Louise brænder for børn og unge

Louise brænder for børn og unge

Louise Jul Boeriis,  

Mit navn er Louise Jul Boeriis og jeg er 21 år gammel. Jeg har altid boet i Storkøbenhavn, på nuværende tidspunkt i Brøndby med mine forældre og brødre. Jeg blev døbt, da jeg var 13 år gammel. Det var her, jeg havde mit første personlige møde med Gud og begyndte at forstå, at Gud vil mig og elsker mig! Jeg kommer til dagligt i Korskirken i Herlev, en dejlig baptistmenighed som jeg har været en del af siden min tidlige barndom. Jeg hjælper til med lovsang og ungdomsarbejde, når jeg er hjemme. Jeg har tidligere også siddet i Baptisternes Børne- og Ungdomsforbunds landsledelse, da jeg er rigtig glad for at engagere mig i vores børne- og ungdomsarbejde. Det er vigtigt, at vi hjælper vores børn og unge godt i gang i deres trosliv. Efter min studentereksamen i 2016, var jeg ’Giv et år medarbejder’ på Skovbo Efterskole, hvor jeg hjalp til med alt fra aktivitet og leg for eleverne til praktisk kontorarbejde.

Første halvår 2018 tilbragte jeg i New Zealand. Her har jeg taget en Discipelship Training School hos YWAM (Youth With A Mission – Ungdom med Opgave) i Queenstown.

Jeg er netop taget tilbage til YWAM Queenstown for at deltage i deres bibelskole og evangelistskole. Det gør jeg for at udvide min forståelse af Guds ord, og hvordan vi deler det med vores næste. Jeg glæder mig til at bruge tre måneder på at læse hele Bibelen og snakke med andre unge om, hvordan vi skal forstå Bibelen og hvordan vi kan anvende Jesus’ lære i vores eget liv. Og på evangelistskolen glæder jeg mig til at tage, hvad jeg har lært teoretisk på bibelskolen og blive klogere på, hvordan vi praktisk kan dele Guds ord og kærlighed med vores næste. Både min næste helt tæt på og min næste på den anden side af jorden.

Billedet er taget i Papua New Guinea, på min seneste missionstur i april-juni 2018.

Læs mere om Discipelship Traning School i artiklen ‘Hvad er en DTS?’

og om Louises DTS i artiklen ‘Guds plan eller din?’

URL: https://baptist.dk/louise-braender-for-boern-og-unge/