Her hen mod enden på fastetiden, kan det være på plads at reflektere over formålet med fasten. Faste er ikke et mål i sig selv. Tværtimod kan religiøse praksisser – som fasten – skygge for det, som virkeligt betyder noget.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Vi har en naturlig tendens til at vægte den personlige side af troen og den livsstil, der følger af den.
Ved begyndelsen på fastetiden kunne man i flere medier opleve en bred vifte af ansigter fra det kirkelige landskab fortælle om, hvad de havde valgt at faste fra – lige fra kaffe og sukker til sociale medier og tv.
Men nu hvor fastetiden er ved at være slut, er det på tide at faste fra fasten. Fasten er nemlig ikke et mål i sig selv.
I bjergprædikenen forklarer Jesus sine disciple, at de, i modsætning til ”hyklerne”, skal vaske deres ansigt, så de ikke faster synligt for mennesker, men for Gud, som er i det skjulte[1].
De ord er nok så relevante i dag, som dengang. En praksis, der er blevet udbredt i danske kirker, er nemlig gudstjenesten askeonsdag, hvor deltagerne får malet et kors med aske i panden, som indledning til fasten.
Det kan være udmærket med ydre tegn på ydmyghed og anger. Men det kan undre, at så mange velmenende kristne handler tilsyneladende lodret modsat af, hvad Jesus anbefaler.
Det kan hænge sammen med, at vi som oftest gerne vil læse Jesus’ bud metaforisk eller ”åndeligt” i stedet for at tage dem alt for bogstaveligt.
Det kan der sådan set være god grund til. Lovens fylde, som Paulus udtrykker det, er jo kærligheden, og den kan ikke sådan lige sættes på formel.
Men hvis troens mål er kærlighed, må faste handle om, hvordan vi forholder os til andre mennesker – snarere end vores private religiøse følelser og trosliv.
Når Jesus forklarer sine disciple, at de skal faste hemmeligt, er det næppe fordi det ”indre” og usynlige er vigtigere end det ”ydre” og synlige.
Det er rigtigt, at Jesus taler om, at vi skal faste for Gud, som er i ”det skjulte”. Hvad vi spiser er en privatsag mellem Gud og den enkelte, forklarer også Paulus[2].
Men Jesus’ ord om faste er samtidig en polemik mod datidens religiøse praksis. Jesus kritiserer igen og igen jødernes religiøse ledere for at gå mere op i deres eget forhold til Gud, end i at vise barmhjertighed mod dem, der har brug for det.
En sådan kritik er velkendt i de bibelske tekster. Hos profeten Esajas finder vi en rungende kritik af fasten, da Gud vredt spørger: ”Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske?”[3]
I Esajas afvises religiøs praksis, der gør brug af fx aske som symbol på menneskets anger og selvydmygelse. I stedet slår Gud fast, at den faste, han ønsker, er at løse ”ondskabens lænker”, at sætte de undertrykte fri, at give de sultne mad og så videre.
Kort sagt består sand ”faste” i social og politisk retfærdighed. Det er netop denne profetiske forståelse, som Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagede fastepraksis.
Kritikken rammer også os i dag. Også vi kan risikere at gå så meget op i vores egen tro og livsstil, at vi helt glemmer, at det slet ikke er os selv, det handler om. Religiøse mennesker kan til alle tider være nok så fromme, men lige lidt hjælper det, når det ikke kommer andre til gavn.
Jesus kalder mennesker til at løfte blikket fra deres religiøse projekter for i stedet at rette opmærksomheden mod Guds rige, som med ham er ved at blive en realitet iblandt os.
Guds rige handler ikke om mad og drikke, men om retfærdighed, fred og glæde i Helligånden[4]. Sand ”faste” handler om at holde op med at fokusere på os selv og vores religiøse selvudfoldelse, for i stedet at fokusere på andre mennesker.
[1] Matthæus Evangeliet kap. 6, vers 18
[2] Romerbrevet kap. 14
[3] Esajas Bog kap. 58, vers 3-9
[4] Romerbrevet kap. 14, vers 17
URL: https://baptist.dk/naar-fastetiden-er-slut-er-det-tid-til-at-faste-fra-fasten/