Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Bygget af levende stene

Klumme

Bygget af levende stene

Ordet økumeni betyder 'hele den beboede verden' og er kirkens enhed i al sin levende mangfoldighed. Det er ikke økumeni at bygge flotte kirker side om side, selvom det er fra forskellige kirkeretninger – heller ikke et af de mest centrale steder i den kristne historiefortælling: Jesus’ dåbssted i Jordan.

I 2015 holdt jeg jul med familien i Jordan. I begyndelsen af januar, hvor man fejrer Jesus’ dåb, besøgte vi netop Jesus’ dåbssted langt væk fra den pulserende storby – ja, langt væk fra ethvert menneskeligt fællesskab. Som taget ud af en Star Wars-film lå buede skaller af rå beton og funklende nye kupler spredt ud på en gold ørkenagtig slette. Nærmest surrealistisk var den ensomme tomhed, når nu kirken bør være et levende fællesskab. Vi var stort set de eneste mennesker på det store område.

Jeg tror aldrig, at jeg noget andet sted så konkret er blevet mindet om, at Guds hus virkelig er bygget af levende stene. Søren P. Grarup skriver i sin nytolkning af Grundtvigs salme: ”Ikke af mursten og træværk og jern – skabt ud af brokker ved Guds Ord alene, rejst af Guds nåde fra sokkel til stern”[1].

Talt til

Jesus’ dåb er en fortælling om tiltalen til Jesus og til hver enkelt af os. ”I dig har jeg fundet velbehag”, lyder stemmen fra himlen. Men det er også en fortælling om fællesskab. Det er hele folket, der bliver døbt. Vi døbes både i den treenige Guds navn – og til fællesskabets gavn ind i menigheden og ud i verden, og hvad deraf følger af ansvar over for vores medmennesker.

Økumeni handler ikke om at bygge flotte kirker side om side og være forblændet af det, der adskiller os, men i stedet om at være en del af et levende og forpligtende fællesskab. Sammen er vi de levende stene i Guds hus, og vi må anerkende, at Gud også finder velbehag i vores medmennesker – uanset, hvor vi kommer fra.

Må vi med Guds hjælp gøre det samme.


[1] Søren P. Grarup: ‘Guds hus er bygget af levende stene’, Hvor Jord og Himmel Mødes s. 36-37