levende kultur-kristendom, som kejser, konger og fyrster ville fastholde med magt. Vi er 500 år senere på vej ud af denne ‘kultur-kristendom’, og magthaverne regner ikke længere med kristentro og -liv. Helst ser de al religion henvist til privatlivet eller lukket inde bag kirkens mure. ‘Religion’ må ikke få ‘ansigter’, hvor vi færdes – på arbejde og i fritid.

Kerneværdier for baptister

Dét vi kan tage med hjem – de ‘værdier, vi kan bygge på’ – har Stuart Murray og andre samlet i syv nøglebegreber. Vi kender dem godt. Som ledelse har vi nu i to år lagt op til, at de syv begreber bør præge vores holdninger og handlinger som baptister. De er optrykt i Håndbogen (2016, s.64). Her kalder vi dem BaptistKirkens ‘værdier eller betoninger, der udfordrer os til samtale’. Vi har også omtalt dem med deres internationale navn som ‘Seven Core Convictions for small-b baptists’. De er blevet tolket i en række artikler her på www.baptist.dk og på www.anabaptist.dk

Hvordan kan vi kende ‘et fællesskab af kristne’ fra alle andre fælleskaber?

Hvordan kan vi kende ‘et fællesskab af kristne’ fra alle andre fælleskaber? Anabaptisterne – reformationstidens døbere – kom ikke op med tilfældige kendetegn på ‘et ægte fællesskab af kristne’, en såkaldt ‘menighed’. De fandt frem til dem gennem deres studier af Det Ny Testamente – ud fra deres grundlæggende princip om ‘Skriften alene’. På lederkonferencen har vi især arbejdet med tre af disse kerneværdier:

At blive kirke og menighed som ‘forsonet fællesskab’

Når de læste Jesus´ ord i Bjergprædikenen, måtte de handle, før de fejrede nadver sammen. De ville bogstavelig talt efterleve Herrens formaning: ”Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at én, du kender, er vred på dig, så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet straks hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter.”[1]

Troværdighed i din menigheds liv står og falder med din vilje til, at du forsoner dig med dine trosfæller.

Med andre ord: Det er ikke muligt at tilbede Gud, før du har forsonet dig med dit medmenneske – og du må tage initiativet til en sådan forsoning, selv om det er den anden, der er vred på dig! Troværdighed i din menigheds liv står og falder med din vilje til, at du forsoner dig med dine trosfæller. Kun sådan – tænkte de – kan menigheden blive et stærkt vidnesbyrd om, at tro og liv hører uløseligt sammen: Forsoning er et kendetegn på ’sand kristentro’ – et umisteligt ‘kirkekendetegn’. Kun som ‘et forsonet fælleskab’ kan ‘vi’ afspejle det nye herredømme, som Gud ønsker for sin kirke midt i en efter-kristen kultur. I tese 7 siger Stuart Murray det sådan: ”Vi forpligter os på at finde ikke-voldelige alternativer og på at lære, hvordan vi skaber fred og forsoning mellem enkeltpersoner, mellem og i kirker, i samfundet og mellem nationer.” (Se ‘Værdier vi vil bygge på’)

At blive kirke og menighed som ‘godt nyt til fattige’

Når anabaptisterne læste om den første menighed, slog det dem, at de var forpligtede på hinandens ve og vel. De blev vejledt til at tage vare på de fattigste, når de læste om de første kristne, at de praktiserede et frivilligt ejendoms-fælleskab: ”De kristne holdt sammen og var fælles om alt … så alle fik, hvad de havde brug for”. ”Ingen i menigheden manglede noget, for de, der ejede hus eller jord, solgte det og gav pengene til disciplene. De fordelte så pengene videre til dem, der havde behov for det.”[2] De ville ikke blot forkynde evangeliet om Guds herredømme, men deres fælleskab skulle være ‘et tegn’ på det.

Hvis vi fokuserer mere på status og forbrug end på ‘at være gode nyheder’ for vores tids fattige og flygtninge, er vi mere optaget af at leve som kulturen omkring os end af at hjælpe mennesker til et værdigt liv i kulturen hos os.

Hvis vi fokuserer mere på status og forbrug end på ‘at være gode nyheder’ for vor tids fattige og flygtninge, er vi mere optaget af at leve som kulturen omkring os end af at hjælpe mennesker til et værdigt liv i kulturen hos os. Hvis vores politikere ikke længere vil ‘det gode liv’ for alle – også for de ringest stillede – må vi som menighed hjælpe så mange som muligt. Det er ‘et kendetegn’ for kristne fællesskaber. Stuart Murray skriver: ”Vi forpligter os på at finde måder, hvor vi kan leve enkelt, give generøst, tage vare på skaberværket og fremme retfærdighed” (tese 6) og ”Vi forpligter os på at leve i sårbarhed og på at udforske måder, hvor vi kan være gode nyheder for fattige, magtesløse og forfulgte. Idet vi er bevidste om, at den form for efterfølgelse kan skabe modstand og føre til lidelse og i sidste ende martyrium” (tese 4). (Se ‘Værdier vi vil bygge på’)

At blive kirke og menighed som ‘fælleskab af Jesus-disciple i mission’

Når anabaptisterne manglede et orienteringspunkt i en tid, hvor alt blev vendt op og ned – af tvang og forfølgelse af anderledes troende og af muslimerne, der truede deres kristendoms-kultur ved at belejre Wien – så var de aldrig i tvivl om, hvad de skulle. Især ét kort ord af Jesus blev et pejlemærke for dem: ”Én er jeres lærer, nemlig Kristus.”[3]

Tro var ikke primært en ‘teori’, men tro var et hverdagsliv, hvor de i praksis ønskede at leve som konkrete efterfølgere af Jesus´ budskab. Og de drøftede med hinanden, hvordan de konkret fandt frem til Guds vilje, ved at tale sammen – åbne for det lys, som Helligånden ville vejlede dem med.

Tro var ikke primært en ‘teori’, men tro var et hverdagsliv, hvor de i praksis ønskede at leve som konkrete efterfølgere af Jesus´ budskab.

De brød med de normer, som både byråd og fyrster foreskrev, at de skulle følge. De blev civilt ulydige, fordi de var bundet til at følge Jesus: ‘Én er jeres lærer, nemlig Kristus.’ Herom skrev Stuart Murray: ‘Vi forpligter os på en Jesus-centreret tilgang til Bibelen og på at have fællesskabet af troende som den primære sammenhæng, hvori vi læser Bibelen, tolker teksten og udlægger dens betydning for vores liv og efterfølgelse” (tese 2). (Se ‘Værdier vi vil bygge på’)

På den måde opbyggede de en ‘ny kultur’ i den renæssance-kultur, som de selv levede i. De blev arkitekterne til et kirkesyn, der ikke havde været i brug i mere end 1.000 år. De byggede menighed på en måde, som først i vores tid bliver mere og mere aktuel – for alle kristne kirker i vores land – efterhånden som kultur-kristendommen smuldrer: Kirken er dét Gudsfolk, der tjener Guds Rige midt i enhver kultur. Kirke er aldrig lig med kulturen eller folket som helhed, men en ny kultur, som vores Opstandne Herre skaber midt i den herskende kultur. Her bliver kirke kaldt ud af kulturen, får en række forvandlede livsformer og bliver igen sendt tilbage for at tjene og forny livet for alle mennesker – livsvigtige ‘kendetegn’ på Guds folk.

Kirke er aldrig lig med kulturen eller folket som helhed, men en ny kultur, som vores Opstandne Herre skaber midt i den herskende kultur.

Hvad skal vi tage med hjem?

Hvis vi skal tage noget med hjem fra denne konference om ‘værdier, vi vil bygge på’ – og gøre det i lys af dét, som vores mødre og fædre på reformationstiden har lært os – så er opgaven for os først og fremmest at åbne Skriften, læse evangeliet og sammen drøfte, hvordan det skal udfordre os i dag: Hvilke ‘kendetegn’ hører til vores menighed, når vi ønsker at blive kendt som Guds folk midt i en mangfoldig efter-kristen kultur, hvor verdslighed og religiøsitet er blandet så sært? Og hvad vil vi – når vi markerer reformationen ved at genlæse evangeliet – tage med ind i fremtiden? Det er med det spørgsmål klingende i vores bevidsthed, vi sendes hjem.


[1]    Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 23

[2]    Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 44f og kap. 4, vers 34ff

[3]    Matthæus-evangeliet kap. 23, vers 10