Findes Gud i leg?

På (gen)opdagelse på Sommerstævne 2018

Findes Gud i leg?

Årets sommerstævne har temaet genOPDAG de gode NYHEDER, og jeg blev selv sat til at gå på opdagelse blandt deltagerne, inden vores teltpløkker nåede at opdage, om de nu kunne blive presset ned i den tørre jord. ”Find en vinkel” sagde chefen!

Jamie Lynn Cunningham,  

Straks fik jeg et billede af de unge og børn i skolealderen. Derfor har jeg valgt at følge den yngre generation. Hvilke nyheder (gen)opdager de på stævnet? Hvordan er disse erfaringer med til at hjælpe dem vokse i Kristus? Måske opdager jeg selv noget om Helligåndens virke i Lindenborg imens.

Under Rachel Turners undervisning om ”Åndelig udrustning til forældre og bedsteforældre” skulle vi gå på opdagelse i at bede i børnehøjde. Rachel bad alle om at sætte sig godt til rette og lukke øjnene. Bønnen lød således: ”Gud, hvis du kunne lege en hvilken som helst leg med mig, hvilken ville det så være? Og hvorfor?”

Kort efter blev de modige bedt om at fortælle om deres ’chat’ (bøn) med Gud og om de havde ’fanget’ (modtaget) hans svar. Straks var der to, som havde modtaget samme svar: ”Skak! Fordi jeg er Kongen!” En anden fik volleyball at vide, ”fordi vi er et team og skal samarbejde.” Personligt så jeg for mit indre øje mig selv sjippe, men jeg nåede ikke at forstå hvorfor.

Det vakte min nysgerrighed om, hvad de lidt mindre deltagere havde opdaget i løbet af formiddagen. Var Gud med i deres leg på stævnet? Så jeg gik på opdagelse endnu en gang. Jeg fangede Markus Elias Poulsen (seks år) fra Frikirken i Aabenraa og Valdemar Johansen Næsby (syv år) fra Regen i København, som begge er på KIDZ.

Markus Elias, som er førstegangsdeltager, kunne begejstret fortælle, at han havde opdaget tre nye ting i dag: at lave en Kinderæg-bombe, elefant-tandpasta og selvoppustelige balloner! Det gav INGEN mening for mig, der har en tween-datter, som går mere op i YouTube-klip og sit hår – så det skulle undersøges nærmere! Det kan være svært at få en dreng på seks år til at sætte ord på noget, som mest får ham til at grine en herlig latter ved tanken. Derfor nåede jeg kun at få en forklaring på de selvoppustelige balloner med en del hjælp fra mor, Helle.

Man sætter en ballon på en flaske med eddike, som man har hældt bagepulver i. Så ryster man flasken og den kemisk reaktion puster ballonen op. Men det vigtigste for Markus Elias var, at man kunne lege med den! I mit indre tænkte jeg, at det er lidt ligesom Helligånden – noget, som vi får givet, der puster os op, når vi er flade og slaskede.

Valdemar kom gående sammen med sin far, Jonas, og straks ville Markus Elias lege med Valdemar og vise, at ballonen kunne skydes. Drengene faldt i snak, og forklaringen blev givet videre til en undrende Valdemar, som havde lige spillet fodbold. Ballonens vidunder deltes, og drengene var enige om, at det var sjovt.

Valdemar har deltaget de sidste mange år. Så det nye, han havde opdaget på fodboldbanen, fyldte noget mere. Og det måtte forklares ved at vises! Hvis man bruger hælen frem for foden for at levere bolden til sit stærke ben, kan man sparke med større kraft og præcision. Hyggen med de andre stiger sikkert, når man ovenikøbet er bedre til at spille, end man var dagen før.

Jeg er ikke blevet specielt meget klogere på drengenes leg, men jeg er blevet klogere på drengene og hvad, de synes, er vigtigt og sjovt. Og det gav et fantastisk udgangspunkt for en nærværende samtale og en erfaring af, at de havde noget at byde ind med til en, som de INTET havde til fælles med i går.

Jeg opdagede, at Gud findes også i leg, fordi Gud findes i relationer og fællesskab.

URL: http://baptist.dk/findes_gud_i_leg/